Forside > Cykling, Tour de France 2012 > TOUR – Froome, Froome, vrooouume

TOUR – Froome, Froome, vrooouume

Klæd Dem i ren Uld, saavidt mulig fra inderst til yderst, brug ikke saa let Tøj, at De fryser, lad Tøjet ikke sidde for stramt (gælder særlig Benklæder og Strømpebaand) og tro for øvrigt ikke, at De behøver at have nogen særlig Sportsdragt for at køre paa Cycle.

Vil De undgaa at more Deres Medborgere, bør De dog ikke køre med høj Hat, Paraply og Galoscher.

(Af Sylvester Hvid’s Cycle-Haandbog, s. 54)

I aftes på DR 1 blev Bjarne Riis interviewet om den storslåede etape til La Toussuire. I første omgang koncentrerede hans udspørger, studievært Søren Reedtz, sig om Riis’ mand, Chris Anker Sørensen, men til slut bad Reedtz også om en vurdering fra holdejeren af duellen mellem Chris Froome og Bradley Wiggins.

Hvad ville Riis karakterisere det som?

”Spændende,” lød den første kommentar fra Riis med et skælmsk blik i øjnene. Hvorefter han i få ord slog fast, hvorfor episoden 4½ kilometer fra målstregen kan få afgørende betydning for Sky-holdet og Bradley Wiggins:

”Nu har alle set, at Wiggins kan rystes. Så nu vil de angribe ham,” sagde Riis.

Det er den nærliggende analyse, og jeg er ganske enig med Riis. Som etapen forløb, og som Tour’en indtil nu har udviklet sig, er der ingen tvivl om, at den stærkeste mand i bjergene er Chris Froome. Den næststærkeste på etapen i går (af klassementsfolkene) var vel Vincenzo Nibali, mens Wiggins med møje og besvær holdt sig i baghjulet på sicilianeren.

Froome viste sin styrke på den sidste stigning, da han i få ryk forcerede væk fra førergruppen på et tidspunkt, hvor Cadel Evans var hægtet af. På den måde havde Sky’s taktik på dette tidspunkt vist sig både stærk og holdbar – den formodet værste rival til Wiggins blev reduceret til statist, og på de sidste kilometer drejede det sig om at tilføje Evans et afgørende banesår.

I stedet så vi altså Froome flyve væk fra Wiggins med samme lethed som en skarp kniv, der deler et stykke flamingo i to

Det er også dét, der forsvarer Froomes ryk fra at være den åbenlyse kniv i ryggen fra løjtnant til kaptajn: At Chris Froome handlede ud fra en fornemmelse af, at Wiggins kunne følge ham som den eneste. Var det sket, ville de muligvis også have fjernet Nibali endeligt fra topstriden, og løbet kunne være mere eller mindre afgjort.

I stedet så vi altså Froome flyve væk fra Wiggins med samme lethed som en skarp kniv, der deler et stykke flamingo i to. Men vi så også Nibali følge (lidt forsinket) efter Froome; og Liquigas-kaptajnen har på den måde også oplevet, at han kunne ryste Wiggins.

De britiske medier er naturligvis fyldt med spekulationer og vurderinger af forløbet og de konsekvenser, det måtte få i de kommende 1½ uge. I første række er det baseret på de udsagn, d’herrer og deres sportsdirektør, Dave Brailsford, kom med efter etapen.

“To those that have been criticising my comments from yesterday, I stand by them. I know all the facts, all the details that you don’t.”

Men i løbet af aftenen kunne de, der er på Twitter, følge et slagsmål udvikle sig mellem Wiggins og Froome via stedfortræder: Det var nemlig de to’s bedre halvdele, der gik i brechen for deres tynde mænd på sludrekanalen i skikkelse af fru Cath Wiggins og frøken Michelle Cound (Froomes forlovede), der har henholdsvis 6.543 og 2.662 followers – ifølge road.cc, men de tal stiger i disse timer med eksplosiv hast efter slagsmålet, som kan læses på bemeldte hjemmeside.

Og læs her, hvad Michelle Cound har sendt ud fredag ved middagstid:

“To those that have been criticising my comments from yesterday, I stand by them. I know all the facts, all the details that you don’t.”

Hvabe’har?

Pludselig vil fjendskabet eller rivaliseringen mellem Wiggins og Froome bryde ud

Det virker, når man læser den historie, som om borgfreden på Sky er mere påklistret og dikteret, end den er velment og grundlæggende. I sammensværgelsesteoriernes krøllede verden er det et tegn på, at pludselig vil fjendskabet eller rivaliseringen mellem Wiggins og Froome bryde ud – det kan ske, når Nibali stikker af, og Wiggins måske ikke kan følge ham.

De fleste har haft meget travlt med at pege på, at Bradley Wiggins er storfavorit til Tour de France-sejren. Det er blandt andet sket på baggrund af hans sejre i 3 etapeløb i foråret (Paris-Nice, Romandiet Rundt og Critérium du Dauphiné) – men min påstand har hele tiden været, at vi har til gode at se, hvor langtidsholdbar Wiggins er over 3 uger, hvor modstanderne kører konstant på ham.

Her er det min opfattelse, at sidste års 2er i Vuelta a España, Chris Froome, er stærkere, og det kan blive udslagsgivende for årets Tour.

Dagens etape er i gang, mens disse linjer afsluttes, og der er allerede udbrud af sted. Det ligner en barodeur-etape i dag, hvor en rytter af Nicki Sørensens karat måske kunne gøre sig håb om det store eventyr.

Men snarere end ham er det nok de to klassiker-specialister Sylvain Chavanel og Philippe Gilbert, der hver især har noget at revanchere sig for, som vi vil se byde ind på sejren. Med mænd som den karakterfaste kasakstaner Alexandre Vinokourov, veteranen Jens Voigt eller norske Edvald Boasson-Hagen som andre bud på vindere efter en lang, underholdende etape.

Men også en etape, der kun vil udgøre fyldstoffet i den store fortælling om rivalisering mellem holdkammerater.

Dagens favorit: Philippe Gilbert, BMC

Dagens outsider: Sylvain Chavanel, Omega Pharma-Quick Step

Dagens vilde: Alexandre Vinokourov, Astana

  1. Endnu ingen kommentarer.
  1. 15. juli 2012 kl. 15:12

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: