Forside > Atletik, Uncategorized > LONDON MARATON: Jesper Faurschou er på plads

LONDON MARATON: Jesper Faurschou er på plads

( Foto: Das Büro for Danmarks Idræts-Forbund og Team Danmark)

Nu står jeg her, og jeg har fået fat i startnummeret til løbet

Det er et pres at få at vide, at hvert minut koster 1 krone i roaming. Det kan godt virke lidt hæmmende for kreativiteten i en snak. Men det var ikke ment som andet end en serviceoplysning fra en forventningsfuld Jesper Faurschou, da han sagde sådan fredag i starten af vores snak. Nu var han på plads, nu var han endelig klar.

Nu er han kommet til London, og på søndag skal han ud på en løbetur, der gerne skulle fastslå endeligt, at han også kan få lov til at løbe i London til sommer i forbindelse med OL.

Lige nu har Jesper Faurschou som den eneste dansker klaret det danske b-krav på 2.17,00 timer på maraton. Det gjorde han sidste år i London med 2.16,15 timer.

Men sammen med Jesper skal også Henrik Them løbe på søndag, og da Henrik i fjor løb sit første maraton og fik tiden 2.17,47 timer, er der en del, der tyder på, at de faktisk begge kan komme under 2.17 på søndag – og så er der alligevel kun én af dem, der kan få en OL-billet.

Til gengæld kan de begge få en OL-billet, hvis de begge løber hurtigere end 2.15,00. Og det er givetvis også det, de begge sigter efter.

For at finde ud af Jespers ambitioner, ringede jeg til ham fredag. Da var han som nævnt lige ankommet til London tidligt om morgenen.

”Jeg stod faktisk op klokken 02.00 i nat og landede her tidligt fredag morgen. Men nu står jeg her, og jeg har fået fat i startnummeret til løbet allerede, så nu er det hele på plads, og jeg er klar,” siger Jesper.

Selv om man er eliteløber, så skal man også hente sit startnummer sammen med de titusinder af andre løbere. I London såvel som i København, Hamburg, New York og alle mulige andre steder er der sat en maraton-messe på benene, så sponsorer og udstyrs-leverandører kan falbyde deres produkter til de forventningsfulde løbere.

”Der er meget at blive fristet af. Det er en kæmpemesse med alt i tøj, sko, tilbehør og kosttilskud og så videre. Man kan hurtigt købe sig fattig her,” siger Jesper.

Han får ellers alt udstyr leveret af sine sponsorer. Alligevel kan også han blive fristet af tilbuddene:

”Selvfølgelig er det inspirerende at gå rundt og se på de mange tilbud. Der er jo intet i løbesporten, der længere bliver overladt til tilfældighederne – det er en udstyrssport, og i sammenligning med for få årtier siden, så er det jo den rene luksus af svedtransporterende tøj og den slags,” siger Jesper.

Jeg føler mig ikke fri, når jeg har et elastikbånd siddende på tværs over brystet

Med henblik på søndagens løb skal han nu ikke ud at købe ind. Kufferten er pakket, og ingenting er overladt til tilfældighederne – Jesper har for eksempel taget to par konkurrencesko med.

”Det ene par er dem, jeg løb i sidste år i London, som jeg var rigtig godt tilfreds med. Og så har jeg taget den nye version af den samme model med. Den er lidt mere stødabsorberende og stabil i opbygningen, så jeg tror faktisk, jeg vælger at løbe i den ny,” siger Jesper.

”Hvad er det for en sko – kan jeg gå ned og købe den samme, eller er den specialsyet til dig?”

”Med lidt held tror jeg faktisk godt, du kan finde den samme. Det er en Asics, der hedder DS-Racer. Den er knaldblå og meget synlig, det er vist sådan, det skal være i den her sæson,” griner Jesper.

Han løber maratonløbet uden pulsmåler – som han faktisk aldrig bruger:

”Jeg kan sagtens se ideen i at bruge en pulsmåler. På den måde kan man regulere tempoet efter, hvor anstrengt man er undervejs. Men jeg føler mig ikke fri, når jeg har et elastikbånd siddende på tværs over brystet,” siger Jesper.

Forberedelserne til løbet er gået nærmest optimalt. Jesper forklarer, at han har haft nogle gode konkurrencer på 10 km i den seneste tid, og hans specifikke træningspas har ’siddet lige i øjet’, som han forklarer. Der har ikke været problemer med skader og unaturlig træthed. Så alt er godt.

”Men alligevel er det lidt underligt nu. De seneste dage har jeg jo løbet noget mindre, end jeg har været vant til. Og det reagerer kroppen jo på. Det føles, som om benene er meget tunge og uden energi. Det er klart, at det er fordi, kroppen nu gør sig klar til at yde sit bedste. Men mentalt er det lidt vanskeligt,” siger Jesper Faurschou.

I morgen og søndag kigger jeg nærmere på både Jespers og Henriks forventninger til maratonløbet søndag.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: