Forside > Cykling, Uncategorized > CYKLING: Brian Holm unplugged – anbefalet læsning

CYKLING: Brian Holm unplugged – anbefalet læsning

Rytterne har tunnel vision. Der kan ske næsten hvad som helst, du taler ikke om det. Wiggo er styrtet? Du kan lige så godt fortælle dem, at Mads Bugge er blevet nummer fire til DM i pointløb. Det er en anden verden. Vi har for travlt med vores eget

(Brian Holm og Tonny Vorm – Sportsdirektøren, s. 151-152)

Hvis man har set Brian Holm løbe, så ved man, at det går hurtigt. Den midaldrende amagerkaner er en habil tempoløber, der klemmer 10 km af et godt stykke under 40 minutter, når han er i form.

Men stilen er ikke noget at skrive hjem om. Hovedet nikker lidt på skrå. Armene er bøjet krampagtigt, så knytnæverne – han løber med knyttede hænder – hænger foran brystet og hagen i samme positur som en punchdrunk bokser præsterer mod slutningen af 11. omgang.

Nu er Van der Holm heller ikke oplært som løber. Han er uddannet som murer for 30 år siden, og er en benhård professionel i cykelsporten, som han har været en del af i endnu flere år. Først som talentfuld amatør, siden som belgisk baseret pro på små, mellemstore og til sidst store hold. Og i de seneste godt 10 år har han været sportsdirektør for stjerner som Mark Cavendish, Erik Zabel, Tejay van Garderen med mange flere.

Sideløbende har Holm udviklet sig til en publikumsfavorit også i de bredere anlagte medier. Den cool, tilbagelænede attitude garneret med asfaltpoesi og rock’n’roll går rent ind både på hipster-barometeret og ved Gevalia-kolberne på Parcelvej.

‘Sportsdirektøren’ er på 240 sider, og er udkommet på forlaget People’s Press

Det er med andre ord konturerne af en solid succes, der tegner sig med ankomsten af bogen ’Sportsdirektøren’, som Holm lægger ord til, og som er skrevet af altid læsværdige Tonny Vorm. Bogen udkom i denne uge, og jeg har læst den med fornøjelse og stor appetit i ét hug fra den tidlige morgenstund i dag.

Den store styrke er ligefremheden. Det er Holm unplugged, og han er, som han løber: Ikke altid lige pænt, ikke altid lige logisk – men direkte mod målet!

Ovenstående citat, der lige får flænget ’Buster’ ind på lystavlen i et smukt greb, er på den måde ganske symptomatisk for hele bogen. Holm siger tingene lige ud, og der er stof til adskillige hurtige nyheder på net og i aviser i denne Tour-tid for de danske journalister. Der ligger en stribe potentielle og kvikke konflikthistorier og gemmer sig i anekdoterne, for lige så underholdende, Brian Holm er, lige så lidt går han på akkord med sine meninger om cykelsporten, dens aktører eller meningen med livet som sådan, og hvordan dét skal tackles.

Opbygningen af bogen er lige så logisk, som den er med til at gøre det til en letlæst oplevelse: Vi starter i december 2010, og via udvalgte begivenheder i hvert sit kapitel når vi frem til oktober 2011, da Brian Holms veje skilles fra HTC-holdet og Mark Cavendish.

Det hele fortælles i jeg-form, og det er i virkeligheden det, der må have voldt Tonny Vorm flest overvejelser, tror jeg. Som beskrevet i en tidligere blog har jeg selv ’været Brian Holm’, men jeg har også for mange år siden skrevet som Flemming Østergaard, da jeg var ghostwriter på ’Don Ø’. Og overvejelserne går ud på, om det er den rette form – i jeg-form udelukker man jo andre vinkler end hovedpersonens egen, og med så facetteret en hovedperson som Brian Holm (eller i sin tid Flemming Ø.) er det en stor pris at betale at udelade dette.

På samme måde bliver reportageelementerne også reduceret, og det synes jeg er ærgerligt ved den her bog – fordi Tonny Vorm så ofte har demonstreret sine evner som reportagejournalist, ville jeg have elsket at læse de sugende beretninger fra turene i sportsdirektørbilen eller den trykkede stemning i holdbussen eller ved aftensmaden, når tingene var gået skidt.

Nu får vi det hele fra Brian Holms mund og synsvinkel. Og vi får det godt, jeg kan absolut kun anbefale bogen, men det bliver i sekvenser måske lige en anelse for meget baseret på slapstick og en anelse for lidt på de konflikter, som jo er tydeligt til stede.

Men det er altså hår i suppen i den her bedømmelse af en bog, som enhver cykel-, Tour- og Brian Holm-fan bør sluge med forventningens glæde før endnu en stor sommer står for døren.

Alene for sekvenser som denne er bogen jo til stor fornøjelse og én, man vil vende tilbage til:

Jeg begynder at se Le Mans med Steve McQueen på dvd. Vi har altid en hel masse dvd’er med, og de drøner rundt mellem os på værelserne, så alle får set de bedste film. Sidste år var favoritten In Bruges. Alle skulle se den, og jeg ved ikke, hvem der endte med at beholde dvd’en. Den er i hvert fald forsvundet. Det er The American også, men det er, fordi jeg smed den i skraldebøtten for en uge siden. Magen til kedsommeligt bras mindes jeg ikke at have set før

  1. Endnu ingen kommentarer.
  1. No trackbacks yet.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: