Forside > OL London 2012, Uncategorized > IDRÆTSPOLITIK: Signalet om boykot

IDRÆTSPOLITIK: Signalet om boykot

Nu må enhver politiker naturligvis selv tage stilling til, hvordan han eller hun vil forholde sig til overgrebet på menneskerettighederne i Ukraine. Hvis vi var ministre i dag, er vi imidlertid ikke i tvivl: Vi ville, helt i tråd med EU-kommissæren, sende det klare signal til de ukrainske myndigheder, at de ikke skulle forvente vores tilstedeværelse som repræsentanter for Danmark – medmindre Timosjenkos situation blev markant forbedret

De tidligere ministre Søren Pind og Lykke Friis lagde sent fredag aften en klumme ud på Berlingskes hjemmeside, b.dk. Her fletter de to Venstre-politikere to begreber sammen, som borgerlige politikere ellers i årevis har hævdet ikke kunne kombineres – nemlig sport og politik.

Med ovenstående centrale passage fra klummen hævder Friis og Pind, at politikere kan sende et politisk signal ved at bruge det forestående EM i fodbold i Ukraine og Polen som platform; i løbet af de seneste døgn er forholdene i Ukraine bestemt også blevet forværret, med terrorbomber som det mest synlige, og med den tidligere premierminister Julia Timosjenkos selverklærede sultestrejke i fængslet som det tydelige signal fra politisk side om, at forholdene i det østeuropæiske land absolut er kritisable.

Det ligner unægtelig en gratis omgang af de to, givet til bedste på et tidspunkt, hvor bordet ikke rigtig fanger

Det skal tages alvorligt. Det skal sultestrejker – som der er mange af verden over – naturligvis, fordi det er så markant en demonstration. Og det bliver taget alvorligt, og denne uges begivenheder har understreget det absurde i det europæiske fodboldforbund UEFA’s beslutning i sin tid om at tildele i særdeleshed Ukraine værtskabet.

De store sports-arrangementer er omvendt med til at sætte fokus på forholdene i værtslandet; det var tydeligt i Mexico 1968, hvor myndighederne mejede studenter-aktivister i hobetal ned få dage før OL startede, og det var tydeligt i Argentina 1978, hvor VM i fodbold blev afviklet i militærdiktaturets skygge.

Så sent som i 2008 var der fokus på forholdene i Kina, da Beijing var vært for OL. En organisation som Amnesty International var eksempelvis kritisk over for den bevægelse, der ligger i, at alverdens lande og deres politiske repræsentanter i realiteten blåstempler et styre ved at deltage i festlighederne og ved at trykke hånd med for eksempel diktatorer, udbyttere og andet godtfolk fra den anden side af demokratiets overdrev.

Man kan sagtens argumentere for, at det kan hjælpe på forholdene i et land, at der bliver sat så kraftig strøm på omverdenens følgespot, som det sker i forbindelse med EM i fodbold, OL eller andre arrangementer af den kaliber. Men der er vel også belæg for at sige, at i Kina er der ikke meget, der er blevet bedre siden 2008?

Eksemplet med Beijing er væsentligt at trække frem, når man læser Pind-Friis’ klumme, synes jeg. For fire år siden var den daværende regering – ledet af Søren Pinds og Lykke Friis’ formand på det tidspunkt, Anders Fogh Rasmussen – utilbøjelig til at boykotte OL både på den sportslige front og på den repræsentative/politiske front.

End ikke den i visse kredse og perioder så højt besungne ’kritiske dialog’ kunne det blive til. Danmark sendte hele kavaleriet til Beijing, med dronning Margrethe, det senere IOC-medlem kronprins Frederik og en perlerække af ministre i spidsen. Ingen af de udsendte reportere kunne citere disse eller andre givetvis højt kvalificerede mennesker for noget, der mindede om kritik af Kina – fremført over for repræsentanter for det kommunistiske værtsland, vel at mærke.

Og så er der selvfølgelig muligheden for, at politikerne er blevet klogere siden da. Den chance skal man ikke være bleg for at tilstå notabiliteter som Friis og Pind og andre af deres dygtige kolleger, når nu de to liberale ex-ministre mener, man bør boykotte EM 2012 på det politiske plan.

Men det ligner unægtelig en gratis omgang af de to, givet til bedste på et tidspunkt, hvor bordet ikke rigtig fanger, og hvor de indenrigspolitiske gevinster ved at drille den nuværende regering formentlig er større end det udenrigspolitiske signal.

Ikke mindst fordi signalet om boykot langt oftere bliver sagt end gjort.

  1. Endnu ingen kommentarer.
  1. 30. april 2012 kl. 16:14

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: