Forside > Uncategorized > JOURNALISTIK: Retten til at være dum

JOURNALISTIK: Retten til at være dum

Enhver, der er i kontakt med unge, ved, at mobiltelefonen er vokset fast til højre hånds tommel- og pegefinger

Det har vakt berettiget opsigt, at Dansk Boldspil-Unions kommunikationschef, Lars Berendt, forleden fortalte TV2, at under EM i fodbold til sommer er det ikke tilladt landsholdsspillerne at tweete eller bruge andre sociale medier.

”Vi har en aftale med spillerne om, at de ikke er aktive på de sociale medier under EM,” citerede sporten.tv2.dk kommunikationschefen for mandag eftermiddag.

Tirsdag vinklede BT på sagen på avisens forside og spisesedler, og de øvrige medier svømmede over med reaktioner på sagen. Kulturminister Uffe Elbæk (R), der tidligere er taget i at udtale sig om noget, han ikke har forstand på, sagde mandag til politiken.dk:

”Jeg kan ikke forstå den beslutning, DBU har truffet. Der kan være mellemregninger, jeg ikke kender, men jeg står uforstående over for det. Jeg håber, at jeg får en mere nuanceret forklaring fra DBU på et tidspunkt”.

Der kan være mellemregninger, jeg ikke kender, men jeg står uforstående over for det

Og på de sociale medier var reaktionerne naturligvis endnu mere heftige. Umiddelbare tilkendegivelser er det bindemiddel, medierne her er sat sammen med, og i første omgang var der masser af kritik. Siden kom der eftertanke – for hvad er det nu, vi som medieforbrugere går glip af, når vi ikke kan følge tweets fra Nicklas Bendtner, Christian Eriksen og Thomas Sørensen?

Venstre-politikeren Martin Geertsen slog dén tone an i en opdatering tirsdag (som jeg ’likede’, blot til almindelig forbrugeroplysning og deklaration):

”(Martin Geertsen) Tænker at så kan vi da vist ikke koge mere mediesuppe på Christian Eriksens twitteropdateringer om cornflakes eller havregryn til morgenmad….”

Og så kom dagbladet Politiken ellers på banen. I onsdagsudgaven har man reserveret en helside bestående af 2 historier og en ledsagende kommentar fra avisens sportsredaktør, Søren-Mikael Hansen, som under overskriften ’Ønske om forbud er til at forstå’ indleder på denne måde:

”Begrænsninger i ytringsfriheden er seriøse fyord i et veludviklet demokrati som det danske. Derfor er det selvfølgelig principielt helt og aldeles uacceptabelt, at Dansk Boldspil-Union (DBU) forbyder fodboldspillere at udtrykke sig på sociale medier som Twitter og Facebook, når de er i landsholdets tjeneste.

Alligevel giver det god mening at ville begrænse unge mænd i brugen af tastaturet på mobiltelefon og Ipad under eksempelvis den forestående EM-slutrunde i Polen og Ukraine – i hvert fald hvis DBU skal leve op til det massive folkelige krav om at vinde kampene mod Holland, Portugal og Tyskland.”

Højere oppe skrev jeg til almindelig deklaration, at jeg havde ’liket’ Martin Geertsens bemærkning til sagen. Det gjorde jeg ud fra betragtningen, at der var kogt meget suppe på den konkrete sag, og at netop de unge menneskers opdateringer tilsyneladende sjældent indeholder mange visdomsord.

Det er bare ikke noget argument for, at de unge ikke skal have lov til at bruge twitter. Enhver, der er i kontakt med unge, ved, at mobiltelefonen er vokset fast til højre hånds tommel- og pegefinger, og det er lige så tydeligt, at venskaber i dag er virtuelle i lige så høj grad som fysiske. Og det er at beskære den personlige frihed alvorligt at gøre indskrænkninger her.

Fodboldspilleren – og andre på de sociale medier – har retten til at være dum på nettet

På samme vis, som fodboldspillerne frivilligt vælger at have en Twitter- og Facebook-konto, er det jo også frivilligt for vi andre at følge dem som venner eller followers. Og vi bestemmer også helt selv, om vi vil se fodbold eller ej, og om vi vil læse den ene eller anden artikel på nettet – eller ej.

Fodboldspilleren – og andre på de sociale medier – har retten til at være dum på nettet. Jeg har muligheden for at vælge til og fra; og til at give mit besyv med i den virtuelle debat.

Princippet om ytringsfrihed, og den indskrænkning af samme og begrænsning af de i denne her sammenhæng ansatte medarbejderes handlemuligheder, som DBU har foretaget, er bestemt værd at holde fast i. Efter min opfattelse er det en helt igennem uartig holdning, redaktør Hansen giver udtryk for – men både den og andre reaktioner er vel også udtryk for en udpræget mangel på forståelse for, hvad de sociale medier i virkeligheden er for en størrelse?

Min gode kollega Abelone Glahn er et nysgerrigt og vidende menneske, og hun har forsøgt at indkredse de sociale mediers funktion og betydning – fordi hun i forbindelse med en artikel og uddannelse skulle forklare gymnasielærere om det, så de kunne lære at omgås de sociale medier og lære at genkende, hvordan deres elever anvender medierne.

Abelones beskrivelse af, hvad de sociale medier er, fungerer både som en indholdsfortegnelse, og som et godt bud på, hvordan en organisation som DBU kunne arbejde med at formulere en politik for, hvordan spillerne kunne anvende de sociale medier:

”At færdes i de sociale medier er at ligne med at færdes i ét stort samtalerum. Rigtig mange bruger de sociale medier ensidigt til i tidens ånd at eksponere sig selv, men grundlæggende er de sociale medier netop sociale og forlanger, at man er indstillet på dialog. At indgå i samtaler kræver forståelse for samtalekunst og respekt for andres synspunkter. Det kræver klarhed på grænserne for hvad man selv kan udtrykke, og hvad man kan kommentere andres udsagn med.”

Når Lars Berendt forbyder brugen af Facebook og Twitter, og når Søren-Mikael Hansen argumenterer for, at restriktionen er fornuftig nok, kunne det godt hænge sammen med, at de ikke er så bekendt med de sociale mediers natur.

Når det sker, vil Lars Berendt få mere travlt, end han formentlig bryder sig om

Og DBU kunne jo sagtens, sammen med landsholdsspillerne, formulere en politik, der også får spillerne til at indse, at på de sociale medier har stjernerne followers, der ikke ønsker at gå i dialog, men som blot venter på, hvornår der lukkes op for posen med private fejltrin og forseelser. Nogle af disse followers sidder på medierne og skynder sig at publicere nethistorier, hvis Bendtner skriver om en druktur.

Jeg har selv en fortid på ekstrabladet.dk som forsideredaktør. Og ja, Lars Berendt, og ja, Søren-Mikael Hansen, netforbrugerne vil gerne læse om stjernerne. De vil gerne læse, når der er saftigt nyt om Bendtner, og de vil gerne opdateres hurtigt.

Det er jo akkurat derfor, mange netbrugere også har abonnementer på de stjerner, de vil følge.

Og man kan være sikker på én ting i forbindelse med EM i fodbold: De danske redaktioner vil være stærkt fokuseret på, om blot én eneste af de danske spillere bryder twitter-forbuddet. Og når det sker – når, ikke hvis – vil Lars Berendt få mere travlt, end han formentlig bryder sig om.

  1. Søren-Mikael Hansen
    26. april 2012 kl. 14:50

    Kære Lars

    Jeg er glad for, at du citerer indledningen på min tekst: »Begrænsninger i ytringsfriheden er seriøse fyord i et veludviklet demokrati som det danske. Derfor er det selvfølgelig principielt helt og aldeles uacceptabelt, at Dansk Boldspil-Union (DBU) forbyder fodboldspillere at udtrykke sig på sociale medier som Twitter og Facebook, når de er i landsholdets tjeneste«.

    Dermed turde det stå fast, at også jeg mener, at ytringsfriheden er ukrænkelig og på ingen måde kan gradbøjes. Alle bør kunne ytre sig fuldstændig frit inden for lovens grænser – også fodboldspillere. Basta.

    Alligevel tillader mig – stadig – at udtrykke forståelse for DBU’s ønske om det, der i mediernes rubriksprog misvisende blev kaldt et forbud. DBU står selvsagt ikke over gældende dansk lov og kan derfor ikke forbyde noget som helst, så det er kun ønsket om en aftale, en fælles overenskomst eller hvad man ellers vil kalde det, jeg synes giver ganske god mening. Det synes jeg faktisk fremgår ret tydeligt af helheden i den tekst, du citerer fra.

    Jeg (du og så mange andre) kan relativt ubesværet finde eksempler på, hvordan tweets og udsagn på andre sociale medier bliver beskrevet, misforstået, fordrejet, taget ud af en sammenhæng eller brugt på anden vis. Og det skal den frie presse da endelig blive ved med at gøre med udgangspunkt i variende prioriteringer.

    Jeg (du og så mange andre) ved til gengæld også, hvordan det påvirker en landsholdstrup under noget så anspændt og højprofileret som en fodboldslutrunde, når spillere, trænere og ledere skal forholde sig til fortolkninger af mere eller mindre væsentlige ytringer.

    Derfor er det – fra DBU’s synspunkt – til at forstå, at de gerne vil regulere fodboldspillernes adfærd i denne sammenhæng som i så mange andre. Der er regler for, hvornår og hvad de skal spise, hvor meget tid de må bruge computerspil i ‘legestuen’, hvornår der skal være ro på værelserne og så mange andre aspekter af lejrlivet – alt sammen med det ene formål at gøre det så godt som overhovedet muligt på fodboldbanen.

    En tilsvarende regulering af adfærden eksisterer i stort set alle andre resultatorienterede organisationer baseret på intern uddannelse, gensidig tillid, nedskrevne aftaler eller bare uudtalt fælles forståelse, uden at det fører til heftig kritik og debat om knægtelse af selveste ytringsfriheden.

    Den er – lad mig bare gentage det – ukrænkelig.

    Men at have retten til at ytre sig fuldstændig frit er ikke det samme som også at have pligten, for det kan – urimeligt eller ej – få konsekvenser. Det bliver jeg og dine tidligere kolleger eksempelvis mindet om hver eneste dag, vi går på arbejde.

    Derfor er det op til den enkelte at vurdere, om ytringsfriheden står over alle andre hensyn og forpligtelser.

    Jævnfør bemærkningerne om DBU’s jurisdiktion (eller mangel på samme) er fodboldspillerne naturligvis i deres fulde ret til at twitte alt det, de har lyst til, fra landsholdslejren under EM-slutrunden. Det kan eller skal ingen forhindre dem i – ikke engang hvis de har lavet en aftale med DBU om at lade være. De må bare være indstillet på sandsynligvis at have truffet et aktivt valg om ikke at spille på landsholdet længere – og det ville endda i givet fald være et respektfuldt valg af en demokratisk rettighed frem for noget så ligegyldigt som fodboldkampe i forhold til de uacceptable nordkoreanske og kinesiske forhold, der bliver refereret til i de skingre hjørner af denne debat.

    DBU foretager sig mange underlige ting i denne verden, men vanvid som at være modstander af ytringsfriheden tilskriver jeg dog trods alt ikke organisationen og dens kommunikationschef.

    Den himmelråbende dumhed i denne sammenhæng er selvfølgelig, at Lars Berendt siger, at der er indgået en aftale med spillerne, når det fem minutter senere viser sig ikke at være tilfældet. Og at han tilføjer at spillerne derfor aldrig har twittet fra landsholdslejren, når det øjeblikket efter kan dokumenteres, at der har været fuld gang i tastaturerne. Så er det indlysende at en mediestorm blæser op.

    Det er umuligt at påvise, men min påstand vil uforandret være, at havde Lars Berendt fremlagt en aftale med spillerne om begrænset brug af sociale medier under slutrunden og givet håndslag på den på et pressefoto med Thomas Sørensen, der i samme åndedrag havde fået lov til at understrege ytringsfrihedens overordnede betydning, havde det været om ikke en vindersag, så i hvert fald en langt mindre dramatisk affære.

    Nu er det i stedet blevet til, at dem, hvis ytringsfrihed bliver krænket, efterfølgende har erklæret sig indforstået med, at det sker – ikke specielt velvilligt og smukt, men ikke desto mindre en fast aftale i forståelse for det fælles projekt.

    Det er en tilsvarende forståelse, der begrænser dig i at twitte om detaljer i overenskomstforhandlinger og mig i at komme med alt for illoyale udsagn og chefredaktøren eller direktøren på min Facebook-side. De fleste steder er det unødvendigt med formel regulering af adfærden, men i forhold til en flok sorgløse unge millionærer fungerer det bedst med faste retningslinjer – der har både de og arbejdsgiveren i denne sammenhæng. Derfra er der trods alt langt til bevidst undertrykkelse af systemkritikere og hvad der ellers foregår ude i verden, når vi taler knægtelse af ytringsfriheden, synes jeg.

    Når kritikere trækker det kort, at fodboldspillerne ikke får lov til at være i direkte kontakt med deres mange fans, så klinger det ærligt talt temmelig hult. For det første er der altså ikke tale om direkte kontakt, men styret – fornuftig eller ej – envejskommunikation, når en spiller twitter om stort og småt. For det andet stiller spillerne sig under EM-slutrunden netop til rådighed for interaktion med tilhængerne via Facebook. Og for det tredje er offentlighedens adgang til den danske trup – uanset om vi kan lide at konstatere det eller ej – langt bedre end til noget andet landsholdet under EM-slutrunden.

    Så er det jo kommunikation styret af DBU’s og sponsorernes økonomiske interesser, fortsætter kritikken.

    Jamen, altså, velkommen til den virkelige verden. Som det så godt blev beskrevet i tirsdagsudgaven af Politiken, bruger sportsstjerne ikke sociale medier for deres blå øjnes skyld. De styrker deres brand og dermed deres markedsværdi ved mere eller mindre velovervejet at dele ud af deres personlighed.

    Derfor kan det sandt for dyden ikke overraske, at DBU og deres sponsorer forsøger at optimere deres produkt, når de agerer i så kommerciel en verden som international fodbold.

    I den verden forsøger medierne også at tjene penge. Derfor kan det – med en vis kækhed – hævdes, at det forhold måske også begrunder en del af kritikken, uden at det har ret meget med knægtelse af ytringfriheden at gøre.

    Lad os kæmpe for den, når det virkelig gælder.

  2. 26. april 2012 kl. 20:16

    Kære Søren-Mikael,
    Det, du beskriver (mere udførligt her end i Politiken, og tak for detaljeringsgraden) er i min optik ledelsesbegreber. Men når ledelsesretten kolliderer med virkeligheden (velkommen til virkelighedens verden…), som det er tilfældet, når DBU forbyder spillerne at anvende og agere på de sociale medieplatforme, så må parterne enten leve med kollisionen eller indlede en forhandling om et kompromis.
    Og dét kompromis ville i den bedste af alle verdener være en fælles formuleret og accepteret politik, nogle normer for god kommunikation af aktører i DBU og i DBUs tjeneste.
    Men den bedste af alle verdener er ikke DBUs. Og den er tilsyneladende heller ikke Politikens.
    Det første undrer mig ikke.

  3. Thomas Lytzen
    26. april 2012 kl. 21:55

    Basalt set opstod problemet i det øjeblik DBU nedlagde forbud. Længere er den ikke. Så kan man komme med alverdens søgte forklaringer om nyhedsværdien af landsholdsspillernes tweets, om hvorvidt det fjerner fokus eller ej, om ledelsesret osv. Uden DBU’S patologiske trang til kontrol og ensretning, intet problem.

  1. No trackbacks yet.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: