Forside > Motion, Uncategorized > MOTION: En stor beslutning

MOTION: En stor beslutning

Det skal være sjovt og et frikvarter at komme ud

Lørdag aften tog jeg en stor beslutning. Jeg tilmeldte mig maratonløbet i København. Det finder sted 20. maj 9.30, og jeg håber, at jeg er i mål inden klokken 13.00.

Det vil sige, at jeg satser på en tid under 3.30 timer. Svarende til mindre end 5.00 minutter/kilometer. Erklæret satsning, en drømmegrænse, min ambition.

Jeg gennemførte mit første maraton i 2008. Det var også Københavns maraton, som jeg løb i 3.40,02 – og det er fortsat, efter yderligere 6 gennemførte løb, den hurtigste tid, jeg har præsteret. Kun én gang har jeg løbet langsommere end 4 timer, og to gange har jeg opgivet at fuldføre et maraton; den ene gang var i december 2008, hvor jeg var småsyg og lå med influenza nogle dage senere, og anden gang var i 2009, hvor jeg måtte stoppe med ondt i knæet efter 26-27 kilometer ved Aarhus Nat Maraton.

Siden marts 2010 har jeg ikke løbet maraton. Det var Sydkyst Maraton i Greve-området, jeg løb den gang. I de seneste 2½ år har jeg motioneret rigtig meget, men i særdeleshed i det seneste års tid har jeg ændret en del på vanerne.

Tidligere løb jeg lange, lange ture. Langsomt, langt. Masser af kilometer på bogen. På et tidspunkt havde jeg opfattelsen, at jeg minimum skulle løbe en tredjedel af et maraton hver gang, jeg trænede – altså godt 14 kilometer, ellers var det ikke ’rigtig’ træning.

Siden sidste forsommer har jeg ændret opfattelse. Og i særdeleshed hen over denne vinter har jeg tænkt, at det skal være sjovt og et frikvarter at komme ud. Om det så var ganske få kilometer – det skulle være noget, jeg glædede mig til.

Dén mentale forandring har betydet, at jeg har fået løbet langt bedre end tidligere. En sammenligning: I det første kvartal af 2010 løb jeg (239+208+255=) 702 kilometer, fordelt på 57 ture.

Året efter var det (225+179+198=) 602 kilometer, og jeg var af sted 48 gange.

I år har jeg løbet (191+173+219=) 583 kilometer over 55 ture.

Snittiden i marts de 3 år var: 5,03 min/km, 5,23/km, og 4,47/km.

Hvilket vel må siges at være den samlede beretning i korte facts om en intensivering af indsatsen.

Så fik jeg for et stykke tid siden en invitation fra vores bank- og realkredit-institut Nykredit til at deltage i maratonløbet. Måske som et udtryk for, at vi har betalt mere end nok i gebyrer, eller bare en anerkendelse af, at vi holder fast endnu efter alle disse år? Under alle omstændigheder har den invitation ligget og trigget et eller andet i lang tid i min bevidsthed, og jeg skulle beslutte mig inden 1. april.

En enkelt gang har jeg i år løbet med i Spartas fortræning, og derfor har jeg en enkelt tur på dagbogen på godt 25 kilometer. Men ellers er det korte ture, og selv om jeg i dén grad har øget intensiteten, så er det de manglende lange ture, der har gjort, at jeg ikke rigtig føler mig klædt på til at løbe maraton i år.

Hvis formen har været ringe i længere tid, er der ikke noget, der hjælper på moralen som et par nye solbriller

På den anden side tænkte jeg i aften, da beslutningen skulle tages, at en gang imellem skal man jo også bare springe ud i det. Så det har jeg gjort, og motivationen bliver ikke problemet.

Og – i forlængelse af bloggen om motivation forleden – hvis det pludselig bliver svært at komme ud i foråret, så må jeg ty til andre metoder. Jeg købte, som beskrevet den anden dag, nye sko, og i den forbindelse søgte jeg en form for absolution eller forklaring i litteraturen blandt motionsmæssige ligemænd.

Men tingen med at købe eller på anden vis snyde sig til motivation trives tilsyneladende også i andre omgivelser. Det kunne jeg læse af Brian Holms flere år gamle bog ’Smerten – Glæden’, som lige får ordet til sidst (s.42):

Hvis formen har været ringe i længere tid, er der ikke noget, der hjælper på moralen som et par nye solbriller. Man glæder sig som et lille barn til at afprøve sit nye udstyr, og der er i det hele taget næsten ikke grænser for, hvad cykelryttere kan finde på for at sætte sig op. De katolske belgiere tænder et lys for Jomfru Maria, Udo (Bölts, LW) roder med sadlen, Rolf Sørensen fortæller, at han vinder, og andre læser cykelblade. De fleste roder lidt med deres cykler. Hvis man rokker et par millimeter på styr, saddel eller greb, skifter styrbånd eller sætter nye hjul på, giver det blod på tanden, og moralen stiger. Det kan vel sammenlignes med at føle sig lidt smartere efter at have været til frisøren eller med at paradere i nyt tøj og nye sko, så man føler sig som en million.

Set udefra kan det virke som idioti eller selvbedrag, men ikke desto mindre er alle disse små detaljer med til at holde motivationen i top. Specielt hvis formen ikke er helt i top. Der er intet som at bilde sig ind, at det er cyklens skyld, når man ikke kan køre stærkt. Man ved jo aldrig, om formen pludselig kommer, hvis man justerer lidt på sadlen. Det er også derfor næsten altid de ryttere, som kører stærkest, der er mindst problemer med. Disse ryttere er gerne tilfredse med tøj, cykler og mad og er gode venner med personellet. Ryttere, som ikke er i form, brokker sig derimod fra morgen til aften. De beklager sig over alt lige fra hotelværelser og flytider til farve på skoovertræk, pasta, massage og italienerne.

  1. 2. april 2012 kl. 17:03

    Tillykke med tilmeldingen, Lars. Jeg håber, du når det erklærede mål i København i maj måned.
    Jeg kan godt forstå, at din løbestatistik for første kvartal giver anledning til overvejelser i forhold til træningsmængde og -intensitet. Som motionist – og jeg er bestemt motionist på et noget lavere plan end dig – gør man sig jo hele tiden sine overvejelser for at få det bedste ud af “anstrengelserne” og føle sig motiveret.
    Vintrene 2010 og 2011 var kolde og med masser af sne, hvilket jeg faktisk oplevede som en motiverende faktor, da vejret i hvert fald ikke skulle bruges som undskyldning for at komme ud. Jeg løb selv oftere og længere end sædvanligt, men også meget langsomt på grund af det glatte føre. Det gav mig blod på tanden til at løbe min første halvmarathon i oktober 2010. Det med at komme ud på nye ukendte distancer var faktisk også i sig selv ret motiverende, og ambitionen om end marathon lå lige for. Men måske findes begrebet overmotivation også, og i min iver efter at løbe længere og længere fik jeg raget mig en rigtig træls overbelastningskade til mig.
    Før og efter min halvmarathon har jeg egentlig aldrig haft fokus på tider, men jeg kan ikke desto mindre konstatere, at jeg selv på 5 kilometer nu har svært ved at komme op i en fart, der er meget hurtigere end min halvgamle halvmarathontid. Synes på samme tid, at dette faktum er både spøjst og ikke måske ikke så underligt endda. Bliver man god til det man træner meget i? Er det den varierede træning, der giver resultaterne? Skal vi bare drøne derudaf med masser af intervaltræning eller..?🙂
    Nå ja, der er selvfølgelig også det med alderen. Er det ikke et eller andet irriterende pjat med, at ens præstationerne teoretisk og statistisk skulle blive 0,5%-1,0% dårligere om året efter det fyldte 40. år?
    Under alle omstændigheder god vind og endnu engang masser af held og lykke med løbeprojektet.

    • 13. april 2012 kl. 16:18

      Kære Bettina,
      Tak for dine refleksioner, som jeg er meget enig i: Skal vi bare drøne derudaf???
      Efter alle de år, hvor jeg havde dyrket atletik målrettet og på eliteniveau, besluttede jeg for 15 år siden, da jeg begyndte at løbe en gang imellem, at jeg ville kun gøre det for sjov. Kun i godt vejr, kun for at være sund og i form, og kun…
      Men det holder ikke, hvis man også vil løbe maratonløb. Som i sig selv ikke er sundt – eller i hvert fald ikke 8 gange sundere end et 5 kilometer-løb! For at løbe så langt skal man ud på tidspunkter, hvor det øsregner, eller man skal afsted, selv om man ikke har lyst. Og man skal igen og igen.
      Det samme gælder for så vidt, er min erfaring, hvis man ‘kun’ vil løbe 10 km eller ½maraton.
      Og så ender det jo med at blive afhængighedsskabende i sig selv. Derfor får man, som du desværre, en overbelastning. Eller man oplever, som jeg gjorde i den her uge, strejf af ‘overtræning’ – måske fordi vi ikke vil indse, at fysikken langsomt afvikles, efterhånden som vi bliver +40 (okay, Bettina, lad os bare tage munden fuld og sige +45….)
      Jeg tror, at hvis jeg kommer ned under de der 3½ time, så kunne det godt blive mit sidste maratonløb. I hvert fald i lang tid. For så har jeg nået et mål, og jeg kunne forestille mig, at jeg så vil cykle eller/og svømme i sommer i stedet. Løbe knap så målrettet. Og bare nyde det.
      Men det var selvfølgelig også sådan, det startede i sin tid🙂
      Alt godt,
      Lars

  1. No trackbacks yet.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: