Forside > Cykling, Uncategorized > Tour de France i sigtekornet

Tour de France i sigtekornet

Han kørte ikke cykelløb for at være med, men for at vinde

I søndags sluttede det franske etapeløb Paris-Nice, og i går blev den italienske makker, Tirreno-Adriatico, gjort færdig.

Team Sky’s tempomonster Bradley Wiggins tog den samlede sejr i ’Løbet mod Solen’ med en overbevisende indsats på den afsluttende bjerg-enkeltstart, mens Vincenzo Nibali høstede palmerne i det italienske løb fra kyst til kyst ved at blive nummer 9 i den afsluttende korte enkeltstart – det var nok til at hente 6 sekunder fra den amerikanske veteran Chris Horner, men langt fra nok til at konkurrere mod schweiziske Fabian Cancellara, der tog endnu en skalp til bæltet med etapesejren.

I særdeleshed Team Sky og Wiggins har gjort gældende, at marts-løbet blev kørt som en målrettet forberedelse mod Tour de France. Og ’Wiggo’ har også understreget, at han med sejren er sikker på, at han er på rette vej; og kommentatorer har taget hans Paris-Nice-sejr som udtryk for, at han kommer til at køre med om Tour-sejren til sommer, i særdeleshed begrundet i hans evner på enkeltstarten og i det faktum, at Alberto Contador ikke kommer til start.

På samme vis vil Nibali formentlig udlægge teksten for sin del. En sejr i et tidligt forårsløb kan både bruges til rytterens Palmarés og til at kigge frem mod sæsonens udfordringer med fornyet selvtillid.

Men er der egentlig grund til at være særskilt optimistisk, hvis vi lægger til grund, at de begge har Tour de France som mål?

Ikke hvis man ser på statistikken. Først i forhold til Vicenzo Nibali – listen over vindere af Tirreno-Adriatico rummer kun én rytter siden 1966, der senere på året vandt Tour de France.

Det er til gengæld kun ét år siden. Australieren Cadel Evans vandt Tirreno-Adriatico og gik derfra videre til en ganske overraskende sejr i Tour de France.

For Paris-Nice er billedet knap så entydigt, men dog alligevel ganske klart. Alberto Contador vandt Tour’en i 2007 (efter Michael Rasmussens ’udfasning’) og i 2010, og begge år havde han startet sæsonen med at vinde Paris-Nice.

Men ellers skal vi tilbage til 1969-1970-1971 for at finde en rytter, der tog den franske double – det var ’Kannibalen’ Eddy Merckx, som i sin storhedstid ikke var en olympisk ideal-atlet: Han kørte ikke cykelløb for at være med, men for at vinde.

Den samme ambition har naturligvis både Vicenzo Nibali og Bradley Wiggins. Men det er svært at se, at de skulle kunne vinde Tour de France 2012. Også når man kigger på statistikken og historien.

  1. Endnu ingen kommentarer.
  1. No trackbacks yet.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: