Forside > Cykling, Tour de France 2012 > TOUR – Den bedste dansker

TOUR – Den bedste dansker

Jeg udsætter en mindre Præmie for den Rytter, der møder hos mig med et overkørt Pindsvin. Nej, den megen Tale om Punkteringer har to ganske andre Aarsager. Den ene er den, at Ringene ikke er ordentlig pumpede, hvorved den indvendige slange kan klemmes i Stykker, naar Ringen faar et Bums i et Hul eller paa en Sten. Den anden er den, som træffes ved Landevejs-Recorder og Væddeløbs-Kørsel, hvor Rytterne med Vilje punkterer Ringene for at redde Æren.

(Af Sylvester Hvids’ Cycle-Haandbog, s. 21)

Sylvester Hvids optegnelse af en herrecykel fra slutningen af det 19. århundrede

På min Facebook-væg slog en af vennerne et spørgsmål op tidligere i dag:

Hej Lars
For fem år siden i en klumme på feltet.dk stillede jeg det uhørte spørgsmål, hvem der var den bedste danske cykelrytter i generationen efter Rolf Sørensen og Bjarne Riis. Jeg tror, mange dengang opfattede det mere som en provokation end som et relevant spørgsmål.
I dag er der ingen tvivl for mig om, at Nicki Sørensen uden sammenligning er den bedste. Men du har været tættere på begivenhederne end mig. Hvad er din mening?

Det har jeg tænkt lidt over. For hvordan kategoriserer man ’generationen efter Riis og Rolf’? Gælder det eksempelvis alle de ryttere, der kører endnu i dag, eller gælder det for eksempel dem, der er over 30 – eller født før 1980, men efter 1965?

Disse glidende overgange og grænsedragninger i sporten er altid garanti for et par gode diskussioner. Ikke mindst på en hviledag i Tour de France, mens vi venter på Froome

Ud fra det sidst nævnte kriterium, at der er tale om ryttere født før 1980, har jeg valgt et par stykker ud, som kunne være kandidater:

Nicki Sørensen

Jakob Piil

Michael Rasmussen

Allan Johansen

Michael Sandstød

Bo Hamburger

Claus Michael Møller

Michael Blaudzun

Som det ses, er kun 2 af dem fortsat aktive; men man tør nok sige på hvert sit niveau, for mens Michael Rasmussen ikke rigtig har kunnet få karrieren i gang, siden han for 5 år siden blev sendt hjem fra Col d’Aubisque-sejren og sit hotel i Pau, så må Nicki Sørensen siges at være i ganske fint vigør, hvilket vi senest så i går med hans frembrud og forsøg på at tage etapesejren.

Læg i øvrigt mærke til, at ved at sige ’før 1980’ lykkes det akkurat at skille Lars Bak fra, for han er født i januar 1980 – og jeg synes faktisk, det er for tidligt at afgøre, om han ikke ville være den bedste blandt disse, sådan som han er kørende i disse år.

Men hvilken faktor skal man lægge til grund for sit valg? Skal det være de spektakulære etapesejre og klassikergevinster? Skal det være den uselviske holdkammerat, der en sjælden gang blomstrer op, men som i øvrigt gør fyldest på sit team og aldrig har problemer med at indordne sig – eller med at finde en ny kontrakt, når den gamle udløber?

I min fokusering har Michael Rasmussen ydet nogle fantastiske enkeltpræstationer,

Vi må jo tilstå, at Danmark ikke rigtig har været begavet med de grandiose sejrherrer siden Rolf forlod cyklen. Vi har ikke haft en Tom Boonen light, vi kan ikke bryste os af at have sat dagsorden med enkeltpræstationer.

Så det må næsten blive den bedste Domestique, der tager hæderen (som der i øvrigt ikke følger nogen bonuscheck med…). Det afspejler den rolle, danske prof-ryttere har spillet internationalt i de seneste 12-15 år, og derfor er det et naturligt snit at lægge.

Allan Johansen, den gale smed, løftede sig stort i en sen alder

I min fokusering har Michael Rasmussen ydet nogle fantastiske enkeltpræstationer, hvor ikke mindst etapesejren i Vuelta España samt hans første etapesejre i Tour de France tæller højt; men han kan næppe karakteriseres som en uselvisk holdrytter. Og så tæller hans exit fra de øverste rækker altså heller ikke på plussiden (men alt det kommer jeg nok til at tale mere om senere i dag, når jeg er inviteret i TV2’s Tour-studie for at diskutere Rasmussen med professor Verner Møller).

Jakob Piil fik aldrig helt det ud af karrieren, som talentet vel egentlig lovede, selv om etapesejren i Tour’en i Marseille var et skønt udråbstegn oveni sejren i Paris-Tours. Allan Johansen, den gale smed, løftede sig stort i en sen alder og er nok i virkeligheden en mand, der har betydet rigtig meget for moralen på de hold, han har kørt for, med sin aldrig svigtende sans for at gøre dagens dont færdig.

Da Sørensen debuterede i Tour de France, var han en late bloomer

Men i hård kamp med ham synes jeg faktisk også, som Jeppe Lisdorf, at Nicki Sørensens indsats må karakteriseres som den stærkeste. Silken er ved at være slidt, men den skinner nu stadig en gang imellem så smukt som i de yngre år – husk på, at da Sørensen debuterede i Tour de France, var han en late bloomer med sine 26 år, og som han kører i år, er der ikke noget, der tyder på, at han ikke skulle kunne tage et par sæsoner mere på dette niveau.

Og netop som den altid skarpe holdkammerat, der griber ud efter chancerne. Det så vi, da han vandt en etape i Vuelta’en, og det så vi igen for 3 år siden i Vittel i Tour’en – og hele 4 gange som dansk mester på landevej i ofte ret skarp konkurrence og på pænt højt niveau.

Der er ikke så meget andet at sige end: Chapeau, Monsieur Nicki!

  1. Endnu ingen kommentarer.
  1. No trackbacks yet.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: