Forside > Atletik, OL London 2012 > OL LONDON – Who can we trust?

OL LONDON – Who can we trust?

Det er jo, hvad OL i høj grad bygger på: Det rørende, det skønne, det tankevækkende og det forunderlige

Om få timer åbner De Olympiske Lege 2012 i London. Der er masser af tanker i gang om, hvem der skal tænde ilden, og ifølge Guardian er et outside-bud lige nu, at det bliver dronning Elizabeth II.

Det største moment, jeg kan huske i den forbindelse, er, da jeg i 1996 var udsendt til mit første OL, og ilden i Atlanta blev tændt af Muhammad Ali. The Greatest, og et stort og følelsesladet øjeblik – den sorte mand, der ryster af Parkinson, og tænder ilden ved lege, der foregår i deep South med alt, hvad der er af historie dernede om racisme.

Nøj, det var rørende. Og det er jo, hvad OL i høj grad bygger på: Det rørende, det skønne, det tankevækkende og det forunderlige.

OL har eksisteret i moderne form siden 1896 i Athen. I særdeleshed de seneste 25-30 år er legene vokset kolossalt både i omfang, anseelse og betydning; det er virkelig et særsyn nu, at lande ikke deltager i OL, og rigtig mange af de deltagende har sat store eliteidræts-systemer op, som producerer medaljehåb som var de luksusbiler på et samlebånd.

Sådan er det også i Danmark, hvor Team Danmark ifølge eksperterne har raffineret produktionen, så den i dag sammen med norske Olympiatoppen er den bedste i Norden. Målet for Danmark er 8 medaljer, og validiteten i den ambition er at læse i en analyse, som Idrættens Analyseinstitut fik udarbejdet og offentliggjort tidligere i denne uge.

I 1950erne til 1990erne var OL slagmarken for den kolde krigs kombattanter, hvor Østblokken med statsamatørismen og videnskabelig lukkethed som metode pressede USA og den vestlige verden – den ’frie’ verden – til det yderste. Med doping som benzin på motoren, men også med forskning i muskulaturen, psykologien, træningsvejledningen og materialerne som omdrejningspunkter for satsningen lykkedes det DDR, Sovjetunionen og de øvrige lande at bringe eliteidrætten op på et uset højt niveau.

Siden Murens Fald har andre nationer taget teten. Både hvad angår doping, hvor Kina tilsyneladende har anvendt samme metodik som Østblokken under den kolde krig. Og hvad angår selve filosofien at demonstrere sin nations suverænitet ved at satse på medaljer. Det har vi set med Australien, da de havde OL i 2000 i Sydney, med Kina for 4 år siden.

Og i særdeleshed med Grækenland, som var vært i 2004. Mistroen til de græske atleter var i mange år udbredt, og specielt i atletikken var der gennem årene mange eksempler på, at løbere og springere havde uforklarligt store udsving i præstationerne – og nogle af dem så man kun i forbindelse med VM, EM og OL.

Hvor konsekvensen for mange blev, at man aldrig rigtig siden stolede på ægtheden i resultaterne fra grækerne

En del af os husker formentlig fortsat farcen om sprinterne Konstantinos Kenteris og Ekaterini Thanou, der i ly af natten på en motorcykel forsøgte at flygte fra en dopingkontrol kort før OL i Athen – hvor de var blandt favoritterne til guld. De to blev synonymer med svagheden i dopingkontrol-systemet i starten af 2000-tallet, men også synonymer for det græske idrætssystem, hvor konsekvensen for mange blev, at man aldrig rigtig siden stolede på ægtheden i resultaterne fra grækerne.

Det kom jeg til at tænke på, da det i går blev offentliggjort, at inde-verdensmesteren i højdespring, Dimotrios Chondrokoukis, er taget for doping kort før OL.

Han er dermed for mig en reminder her, kort før OL starter, på, hvad vi egentlig kan stole på af det, vi vil se i de kommende uger?

  1. Endnu ingen kommentarer.
  1. No trackbacks yet.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: