Forside > Cykling, Tour de France 2012 > TOUR – Doping er krig

TOUR – Doping er krig

Hans kgl. Højhed Kronprindsen har i 1891 ladet ’Clubben Cyclisten’s daværende Formand, Hr. Fabrikant J. Fisker, følgende brev tilsende:

Hr. J. Fisker.

Jeg tillader mig ved disse Linier at anmode Dem som Formand for ’Cyclisten’ om at bede Medlemmerne, naar de møde Hans Kongelige Højhed tilhest eller tilvogns, om ikke at standse eller springe af deres Maskiner, naar de hilse pa Hans Kongelig Højhed eller Højstsammes Familie, da Hestene let blive bange ved Maskinens pludselige Standsning. Hans Kongelige Højhed sætter megen Pris paa den Høflighed, der vises Højstsamme, og haaber derfor ikke, at denne Henvendelse vil blive misforstaaet.

Ærbødigst
Otto Bull.

(Af Sylvester Hvids Cycle-Haandbog, s. 45-46)

Lance Armstrong taler om blodhævn, og en kvartet af hans tidligere holdkammerater, der lige nu deltager i Tour de France, har givet sig selv mundkurv på.

Hvor resultatet ifølge den velrenommerede australske forsker Michael Ashenden’uden tvivl beviste, at Lance Armstrong var på EPO i 1999’

De seneste halvandet døgns begivenheder i og omkring Tour de France har drejet sig mere om en mand, der ikke deltager, end om udfoldelserne i det franske. På den måde har Lance Armstrong endnu en gang fået opmærksomhed, og det er igen for dopingspørgsmål. Sådan som det har været, i hvert fald lige siden han i 1999 kørte fra alt og alle og i L’Équipe blev præsenteret under den mytiske overskrift ”Af en anden verden”.

Det var i øvrigt urinprøver fra dét år, der siden blev analyseret på ny i forbindelse med forskning, og hvor resultatet ifølge den velrenommerede australske forsker Michael Ashenden ’uden tvivl beviste, at Lance Armstrong var på EPO i 1999’.

Men Lance er aldrig testet positiv (siger han…), og han titulerer ofte sig selv som den sportsudøver, der er testet allerflest gange af alle.

For et par uger siden offentliggjorde amerikanske medier, at USADA (det amerikanske antidoping-agentur) kører en sag mod Armstrong. Baseret på vidneudsagn og analyser af nyere dopingtests; ifølge den amerikanske avis New York Times har Lance Armstrong og hans rådgivere indtil på mandag til at beslutte, om de 1) vil acceptere sigtelsen, som kan straffes med udelukkelse på livstid fra alle olympiske idrætsgrene, eller 2) de vil kæmpe imod sigtelsen.

I går var det så, at De Telegraaf fra Holland, ved den rutinerede og dygtige cykeljournalist Raymond Kerckhoffs, der har fulgt Tour de France mere end 20 gange, og som har ekstremt gode kilder i sporten, kunne fortælle, at USADA har vidneafhørt Levi Leipheimer, George Hincapie, David Zabriskie og Christian Vande Velde – disse skulle have indrømmet at have brugt doping sammen med Armstrong på US Postal, men USADA skulle angiveligt have tilbudt dels strafnedsættelse, dels udsættelse af afsoningen til efter denne sæson.

Det lyder næsten for vildt til at være sandt. Som en af mine Facebook-venner skrev i en kommentar, hvordan kan man så være sikker på, at den strafnedsættelse holder, hvis sagen appelleres til Den Internationale Sportsdomstol CAS? Og hvornår er det i øvrigt blevet common sense eller en ny dopingpolitik i praksis, at straffene kan sjakres med?

Lance Armstrong var hurtigt ude med en fordømmelse af USADA. ”Det lugter af blodhævn,” skrev han til nyhedsbureauet Associated Press. Samtidig understreger han, at han aldrig har fået et lignende tilbud som de fire tidligere holdkammerater tilsyneladende har modtaget, og hvem taler så om lighed for loven?

Han taler og skriver bedst med vreden som brændstof – han cyklede også bedst med vreden som brændstof

For at tage tingene i rækkefølge: Lance Armstrong kommer naturligvis ikke til på mandag at acceptere sigtelsen og stiltiende modtage en sanktion svarende til udelukkelse på livstid.

For Lance Armstrong er sport en krig med (delvist) lettere våben. Jeg tror faktisk, at for Lance Armstrong er livet som sådan en krig. Han har altid virket på mig som en mand, der har det bedst og er mest afklaret, når han har en modstander at fokusere på. Han taler og skriver bedst med vreden som brændstof – han cyklede også bedst med vreden som brændstof.

Og derfor er det næste element i forløbet, omkring USADA’s tilbud om strafnedsættelse, for mig at se også et åbent spørgsmål. Har det overhovedet fundet sted, eller er hele dén historie i virkeligheden et cover-up fra Armstrong, der i forvejen mistænkes for at have sat privatdetektiver til at følge udvalgte USADA-skikkelser og dermed samle stof til mistænkeliggørelse af dem?

Til fordel for dén vinkel taler, at den hollandske avis’ historie bygger på anonyme kilder. At Kerckhoffs traditionelt har haft et rigtig godt forhold til Lance Armstrong og i tidens løb har præsenteret en række solonyheder og –interviews med amerikaneren. Og sidst, men ikke mindst: At det lyder sandsynligt.

For konsekvensen af, at Lance Armstrong er en kriger, er jo, at han har skabt sig en række fjender gennem de mere end 20 år, han har været i cykelsporten. Illustreret blandt andet ved episoden fra i fjor, da han konfronterede Tyler Hamilton på en restaurant i Texas kort efter, at Hamilton i et TV-interview havde fortalt om, hvordan han og Armstrong tog EPO-indsprøjtninger i fællesskab.

Dagens etape går fra Épernay til Metz. Endnu en sprinter-strækning på 207,5 flade kilometer, hvor vi vil se det sidste i nogle dage til de hurtige muskelmænd i spurten.

André Greipel vinder etapen igen i dag. Han har fået hul, han viste en ny facet af sine kvaliteter med sejren i går, da han ikke blev ført så langt frem af sit tog, som han gerne vil – men han tog sagen i egen hånd og kvaste modstanderne.

I dag er Mark Cavendish med igen, og forhåbentlig undgår han (og andre) styrt. Men englænderen har for mig at se ikke helt samme kvalitet som i fjor, og derfor vil han igen i dag trække et kortere strå.

Dagens favorit: André Greipel, Lotto-Belisol

Dagens outsider: Mark Cavendish, Sky

Dagens vilde: J.J. Haedo, Team Saxo Bank Tinkoff Bank

  1. Morten Zabel
    6. juli 2012 kl. 21:34

    Hej Lars.. Tak for altid gode artikler, vinkler og pointer… Hvordan kan USADA få spærret Armstrong deltagelse fra al konkurrence – i dette tilfælde blot halvanden uge inden sin første fulde Ironmandistance i Nice, hvor han skulle score sig de afgørende point til en start i Kona? Og timing af dette er vel næppe tilfældig med hensyn til at genere Armstrong mest muligt, i hans forrygende comeback til tri-verdenen? og hvordan hænger dette sammen med den retsag som for nylig blev droppet pga. manglende beviser, for netop de samme gerninger som USADA nu anklager ham for? Der må da være en eller anden form for personlig vendetta i den jagt…… Personligt er jeg lidt ærgelig da jeg gerne ville have set ham mod de tunge tri drenge på Hawaii i oktober… Mange hilsner Morten Zabel

  2. 13. juli 2012 kl. 11:35

    Aggresive mænd kører bare bedst🙂

  1. 9. juli 2012 kl. 11:50

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: