Forside > Uncategorized > DEBAT: Fodbold er ikke for de homoseksuelle?

DEBAT: Fodbold er ikke for de homoseksuelle?

Gennem mine mange år i sportens verden er der én ting, der er gået igen. Det er brugen af begrebet homoseksualitet – når vi stod i vægtrummet og løftede, var det tilråb som ’LØFT NU, din homo!’, der var med til at motivere præstationerne.

I atletikkens verden, hvor jeg mest har befundet mig, har det vel mest karakter af kæk drengerøvs-attitude og et spil med kønsbegreberne. Ikke udsøgt elegant, det skal med, og helt sikkert ikke morsomt at høre på, hvis man er homoseksuel – i særdeleshed, hvis man har det svært med det i de første år – men i hvert fald ikke ment som intimidering i de sammenhænge, jeg har oplevet det.

Men selvfølgelig fortæller det noget om en kultur, at man bruger seksuelle præferencer som markører over for andre. Vi råbte også ’Kælling’ eller ’Luder’ efter hinanden den gang, men der var ingen kvinder i træningsgruppen, og det var også ment som opildnen og et heppekor.

Jeg ved så heller ikke, om kvinderne i deres træning skreg ’Møgkarl’ eller ’Horeunge’ eller sådan noget.

Hvorfor nu disse overvejelser?

Jo, fordi jeg læste et debatindlæg til formiddag i Politiken fra journalisten Bjarne Henrik Lundis. Han beskriver ’Sport og fordomme’ i relation til sine og hans holdkammeraters oplevelser som spillere for klubben Pan Fodbold i København – en klub, der primært henter medlemmer i det homoseksuellesegment, men som også har heteroseksuelle spillere på holdet.

I indlægget beskriver Bjarne nogle af holdets oplevelser fra den københavnske serie 5:

”Problemet med diskrimination opstår, når vores 11-mands hold spiller kampe i serie 5. Vores 11-mandsspillere oplever diskriminationen på to måder.

For det første, at der er spillere fra flere hold, som mere eller mindre bevidst forsøger at sparke dem ned. Dernæst at flere af vores spillere bliver kaldt for bøssesvin, bøsserøv eller det, der er værre. En af vores spillere har endda oplevet først at blive skubbet omkuld, for derefter at blive kaldt bøsserøv.

Vi er ikke på nogen måde sarte og er vant til at blive kaldt lidt af hvert. Vi kan også selv spille hårdt og i kampens hede komme ’godt op i det røde felt’ og verbalt lade en finke eller to ryge af panden. Vi er ikke små uskyldigheder, så der skal meget til, før vi reagerer.

I de fleste kampe, vore hold spiller, er der ingen problemer.

Men det sker desværre som sagt af og til, at vores spillere ikke blot får et ekstra hårdt skub eller et forkert ord i en presset situation, men at de bliver udsat for diskrimination, fysisk som verbalt, og ofte uden at dommeren hører eller ser det”

Bjarne fortæller senere, hvordan det for ham og holdkammeraterne ikke ser ud til, at Dansk Boldspil-Union tager problemstillingen seriøst. En henvendelse til DBU’s etiske udvalg, hvor den profilerede eks-politichef Per Larsen er formand, har ikke givet nogen reaktion.

Og han – altså Bjarne Lundis – opfordrer til, at både Kulturministeriet, DBU og Spillerforeningen tager skeen i den anden hånd. Med henvisning til, hvordan det er lykkedes at sætte fokus på racisme i fodbold gennem en målrettet indsats – der i parentes bemærket bestemt også startede med en vis benægtelse og modvilje i DBU-toppen – peger Bjarne på, at diskrimination i fodboldens verden skal have det røde kort.

Bortset fra kvindehåndbold, hvor nogle af de mest profilerede spillere på det danske landshold åbent har markeret deres homoseksualitet, er der forbavsende få erklærede homoseksuelle i sportens verden. Man kan naturligvis også spørge, hvilken betydning det måtte have for en sportspræstation, om udøveren er til mænd eller kvinder eller begge dele eller unge eller gamle af slagsen?

Jeg tror, at det vil have en betydning for accepten af homoseksualitet i samfundet som sådan, hvis i særdeleshed mændene ’springer ud’ og fortæller, at de er kæreste med en anden mand. Fordi sport på så mange andre måder er det, der kan forene modsætninger og sætte dagsordener ud af kraft – og andre i kraft – er det et indlysende sted at markere, at det, der en gang var forkert, bare er en anden udgave af det normale.

Men jeg medgiver, at det for den enkelte må kræve mange overvejelser og store tanker. Fordi sporten også er en stokkonservativ verden, hvor det virker helt i orden at råbe ”LØFT NU, din homo!”

Til belysning af DBU’s holdning til sagen har en god ven henvist mig til denne artikel fra Information, hvori DBU’s kommentar er, at de homoseksuelle skal vise hensyn til andre, fordi de er en minoritet.

Som min ven skriver: “Det var så DBU’s holdning i 2009. Eller også var det i 1809…”

  1. bjarne henrik lundis
    2. april 2012 kl. 13:33

    Efter at jeg på vores generalforsamling i Pan Fodbold og efterfølgende debatindlæg i Politiken om homofobi fodboldens verden, har vi , Pan Fodbold og Pan Idræt haft møde med kulturminister Uffe Elbæk. Han er med på at sætte yderligere fokus på problemet. Næste skridt bliver møde med repræsentanter fra idrættens verden for at se, hvordan vi kan sætte skub i arbejdet.

  1. No trackbacks yet.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: