Forside > Atletik, OL London 2012, Uncategorized > OL LONDON: Jesper Faurschou tager et skridt op

OL LONDON: Jesper Faurschou tager et skridt op

Så jeg løb en lang opvarmning, og efter løbet fik jeg også en længere tur til ’af-jogning’, så i alt nåede jeg over 30 kilometer den dag, og i hele ugen nåede jeg op på 215 kilometer

2 gange i løbet af en uge har Jesper Faurschou løbet 10 kilometer på landevej. Og 2 gange har han været under 30 minutter – dermed har herningenseren krydset en barriere, og det må siges at pege i den helt rigtige retning forud for London Marathon søndag 22. april, hvor Faurschou skal forsøge at gøre det endnu bedre i år end i fjor, da han klarede B-kravet til OL med 2.16,15.

Ved DM på landevej i København for halvanden uge siden løb Jesper sig til en bronzemedalje med 29,58 minutter. Og i søndags i Holland forbedrede han den tid til 29,40.

(Foto: Das Büro for Danmarks Idræts-Forbund og Team Danmark)

”Det er vel egentlig ganske godt, når man kommer til sådan et løb med mange kilometer i benene. I alt i sidste uge nåede jeg op på 170 kilometer, og i det forløb passede det perfekt med en hurtig 10er. Det var lækkert at bryde 30 minutters-grænsen på landevej, det giver absolut mod på mere,” siger Jesper.

Jeg har aftalt at ringe med ham tidligt onsdag, hvor han har et hul i en stram kalender. Det viser sig, at Jesper har fået taget en blodprøve.

Jeg var lidt på vagt over for, om hun ville komme med alle mulige forbud

”Jeg skulle have kontrolleret mit indhold af jern i blodet. Det var fordi jeg for nylig fik kontakt til en diætist, og hende fortalte jeg, at jeg spiser jern, og så ville hun gerne lige tjekke, om der egentlig var nogen grund til det.”

”Har du så fået lagt din kost fuldstændig om?”

”Nej, jeg har heldigvis med min sunde fornuft stort set gjort, hvad jeg skulle hidtil. Jeg var lidt på vagt over for, om hun ville komme med alle mulige forbud – sige ’det må du ikke gøre’. For med alle de ressourcer, både fysisk og mentalt, jeg i forvejen kaster ind på det her projekt, så ville jeg have det vanskeligt med forbud, det bryder jeg mig ikke så meget om.”

”Mange motionister starter, fordi de vil tabe sig. Når de så er inde i vanen med at motionere, tænker de måske til gengæld, at så kan de godt tillade sig at ’synde’ lidt og spise mere – og måske mere usundt. Hvordan gør du?”

”Jeg tænker egentlig ikke så meget over, hvor meget jeg spiser. Man kan jo ret nemt regne ud, hvor meget energi, man forbruger på en dag eller en uge, og jeg synes jo, at man skal kunne tillade sig en gang imellem lige at ’slå ud med armen’.”

”Jeg har i årenes løb interviewet mange cykelryttere, og flere af dem har oplevet, at de tager nogle kilo på uden for sæsonen. Så skal de på diæt, må ikke spise sig mæt og kæmper med kiloene. Men det virker, som om det ikke er sådan for dig?”

”Nej, men jeg har jo heller ikke nogen egentlige pauser i løbet af sæsonen. I foråret og efteråret er der konkurrencer på landevejen. I vinterhalvåret gælder det cross/terrænløb, og om sommeren er vi jo i gang på banen,” siger Jesper.

Ud over de to 10 kilometer-konkurrencer har Jesper for få uger siden også løbet et halvmaraton. Det foregik i Taulov ved Fredericia, hvor han på en noget kuperet rute kom hjem i 1.11,56 – mere end 6 minutter foran nummer 2, men ikke umiddelbart et resultat, der ligner en monstertid på maraton i London.

”Nej, men jeg havde på forhånd, sammen med min træner Karl-Åge Søltoft, bestemt, at jeg ville tage Taulov-løbet som et intenst træningspas. Så jeg løb en lang opvarmning, og efter løbet fik jeg også en længere tur til ’af-jogning’, så i alt nåede jeg over 30 kilometer den dag, og i hele ugen nåede jeg op på 215 kilometer. Dagen inden Taulov havde jeg løbet intervaller, så jeg var godt brugt, og ruten og min træthed taget i betragtning var det et rigtig godt pas i forhold til maratontræningen.”

Jeg er stærkt optimistisk lige nu

Om 2½ uge skal han til start i London. Da jeg for et stykke tid siden talte med Henrik Them, gjorde Henrik en del ud af at fortælle, hvordan han trapper træningen ned i disse uger. Det fænomen kender man også fra svømmernes verden, hvor ’nedtrapning’ er et fastslået begreb.

Men Jesper Faurschou skal som sådan ikke trappe ned. Træner Søltoft har en anden filosofi:

”Karl-Åge betoner ikke nedtrapning. Når man løber så meget, som jeg gør, så vil kroppen opleve det som stærkt unaturligt, hvis vi pludselig skruer meget ned. Derfor løber jeg også intervaller ugen inden London – men de sidste par dage skærer vi ned, men indtil da er det normal træning, der foregår.”

”Har I kigget på ruten og talt om, hvordan du skal lægge ud og angribe udfordringerne?”

”Nej, ikke endnu. Det gør jeg sammen med Karl-Aage og sammen med landstræneren, Frank de Paoli, når vi kommer så langt. Men jeg er stærkt optimistisk lige nu, og har ingen skavanker at tage hensyn til. Jeg har kun en ømhed, fordi jeg løb den hurtige 10er forleden i konkurrenceskoene. Men sådan er det, det tager vi med,” siger Jesper Faurschou.

  1. Endnu ingen kommentarer.
  1. No trackbacks yet.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: