Forside > Atletik, OL London 2012, Uncategorized > ATLETIK: Andreas fra Bagsværd drømmer stort

ATLETIK: Andreas fra Bagsværd drømmer stort

Foto: Das Büro for Danmarks Idræts-Forbund og Team Danmark

Hård, hård træning – det er det, der siger mig mest. Jeg hader core-stability, jeg synes, det er spild af tid

For et års tid siden hastede jeg en søndag formiddag ind på Østerbro Stadion for at løbe maraton-træning med alle de andre ’tosser’, der træner trofast i hundredvis forud for København Maraton i maj. Let forsinket stødte jeg på Andreas Bube, som jeg havde mødt et par gange, når jeg havde speaket atletikstævner og i øvrigt været rundt om sporten de seneste år.

Andreas smilede som altid, og fortalte, at han var på vej til endnu et træningspas. Dansk Atletik-Forbunds mellemdistance-gruppe holdt landsholdssamling, så der var også træning på hans menu dén morgen.

”God træning,” sagde jeg til ham og tænkte, hvordan hans sæson mon ville gå. Andreas Bube havde godt nok vundet DM og været dominerende på både 400 og 800 meter, men det var, som om han ikke rigtig fik taget det næste skridt.

”Men på det tidspunkt var der ingen af os, hverken min træner Johnny Bagge eller jeg, der havde troet, at jeg overhovedet skulle kvalificere mig til VM (i Daegu, LW) – og så endte sæsonen med, at jeg blev udtaget til OL i London,” siger Andreas Bube i dag.

Jeg ringede nemlig til ham torsdag aften for at høre lidt til, hvordan hans forberedelser til De Olympiske Lege i den engelske hovedstad forløber lige nu. I 2010 løb han 800 meter i 1.49,58 minut, og det var en svag tilbagegang i forhold til 2009; men i 2011 bragede Andreas frem næsten løb for løb fra midten af sommeren, og det hele sluttede i fænomenale 1.45,04 minut, da han afrundede sæsonen ved at løbe med i Diamond League-finalen i Bruxelles 16. september.

Få uger senere kvitterede Danmarks Olympiske Komité ved at udtage Bube som én af de allerførste danskere ti l OL, og det har selvfølgelig givet den 24-årige nyuddannede datamatiker mulighed for at koncentrere vinterens og forårets træning ene og alene om at være skarp, når OL åbner.

”Ja, jeg har kun ét mål i år. Derfor var jeg heller ikke med ved VM indendørs i sidste weekend, men sad jo og fulgte med via fjernsynet. Og jeg må da sige, at niveauet på 800 meter ikke var vanvittigt højt – nu var de indledende løb jo noget forvirrende og præget af uheld, men havde man været så heldig at komme med til finalen, så kunne jeg da nok godt have gjort det godt.”

På nuværende tidspunkt skal jeg træne udholdenhed, ikke hurtighed

”Både nummer 2 (Jakub Holusa, Tjekkiet) og nummer 3 (Andrew Osagie, England) var jeg klart hurtigere end i 2011. Så man tænker da, at man godt kunne have været med. Men det er altså ikke nu, jeg skal løbe hurtigt – det er nu, jeg træningsmæssigt skal så de frø, som jeg til sommer skal høste af,” siger Andreas Bube.

I januar måned var han på en flere uger lang træningslejr ved Cape Town i Sydafrika. I ugerne omkring påske skal han knap tre uger til Portugal, og til sommer står den på 6 intensive uger som afsluttende forberedelse til OL:

”EM ligger en måneds tid før OL. Så vi gør det, at jeg tager på højdetræningslejr i Sierra Nevada 2 uger før EM, så drager jeg til Helsinki til EM, og der sover jeg i ilttelt – og umiddelbart efter EM skal jeg retur til Sierra Nevada i 3 uger. Man kan sige, at EM dermed klart er reduceret til forberedelse til OL, men sådan er det altså de år, hvor stævnerne ligger samme år; når EM om 2 år ligger ’alene’, er det naturligvis højere prioriteret,” siger Andreas Bube.

Lige nu træner han i det omskiftelige danske forår på det forholdsvis undseelige og ret afsides beliggende Bagsværd Stadion. Hele sin karriere har han været medlem af Bagsværd AC, og det startede med, at Andreas’ storesøster trak ham med til atletik, da han var 6 år gammel. Få år senere var det Andreas’ mor, der udløste, at han genoptog atletikken – han spillede efter hendes mening for meget og for ofte computerspil, og nu trængte han til at røre sig!

”Så havde jeg som teenager det held, at vi havde fået ny ungdomstræner i Bagsværd i form af Johnny Bagge, som var 20 år gammel og kommet ind fra Korsør for at læse på DTU i Lyngby. Egentlig var det held, for hvis han var flyttet til Lyngby eller Rødovre og var blevet træner der, så havde jeg ikke løbet 800 meter i dag,” funderer Bube.

Træningen her i marts måned er ’meget, meget hård’ og er bygget op omkring flere elementer.

”4 træningspas om ugen er intervaller. 3 gange er det udholdenheds-intervaltræning, eksempelvis 5 x 1000 meter med 1 minuts pause. Jeg så, du havde talt med Henrik Them forleden – at han løber 15 x 1000 meter med 1 minuts pause, på 3.00 min/km. Jeg løber dem ikke meget hurtigere, måske 2,55 min/km. Men på nuværende tidspunkt skal jeg træne udholdenhed, ikke hurtighed.”

”4. gang er det korte intervaller, for eksempel 20 x 200 meter i noget, der minder om konkurrencetempo. Og så 2 gange om ugen har jeg sprinttræning, små intervaller mellem 60 og 200 meter. Så er der et par træningspas med styrketræning, og 4 gange om ugen løber jeg lange ture, 8-12 kilometer i et afslappet tempo, godt 4 min/km,” siger Andreas Bube.

Jeg vil utrolig gerne med til Diamond League-stævner i år

Med andre ord: Der er masser af mængdetræning i Andreas Bubes tilværelse lige nu. Men præcis hvor meget er ikke i sig selv af betydning. For en 800 meter-løber er det ikke væsentligt, om den samlede menu i løbet af en uge står på 85 eller 125 kilometer i en eller anden gennemsnitshastighed.

”Jeg løber som regel med et gps-ur, så jeg kan sådan set godt logge det. Men vi bruger ikke distancen som et mål i sig selv. Derimod er vi meget opmærksomme på, at de intensive pas sidder, hvor de skal – og så er der lagt progression ind i træningsplanen hen over ugerne; der er mål, men den daglige træning er ikke i detaljer beskrevet. Det kan ændres, hvis jeg ikke er frisk, eller der er andre faktorer, og da Johnny kun har mig at træne på eliteniveau, er det nemt at tilpasse,” siger Andreas Bube.

Hans mål ligger i august måned i London. Inden da er der et EM i Helsinki, som skal anvendes som trænings-laboratorium – men skulle muligheden vise sig for et par Diamond League-optrædender i foråret og forsommeren, så er Andreas Bube absolut frisk.

”En løber på mit niveau befinder sig på sin vis altid i det uvisse. Man kan sjældent planlægge, fordi jeg ikke er selvskrevet til de helt store stævner. Men jeg vil utrolig gerne med til Diamond League-stævner i år, og jeg skal under alle omstændigheder i gang med konkurrencer på højt niveau allerede i maj måned.”

”Er det ikke tidligt, hvis du skal toppe i London?”

”Nej, vi lærte i 2011, at jeg skal have lidt tid at komme i gang i. Jeg løb første gang i juni måned, og der var jeg ikke specielt hurtig – det kom først efter nogle måneder, og jeg toppede som sagt i september.”

”Så I griber det an på samme måde i år som i fjor?”

Ja, det kan man godt sige. Hård, hård træning – det er det, der siger mig mest. Jeg hader core-stability, jeg synes, det er spild af tid. Det skal gøre ondt, så er det godt. Det er sådan, jeg er opdraget. Og træningen som sådan er blevet rutine for mig; hvad skulle jeg egentlig lave, hvis jeg ikke trænede, tænker jeg?”

”Jeg har det utrolig godt efter benhård træning. Når kroppen er helt mørbanket, er det godt.”

  1. 19. marts 2012 kl. 21:12

    Super fedt interview Lars!

  1. No trackbacks yet.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: