Forside > Motion, Uncategorized > MOTION: Den søde gulerod

MOTION: Den søde gulerod

Man kan jo ikke købe nyt udstyr, hver gang man skal løbe en tur; der må andre metoder til

Jeg har virkelig skruet op for løberiet i påsken. Og det har været hårdt de seneste dage – mandag løb jeg i hård modvind og regn, og var tæt på at knække, i en rigtig langsom snittid, og i dag havde jeg mange undskyldninger for ikke at tage ud og løbe.

Det startede i virkeligheden i morges, hvor jeg var tidligt oppe og som sådan klar til at løbe en morgentur inden arbejdet. Men forskellige tilfældigheder, blandt andet i form af resten af familiens vågnen og deraf følgende toiletbesøg osv., forhindrede mig i at fuldføre bestræbelsen.

Når det er så vigtigt for mig at løbe næsten hver dag lige nu, skyldes det min opfattelse, at der skal kilometer på kontoen nu og frem til udgangen af april, for at jeg kan gøre en tilfredsstillende figur ved maraton i København. Og det betyder altså, at det ikke kun er lysten, men også en pligtfølelse, der driver værket i disse dage – det er for det meste sjovt, men en gang imellem også lidt surt.

Sådan var det i dag. Da jeg tog hjemad, havde jeg nærmest besluttet mig til at lade være at løbetræne i dag. Men så kiggede jeg lidt frem i ugen, og der kommer i hvert fald én dag, hvor det bliver rigtig svært at nå en tur – det talte for, at jeg alligevel skulle løbe.

Så på vejen hjem trillede jeg op til den bedste bager, jeg kender: Grannys House i Søborg

Men man kan jo ikke købe nyt udstyr, hver gang man skal løbe en tur; der må andre metoder til.

Så på vejen hjem trillede jeg op til den bedste bager, jeg kender: Grannys House i Søborg, som er et bageri med tilhørende hyggelig café (de er ved at bygge endnu en division op i koncernen med et mere firmarettet udsalg ude på Gladsaxevej yderst i Søborg, nær de mange kontorer, bilhuse og varehuse) – jeg kan anbefale enhver at prøve sig for ved lejlighed.

Det skriver jeg ikke som tekstreklame. I så fald ville jeg være en elendig købmand, for jeg fik lov at betale godt for de tre træstammer og de tre romkugler (samt et groft rugbrød, man er vel sund…) – men det var dem, der fik mig ud på landevejen, da jeg kom hjem.

Og det var en knaldhård tur, hvor jeg næsten på alle 12,5 kilometer følte, jeg havde cement i benene. Men udsigten til at køre sød cement ned i maven fik mig til at fortsætte hele vejen hjem.

Det var turen værd…

  1. Endnu ingen kommentarer.
  1. No trackbacks yet.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: