Forside > Atletik, Uncategorized > LIGESTILLING: Kvinder kan godt

LIGESTILLING: Kvinder kan godt

Præsidenten for IOC talte til fordel for at eliminere alle kvinde-idrætsgrene fra OL

En kollega, der arbejder i Danmarks Idræts-Forbunds kommunikationsafdeling, sendte mig i går et link til en rapport om motionsløbere i Danmark; analysen er lavet af Idrættens Analyseinstitut (Idan) for Danmarks Idræts-Forbund og Dansk Atletik Forbund og belyser, hvorfor vi løber.

Analogien til min blog om samme emne i går er således klar nok. Og rustet med interesse og overskydende tid gik jeg i gang med at læse på de 206 pdf-sider.

For nogle dage siden fik jeg en mail fra en anden kollega. Den indeholdt blandt andet historien om den første kvinde, der løb Boston Marathon, Kathrine Switzer, som i 1967 tilmeldte sig løbet med sine initialer, K.W. Switzer, blev optaget – og løb af sted. Den gang var det opfattelsen, at kvinder ikke kunne tåle at træne og udmatte sig selv så hårdt, og derfor var maratonløb en sag for mænd. Derfor var der adgang forbudt for kvinder, men selv om den unge kvinde blev forsøgt smidt ud af løbet undervejs af løbets direktør, så gennemførte hun, og hendes betydning for kvindernes ligestilling på dén led kan efter min bedste overbevisning ikke undervurderes.

Der findes en berømt foto-serie af, hvordan Kathrine Switzer bliver angrebet af løbets direktør, og der er her en video-sekvens, hvor hun – så mange år senere – fortæller om forløbet. I dag er Kathrine Switzer en markant kvinde i USA. Hun løber for øvrigt fortsat…

En lille historie om ligestilling og som sådan en symbolsk én af slagsen. Man kan jo sagtens anføre, at det er et slag i luften, om kvinder kan få lov at løbe maraton lige som mænd, hvis der i øvrigt er u-ligestilling på det sociale niveau i et samfund.

Men akkurat som jeg tror, man ikke skal undervurdere symbolikken i homoseksuelle rollemodeller, så kan man næppe undervurdere, hvordan Kathrine Switzer og andre har åbnet i 1970erne for et ændret syn på, hvad kvinder kan og ikke kan holde til.

Men det gik langsomt. Det vidner også pdf-rapporten fra DIF om. I en historisk gennemgang fortælles det (s. 16), hvordan kvinderne har været sat bagud:

Også på kvindesiden har Danmark vist vejen inden for arrangerede motionsløb. Generelt er kvinders deltagelse i arrangerede motionsløb en relativt ny aktivitet. Før begyndelsen af 1970´erne blev det at løbe lange distancer stadig anset som skadeligt for kvinder i vide kredse. Kvinder var således forment adgang til at deltage i Boston Marathon frem til 1972, og generelt har løb over længere distancer i atletikkonkurrencer været mindre udbredt blandt kvinder end mænd. Først ved OL i Atlanta i 1996 kom 5.000 meter for kvinder på det olympiske program, mens distancen til sammenligning har været på det olympiske program for mænd siden OL i Stockholm i 1912. I dag er der ingen forskelle på mænd og kvinders deltagelse i mellem- og langdistancekonkurrencer ved OL, VM og EM

Det fik mig til at lede i mine gemmer. Og der er ingen tvivl om, at man får et godt fingerpeg om ligestilling ved at se historisk på atletikken, som er den olympiske paradedisciplin. Så det har jeg gjort.

I 1983, da de første verdensmesterskaber i atletik blev arrangeret i Helsinki, var der fuldt program for mændene, mens kvinderne ikke kunne deltage i løb længere end 3.000 meter på banen. Der var dog maratonløb, som i parentes bemærket blev vundet af en anden af de helt store mytologiske figurer, norske Grete Waitz, som alt for tidligt afgik ved døden i fjor.

Men kvinderne kunne heller ikke deltage i: 3000 meter forhindringsløb, trespring, stangspring, hammerkast og tikamp. Der var heller ikke kapgang for kvinder (20 og 50 kilometer er de klassiske discipliner), så man kan roligt konstatere, at der var ikke lige muligheder for begge køn.

Opfattelsen af, at kvinder ikke kan tåle anstrengelserne ved de længere løb, var i øvrigt tæt på at blive vakt til live igen blot et enkelt år senere, da kvindernes maratonløb ved OL i Los Angeles blev afviklet i bankende varme. De store navne – Joan Benoit, Grete Waitz, Rosa Mota og Ingrid Kristiansen – afgjorde løbet mellem sig, og publikum langs vejen i Los Angeles var, ifølge den amerikanske OL-historiker David Wallechinskys optegnelser, ’moved to tears as the women dashed by’. Nu var ligestillingen mere komplet, og signalet var svært at tage fejl af.

Da den schweizisk-amerikanske kvinde Gabriela Andersen-Schiess løb ind på OL-stadion 20 minutter efter Joan Benoit havde krydset målstregen som vinder, blev det til gengæld efterfølgende af flere brugt som anledning til at sige, at kvinder altså ikke er egnet til maratonløb. Andersen-Schiess, en 39-årig kvinde bosiddende i Idaho, var nemlig bukket under for varmen, og det tog hende 5 minutter og 44 sekunder at løbe den sidste omgang på 400 meter – det lignede en dødedans, men efter nogle timers behandling efter løbet var hun faktisk frisk igen.

Nå nej – der er fortsat forskel på kvinder og mænd i atletik

Men det middelalderlige syn på, hvad kvinder kan og bør holde til, som tidligere havde været toneangivende for OL og dermed al anden sport, har altid ligget og luret. Det var det blik på kvinder, der i 1928 fik den daværende præsident for IOC, Henri de Baillet-Latour fra Belgien, til at foreslå, at OL kun skulle være forbeholdt mænd.

Det skete i forlængelse af 800 meter finalen i 1928 i Amsterdam, hvor løbet var så hårdt, at flere af deltagerne bagefter næsten kollapsede. Hvilket gav masser af omtale og spalteplads til bagstræberiske mænd. Et uddrag af omtalen i Wallechinskys OL-bog om den pågældende finale, oversat af undertegnede, fortæller sin egen historie:

Antifeminister i pressen og i det internationale atletikforbund (IAAF) pegede på de udmattede kvinder som bevis for, at kvinder skulle udelukkes fra at løbe længere end 200 meter i konkurrence. London-avisen Daily Mail citerede læger for, at kvinder, der deltog i 800 meter løb og andre sådanne ’udholdenheds-begivenheder’ (Feats of endurance) ville blive ’for gamle for tidligt’. Præsidenten for IOC, Grev de Baillet-Latour, talte til fordel for at eliminere alle kvinde-idrætsgrene fra OL og returnere til den antikke græske tradition med en ’kun-for-mænd-konkurrence’.

Men der var også dem, der støttede kvinders atletik, og de pegede på, at mænd ofte besvimede efter konkurrencen, akkurat som kvinderne havde gjort. I virkeligheden blev det forventet af mandlige roere, at de nærmest var komatøse ved afslutningen på vigtige konkurrencer, som eksempelvis dem mellem Oxford og Cambridge, eller Harvard og Yale.

I bakspejlet ser argumenterne fra antifeministerne naturligvis både tåbelige og vanvittige ud, i særdeleshed i lyset af inklusionen af kvindernes maraton ved OL i 1984. Men det, der gør historien til mere en tragedie end en komedie, er, at IAAF’s executive committee rent faktisk forbød løb længere end 200 meter, og i de følgende 32 år var der ingen konkurrencer for kvinder i løb længere end ½ baneomgang (200 meter)

Man kan faktisk godt blive lidt overrasket over, at det ikke er længere tid siden, at kvinder var så ekstremt u-ligestillet i sport. Man kan også sagtens anføre, at u-ligestillingen fortsat har indpas i sportens fastgroede kønsrollemønstre og traditioner.

Men man kan ikke sætte spørgsmål ved, om kvinder kan holde til anstrengelserne. Nu er de med overalt i atletikken.

Nå nej – der er fortsat forskel på kvinder og mænd i atletik: Kvinderne har konkurrencer i syvkamp, mens mændene dyster i tikamp. Så meget for den lille forskel…

Kategorier:Atletik, Uncategorized
  1. Jacob
    19. marts 2012 kl. 19:44

    “Den lille forskel” er jo det, der rammer det hele ind i et fascinerende spil, hvor mennesker konkurrerer på nogenlunde lige vilkår, uanset 7-10-kamp. Hver ting til sin tid. Jeg gad simpelthen ikke (kun) at sidde og juble over svedige mænd i sport. Det gider jeg også, men ikke kun. Og en stor del af det kan vi takke Kathrine og andre for – ikke den kære Henri de Baillet-Latour…

  2. 19. marts 2012 kl. 20:16

    God blog Lars🙂
    Angående syvkampen har man faktisk forsøgt at få den erstattet med tikamp – men det havde paradoksalt nok ingen interesse blandt de bedste syvkæmpere (muligvis fordi de i givet fald skulle lære at springe stang og kaste diskos..).
    Desuden var der fra de mere teknisk indstillede (og måske endnu vigtigere fra medierne/tv) også nogen modstand, idet det ville betyde yderligere tre discipliner i et i forvejen presset tidsskema forbundet med mesterskaberne.
    Sidstnævnte har også været et tungt vejende argument for, at kvindernes 50 km kapgang ikke er indført.

    For nylig var jeg sammen med æresmedlemmet af IAAF’s Women’s Committee, Ilse Bechthold, som i årtier har ydet en stor indsats for ligestilling i atletikken. Hun erklærede ved den lejlighed, at der i dag i IAAF-regi er sportslig ligestilling. Samtidig anførte hun dog, at det halter gevaldigt med ligestillingen i mødelokalerne, hvor mændene fortsat er i overtal; det kan man vel næppe være uenig i.
    Sluttelig skal det nok nævnes, at der fortsat er udfordringer ift. ligestilling ang. størrelsen af startpenge og pengepræmier ved en del større events udenfor IAAF- og EA-regi.

  3. 19. marts 2012 kl. 22:44

    Jakob, tak for fin inside-vurdering fra atletikkens noget krinkelkrogede verden, det er meget værdifuldt.
    Jacob – jeg er helt enig i din vurdering. Og jeg kan da sige med egen erfaring, at træningen også er sjovere, når der både er kvinder og mænd/piger og drenge på stadion

  4. Jacob Teilmann
    20. marts 2012 kl. 07:46

    Jakob: God pointe med startpenge og pengepræmier. Den havde jeg ikke lige tænkt på. Men her er vi nok inde i noget, som er vanskeligt at ændre med opfordringer. Hedder det ikke udbud og efterspørgsel eller markedskræfter og interesser (tv). Men interessant, for et eller andet sted er vi jo her helt inde ved det centrale. Er de lige meget værd? Og det er de nok ikke kommercielt. Men er der egentlig ikke eksempler på kvindelige atleter, der været pænt oppe at ringe på startpenge og/eller sponsorkontrakter. Ikke som Bolt, men flot i forhold til det hele?
    Lars: Ja, alt er sjovere med dem:-). For slet ikke at tale om en OL-delegation forestiller jeg mig. Tungt med ene mænd i flyet……og så er min erfaring med kvinder i alle sammenhænge, at de jo rent faktisk kan noget, vi ikke kan. Måske anskue ting på en anden måde. Man siger jo, at der står en kvinde bag enhver mand, så måske burde man lægge sig og takke dem for mænds resultater haha…

  5. 20. marts 2012 kl. 11:43

    @Jacob: Jo – der er kvindelige atleter, som henter gode penge (tænk Isinbayeva). Men ønsker man at samle verdens otte bedste 100 meter løbere, koster mændenes heat væsentligt mere end kvindernes – og bestemt ikke kun pga Bolt. Dette er i øvrigt ikke kun begrænset til 100 meter.

    Nu kan man jo sagtens skyde skylden på arrangørerne, men reelt kan de så pege på alle os andre. For spørger vi den generelle publik, vil de fleste sandsynligvis hævde, at mændenes 100 meter finale er et større højdepunkt end kvindernes ditto ved det forestående OL – uanset om Bolt er med eller ej.

    Ved OL 2004 havde mændenes 100 meter finale næst flest danske seere i tv (kun overgået af en håndboldfinale). Ved den lejlighed bestod mændenes finale af atleter uden en massiv bred appel. Man kan derfor med nogen ret antage, at det var selve brandet “mændenes 100 meter”, som trak markant flere seere end kvindernes ditto.

    Jeg vil nødigt kloge mig på, hvorfor det forholder sig sådan, men i mine øjne taler tallene sit tydelige sprog: Atletikken er blot et spejl på den verden, den befinder sig i. IAAF har 24 % kvinder i sine komiteer o.lign. På nationalt forbundsplan er det blot 5 % af IAAF’s medlemslande, som har en kvindelig formand.

    I dansk atletik varetages formandshvervet af en kvinde i 17% af DAF’s foreninger. De personlige trænere for samtlige udøvere i vort elitearbejde er i mere end 90 % af tilfældene mænd.

    Det er i mine øjne reelt meget få steder, om nogen, hvor IAAF er bagud på ligestillingsområdet ift. den omgivende verden.

    Større sociologisk undersøgelse værdigt🙂

  6. Jacob Teilmann
    20. marts 2012 kl. 12:02

    Ja, der er ingen tvivl om, at mændenes 100-meter er et brand, der sælger billetter. Ingen tvivl. Når jeg sidder og ser det, eller glæder mig til at se det som helt almindelig sportsinteresseret, så kan jeg næppe nævne samtlige løbere ved navn. Det er begivenheden, som jeg har en interesse i, et forhold til, en historik omkring og som jeg tidligere har fået noget ud af at se, og derfor gør jeg det igen. (også selv om Bolt fjumrer rundt lige inden start). Med hensyn til at få flere kvinder ind i bestyrelser, klubber, kommiterer og andet, så er det jo snakken om igen med bestyrelsesposter og lederstillinger. Jeg tror ikke, man kan trække noget ned over hovedet på mænd og kvinder. Eller det kan man godt, men jeg tvivler på resultatet andet end på papiret. Man må skabe mulighederne, opmuntre og motivere og appellere til kvinder. Vise at det nytter, og de har noget at byde på. Naturligvis har de det. Masser. Andet ville jo være tåbeligt. Men at stemme eller overtale en hel flok ind i noget, fordi man så kan bryste sig af at være politisk korrekte, tror jeg måske ikke holder så meget i længden. Det har ikke isoleret noget med IAAF eller DAF at gøre som sådan. Handler det ikke om at fremelske det?
    Jeg tror sådan set godt, man kunne åbne manges øjne for fx 100 meter for kvinder, eller kvinder og maraton. De er da nøjagtig lige så dramatisk, spændende og medrivende at følge. Måske mangler vi bare fortællingerne. De historier, vi som iagttagere kan identificere os med. Lige præcis der, hvor vi bliver fanget af histoirien om…hende…og hende…hendes formåen…hvor niveauet er…hvorfor…hvorfor det er fantastisk helt ud over det sædvanlige, hvad disse 8 kvinder eksempelvis lige udretter den pågældende dag…der, hvor vi tager hatten af og forstår det lidt mere i dybden. Det gør du jo, og andre i atletik-verdenen, men hvis jeg bare lige zapper forbi en søndag formiddag med en forudindtaget holdning om, at kvinder…det er sgu ikke særlig hurtigt…så fanger jeg den jo ikke.
    Jeg tror meget, det er den vej rundt, det skal komme i stedet for at man tvinger folk til at elske noget, de ikke forstår. Fremelske interessen og ikke diktere den.
    Og det er meget generelt og ikke så meget kun atletik.
    Men det er lige så vigtigt, at jeg må sige, at når de spiller VM-slutrunde i håndbold, så ER niveauet (efter min mening) bare ikke sammenligneligt med mændene. Det er det heller ikke i fodbold. Så her skal der gøres en endnu større indsats for at fange mig med fortællinger, så jeg får et forhold til udøverne.

  1. No trackbacks yet.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: