Forside > Motion, Uncategorized > MOTION: En stor dag i Aarhus

MOTION: En stor dag i Aarhus

Hundreder af løbere ved domkirken i Aarhus

Lørdag ved middagstid tjekkede Fruen og jeg ind i Ridehuset i Aarhus. Jeg skulle hente startnummer til ”Nykredit Invest Aarhus City ½ maraton”, som den noget prætentiøse titel på løbet søndag var.

Undervejs rundt i Ridehuset mindedes jeg den gang, hvor vi var en flok unge mennesker, der røg ind i ballade efter en Henning Stærk koncert i 1987, og hvor MC Nordstjernens hårde halse syntes, det krævede en lærestreg i gården uden for Ridehuset.

Kort efter blev ejermanden uden bukser på smidt derop af sine kompagnoner

Og jeg tænkte på den gang, Johnny Madsen & Band gav den fuld gas i 1989 og sang ’Komadibowser’, og så røg der pludselig et par cowboybukser op på scenen til Madsen – og kort efter blev ejermanden uden bukser på smidt derop af sine kompagnoner i let bedugget tilstand for at hente bukserne, alt imens Madsen stille og roligt gik i gang med næste nummer.

Men lørdag var det ikke sprut og smøger, der sørgede for stemningen. Det var derimod det sædvanlige udbud af løbetilbud i enhver afskygning på den dertil indrettede løbemesse. Tilbud, der både rummer tøj og sko, og diverse mere – skal vi sige holistisk inspirerede? – alternative ting og sager.

Ved Aaboulevarden

Søndag formiddag klokken 10 var det meste af Aarhus så afspærret. Hele løbet foregik nemlig på lukket rute, akkurat som i de store byer. På vejen ind i bilen havde vi hørt Sport Event Aarhus’ chef, Finn Lyck, fortælle, hvor tilfreds han var med, at knap 8.700 løbere var med ved denne premiere.

Musikalsk opbakning undervejs fra næsten alle dele af det musikalske spektrum, fra jazz over rock’n’roll til yndige tango-damer bag Sankt Pauls Kirke

Da jeg kort før start hilste på Finn, der også skulle løbe, fortalte han, at i 2017 håber de på, at 15.000 løbere er bag startsnoren.

Smil til Fruen

Og lad mig sige det uden betænkeligheder: Det løb har min fulde anbefaling!

Det er ikke kun, fordi man som jeg har bevæget sig rundt i ungdommen i de gader og på de veje, at det er et skønt løb, tænker jeg. Det er velorganiseret, der er pæn opbakning – som kun kan blive bedre, når aarhusianerne vænner sig til traditionen – og man føler sig som deltager forkælet og udvalgt.

Tæt på mål på Frederiks Allé

Igen: Det handler ikke om den blå T-shirt med reklametryk, som alle deltagere får.

Det handler ikke om goodiebag’en, som indeholder en lille pose chips (!), müslibar og andre småting.

Det handler ikke om, at der er mellemtider ved 5-10-15-og-20 kilometer.

Det handler ikke om, at der er musikalsk opbakning undervejs fra næsten alle dele af det musikalske spektrum, fra jazz over rock’n’roll til yndige tango-damer bag Sankt Pauls Kirke.

Et godt løb

Det handler om det hele. Summen er større end enkeltdelene og det er med til, at entréprisen er forståelig – men det er med dette som med så mange andre arrangementer, at det er fornemmelsen af, at overskuddet må gå til et velgørende formål, der gør det acceptabelt at betale flere hundrede kroner for ret beset at få lov til at løbe en tur…

Fruen var med over dele af byen, og hun er ophavskvinde til mobilfotos på dette opslag.

Løbet blev vundet af OL-maratonmanden Jesper Faurschou i 1.07,04, foran Thijs Nijhuis i PR 1.07,38, mens kvindernes løb blev trukket hjem af Louise Batting, Aarhus 1900, i 1.19,14, med Susanne Svendsen ½ minut langsommere.

Min tid blev taget til 1.39,10 time, og den absolut eneste anke, jeg har mod arrangementet, er, at vi på et tidspunkt i første tredjedel af løbet blev vist ned gennem et p-hus’ indre, hvor vi løb nogle hundrede meter. Med mine 2,02 meters højde var det en noget trykkende fornemmelse på det nederste dæk…

Hvor verden dog er lille, og menneskene bittesmå… (C.V. Jørgensen)

Kategorier:Motion, Uncategorized
  1. Endnu ingen kommentarer.
  1. No trackbacks yet.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: