MARATON: Føddernes folkefest
Jeg så andre, jeg kendte, og jeg så dem flere gange. Første gang i godt trav, mod slutningen var de fleste gået mærkbart ned. Slagtet, udpinte, tømte
I stedet for at løbe med, tog Fruen og jeg i dag ind til København og heppede på de mange stærke, seje løbere, der var med i Copenhagen Marathon 2012.
Det var tydeligt, at varmen var en hård udfordrer for mange af løberne. Jeg så eksempelvis Jeppe Farsøht ved 23-24 kilometer, omkring Den Sorte Diamant, og han så ikke skarp ud – hvidbleg og med fråde om munden, og jeg tænkte, at det var 15 kilometer for tidligt.
Og netop efter den distance, omkring de 39 kilometer ved Gammel Strand og Kongens Nytorv, så jeg ham igen; da var Jeppe sat af, hans tempo var mådeligt, og han løb på en stivnet måde. Forude var Martin Parkhøi fra Sparta galopperet af sted mod det, der endte med at blive guld ved DM på maraton for den rutinerede københavner.
Jeg så andre, jeg kendte, og jeg så dem flere gange. Første gang i godt trav, mod slutningen var de fleste gået mærkbart ned. Slagtet, udpinte, tømte.

Nogle havde det så hårdt, at de i bogstaveligste forstand måtte tømme sig for energi. Her ved Den Sorte Diamant
Men også med en sær stolthed i udtrykket. En slags ”Mig skal de faneme ikke få ned med nakken, jeg skal NOK vise, at jeg kan komme hele vejen hjem!” udtryk.
Alle vegne var der mennesker. Sambaorkestre, rockbands fra Københavns Kommunes ungdomsskoler, unge mennesker med en fest under opsejling. Studiestræde på hjørnet ved Vester Voldgade var en fryd både for øjet og øret, og glæden og stoltheden og taknemmeligheden over muligheden for maraton var iøjnefaldende både blandt løberne og tilskuerne.
Jeg tog en række fotos, som måske illustrerer lidt af fornemmelsen af føddernes folkefest.