Forside > Cykling, Uncategorized > Løbet mod solen – et gammelt kapitel

Løbet mod solen – et gammelt kapitel

I disse dage køres Paris-Nice. Løbet, der kører mod solen. Den første forårsbebuder i cykelsporten.

I 2005 havde jeg mulighed for at følge løbet de sidste dage. Jeg brugte indtrykkene til at skrive et kapitel om, hvordan et cykelhold fungerer, til min bog “Drømmeholdet” om Bjarne Riis’ Team CSC.

I anledning af Paris-Nice 2012 deler jeg hermed kapitlet med jer. Det er mig, der har ophavsretten til det, så jeg vil gerne, at I linker og deler elektronisk – ikke kopi, please.

Men ellers er det til fri afbenyttelse. Direkte fra mit oprindelige manus.

God fornøjelse

Sejr mod solen

 

”Du kan bare gå ind ad den dør, og så kan du stå og kigge på, mens vi holder taktikmøde.”

Det har taget tid at overbevise Bjarne Riis om, at han burde deltage i denne bog. Over nogle måneder har han fået kendskab til projektet, men da de reelle forespørgsler begyndte at tage form, virkede han pludselig modvillig.

Det kom til en delvis aftale, at han havde tid mod slutningen af 2005-udgaven af etapeløbet Paris-Nice; men dagen før afrejse indløb en mail fra Team CSC’s pressechef Brian Nygaard indeholdende nogle reservationer vedrørende Riis’ deltagelse i projektet. Under alle omstændigheder skulle han vide helt præcist, hvad det var, han skulle forholde sig til.

Med andre ord: Oplægget var ikke fri leg med Bjarne Riis.

Men sådan endte det.

En engelsk kollega havde midt i Paris-Nice vekslet nogle bemærkninger med Brian Nygaard, og også blev der udtrykt skepsis over for et bogprojekt, der ville tage fortiden op og fortælle en anden version af historien end den, Bjarne Riis nødvendigvis gerne ser fremmet. Det var med andre ord ikke bare spil for galleriet, at Nygaard havde hejst signalflaget.

Men vel ankommen til Nice, dagen før Bobby Julich skulle køre sig i gult og Team CSC for andet år i træk sætte sin afgørende signatur på Frankrigs næstmest betydningsfulde etapeløb, løste tingene sig. Nygaard og Riis fandt tid i kalenderen, og over mere end tre timer fordelt på to dage besvarede Bjarne Riis spørgsmål og gav sin udlægning af teksten, som han så den.

Og så var det, at han satte trumf på. Han indvilligede i at åbne døren til holdbussen og invitere forfatteren inden for til taktikmødet før den sidste etape, hvor pelotonen skulle køre 135 kilometer med start og mål i Nice. Julichs forspring inden etapen var blot på 19 sekunder, og ruten indebar fire bjerge, blandt andet til sidst en tur op ad Col d’Èze, som på dette tidlige tidspunkt af sæsonen absolut er en hård nød at knække.

”Du kan bare gå ind ad den dør, og så kan du stå og kigge på, mens vi holder taktikmøde.”

Team CSC’s holdbus er i turistbus-størrelse. Med mørkt tonede ruder og en vred ørn – der er firmaets bomærke – malet på siden er det ikke et køretøj, der åbner sig mod omverdenen. Dørene holdes som regel lukket, når bussen sammen med de øvrige holds busser er kørt til starten før løbene. Mens mekanikerne stiller cyklerne frem uden for, taler holdets ryttere de sidste detaljer igennem, man kigger på rutekort, og så er sportsdirektørerne først og fremmest til stede for at skære den endelige taktik til.

Indvendigt er holdets bus et udstyrsstykke med luksussæder, men også en praktisk arbejdsplads med vaske-afdeling bagest, et lille te-køkken og en masse skabe, der er fyldt med diverse fornødenheder. Bussen er med andre ord en rullende kommandocentral, et fjernlager og et opholdsrum på hjul.

”Vi har besøg i dag. Lars Werge kigger med,” siger Bjarne Riis.

”Aaah, så nu holder vi et møde, og når han så er gået, så holder vi det rigtige møde?” siger Carlos Sastre på sit charmerende sigøjner-engelsk.

Den lille spanier kom til Team CSC før 2002-sæsonen. Hans bløde ansigt med de vidtåbne øjne mod verden er fuldt af spilopper, og i denne sammenhæng, hvor holdet deltager i Paris-Nice, har han en helt anden rolle for sine holdkammerater end under de løb, han primært er købt til.

Sastre er en eminent klatrer, der under Bjarne Riis for alvor har udviklet sig til at blive en vinder-type. Han kom fra Manolo Saiz og ONCE, hvor han havde været hjælperytter for stjerner som Joseba Beloki og Igor Gonzalez de Galdeano, og akkurat som da Laurent Jalabert i sin tid kom til holdet, så var noget af det, som Sastre ikke havde, en selvstændig vilje.

I 2003 tog han sin første sejr på Team CSC, da han efter strålende kørsel sejrede på toppen af Ax 3-Domaines stak hånden om i lommen bag på trøjen, rakte en blå sut i vejret og stak den i munden, som en hilsen til sin to-årige datter Claudia, der snart skulle være storesøster. Carlos Sastre var en populær vinder, og Riis var den gladeste mand i Pyrenæerne den dag. Fordi hans mission var på rette spor; siden har Carlos Sastre været med blandt outsiderne, når Vuelta’en skulle forhåndstippes, og det spanske storløb er hans første prioritet, mens han under Tour de France fungerer mere som en afsikret bombe, der med sine angreb på klassementsrytterne kan hjælpe Ivan Basso til en topplacering.

Ved siden af Sastre sidder Frank Schleck. Aftenen i forvejen har først Schleck og siden Riis selv udvekslet gamle minder og røverhistorier med Marcel Gilles, den store mand i luxembourgs cykelsport. Det er Gilles, der har givet Riis Schleck – Riis var blandt Marcel Gilles’ og hans klub ACC Conterns første medlemmer fra udlandet, og siden har de to mænd, hvor forskellige de end er af fysik og fremtoning, holdt en varm linje.

Frank Schleck er 24 år gammel, og alle forventer, at han i løbet af 2005 og 2006 vil udvikle sig til at være blandt Team CSC’s tungeste kort. Af statur minder han om Ivan Basso og Bjarne Riis, og som rytter er han slidstærk som de færreste. Og så binder han i øvrigt de gamle rivaler Riis og Rolf sammen, idet Rolf Sørensen har Frank Schleck i stald i sit management-bureau.

Luxembourgeren skal på den sidste etape sidde langt fremme til sidst. Dels for at beskytte Bobby Julich, dels fordi han i klassementet er så godt placeret, at hvis han slipper af sted op ad Col d’Èze, vil trøjen bare skifte ejermand på holdet.

Bobby Julich har den hvide og gule førertrøje med Adidas-striber og diverse reklametryk på. Den høje mand taler meget denne formiddag. Som om nervøsiteten skal ud gennem munden.

Det er en uvant situation for Bobby Julich. Lige som det var med Carlos Sastre, der sidder scenevant og styrer mødet over for ham, så har også Bobby Julich vænnet sig til at hjælpe andre. Han har været gennem det mentale dødeland i så mange år, at hans tid som stortalent nogle gange har mindet om noget, der var sket for andre og ikke ham selv.

Julich kunne, med sine briller, sin modne frisure, sine velplejede manerer og høflighed, og ikke mindst med sine mange velartikulerede sætninger godt minde om en yngre associate professor på en handelshøjskole eller et universitet. En mand, der har det godt blandt bøger og i diskussioner om de seneste politiske og kulturelle strømninger i Washington og New York.

Men Julich er cykelrytter. Det er sådan, han senere i dag skal definere sig selv på et bevægende pressemøde, og det er sådan, han har set på sig selv, siden han som teenager udkæmpede stenhårde slag på landevejen mod sin jævnaldrende fjende Lance Armstrong. De to var uden sammenligning de største talenter i 1971-årgangen, og de havde hver især kun hinanden at måle sig imod, hvad der i de første sæsoner førte til gensidig rivalisering og siden, da Lance Armstrong trådte igennem til podiepladserne og Tour-sejrene, til noget, der set udefra godt kunne minde om en mental blokering hos den absolut ikke nær så succesrige Julich.

Han opnåede sin største triumf i 1998, da mindre end 100 ryttere nåede til Paris i Tour de France. Resten var enten flygtet, blevet smidt ud eller sad i fængsel som følge af det jordskælv, som Festina-affæren medførte. Det var en Tour de France, hvor storfavoritterne forsvandt, og for Bobby Julich har det siden været et mentalt kors, at han blev husket for en tredjeplads, der måske var den billigste i løbets historie – og så kunne han ikke en gang leve op til den senere.

Året efter var han den amerikaner, der blev stillet de største forventninger til. Men han kunne ikke leve op til dem, og i stedet blev 1999 året, hvor – af alle – Lance Armstrong påbegyndte sit Tour-regimente. Siden fulgte nedtur på nedtur, og med to sæsoner hos Team Telekom som lavpunktet var Bobby Julich millimeter fra at opgive cykelkarrieren i november 2003.

”Men så ringede telefonen, og det var Bjarne. Jeg vidste selvfølgelig, hvem han var – jeg havde jo kørt mod ham – men jeg havde ikke de store ideer om, at jeg skulle til at køre for hans hold. Vi tog et møde, og det var der, han overbeviste mig. Da jeg gik fra vores første møde, var jeg mere optimistisk end meget længe, og jeg glædede mig virkelig til at komme i gang med arbejdet. Siden er det bare gået bedre og bedre,” har Bobby Julich siden berettet.

Det er gået så godt, at han i 2004 angiveligt ventede så længe på et tilbud fra Bjarne Riis om fornyelse af kontrakten, at andre hold, der var blevet interesseret i den genkomne amerikaner, trak sig igen – hvorefter Julich var blandt de ryttere, der måtte spise en stor lønnedgang før 2005-sæsonen.

Det samme har Nicki Sørensen gjort. En årsløn i omegnen af 40.000 Euro er ikke meget for en mand i slutningen af 20’erne, der er udlært og har hus, kone og familie. For nogle år siden tjente han angiveligt også mere end det dobbelte. Men Nicki Sørensen har et specielt ry: Hvis der er én af alle de danske cykelryttere, der er ligeglad med, hvor meget eller lidt, han tjener, så er det Nicki Sørensen. Han vil bare gerne køre på cykel og leve sine drømme og ambitioner ud. Og det kan han sammen med Bjarne Riis, der har været hans mentor siden 1999, da Sørensen kørte for Kim Andersen på Team Chicky World.

”Jeg havde Nicki med i vinter op at stå på ski. Jeg har en ide om, at man skal udvikle og udfordre sin motorik, det gør også én bedre til at køre på cykel. Nicki står på ski på samme måde, som han kører på sin cykel; han er lidt forkrampet, lidt anspændt, og han drøner bare direkte ned til det punkt, han skal, uden at kigge op. Jeg prøvede at få ham til at vælge sit punkt på forhånd, kigge løjpen ud, og så køre med overblik – løfte hovedet – ned til punktet. Sådan skal han også cykle, og det skal vi nok få ham til. Han er en fantastisk rytter,” havde Riis sagt tidligere på morgenen, da han skulle fortælle lidt om sine træningsprincipper og sin opdragelse.

Da Nicki Sørensen i sin tid lavede sin første professionelle kontrakt og skiftede fra amatørerne i Hillerød – hvor han blot havde kørt et par sæsoner efter i mange år at have satset på langdistanceløb – til Team Chicky World, skete det af alle steder på McDonalds i Stilling tæt på den jyske motorvej. Da han i 2001 debuterede i Tour de France, var det stadig med håbet om, at han skulle opad i hierarkiet og gøre sig så godt bemærket som muligt i den samlede stilling.

Nicki Sørensen er flyttet til Lucca for at bo tæt på Bjarne Riis og for at have muligheden for at træne sammen med andre verdensklasseryttere i de for ham optimale omgivelser. Men samtidig er han gledet ind i rollen som hjælperytter, og hans arbejde for Tour-bejlere som Laurent Jalabert, Tyler Hamilton og Ivan Basso har vundet ham stor respekt. Nicki Sørensen er også på den måde gået i Bjarne Riis’ fodspor som den gode, solide og selvopofrende hjælper, og det er også hans rolle på dagens Paris-Nice-etape: Han skal yde en indsats, så trøjen kan blive på holdet, og hvis det går rigtig godt, så bliver han en del af løbets bedste mandskab, som der er en holdpræmie til akkurat som i Tour de France 2003, da Nicki Sørensen kunne hyldes på podiet i Paris.

Modsat Nicki Sørensen er Jens Voigt holdets stjerne. Det var ham, Bjarne Riis som den første forlængede kontrakten med i eftersommeren 2004; Voigt er en kriger, der kun mangler overblikket til at kunne vælge de rigtige kampe at kæmpe på landevejen – han er opdraget til, og har vel også et medfødt instinkt, hvis den slags gives, for at angribe, angribe, angribe.

Det har gjort ham til Team CSC’s mest populære rytter i løbet af bare en enkelt sæson. Men det skyldes ikke kun hans rablende rasende kørsel, der i 2004 sikrede ham og Team CSC et rekordstort antal top 10-placeringer hen over sæsonen. Det skyldes også hans evne til at brage ud med en udtalelse og en historie, der i dén grad modsiger tesen om, at cykelryttere har for meget vind og for lidt omtanke i hovederne til, at de er fornuftige at høre på.

Men Paris-Nice har også været en lærestreg for Jens Voigt. Han kom for skade at sige til en tysk regionalavis, at Lance Armstrong ikke ville køre Tour de France; i internet-tidsalderen har den slags udtalelser ikke mange minutters eksklusivitet, og i de seneste par dage har den barnefødte østtysker måttet forholde sig igen og igen til sine talestreger – som han måske, måske slet ikke havde givet. Og denne søndag lander et stort interview i Tysklands opinionsmæssigt mest betydningsfulde søndagsavis Frankfurter Allgemeine Sonntags-Zeitung, hvor Jens Voigt præciserer ugens begivenheder. Han siger, at Lance Armstrong har mere at tabe end at vinde ved at køre Tour de France og jagte den syvende sejr i træk, fordi amerikaneren allerede er historisk med sine seks sejre.

Jens Voigt kom til Nice som favorit. Han vandt tidligere på det i sig selv tidlige forår Étoile de Bességes, og han sikrede sig til overflod sejren på prologen. Men i modsætning til, hvad Riis har forsøgt at indprente ham, så kørte Voigt et par dage med det taktiske hoved under armen i ugens løb, og derfor er han ikke længere i gult. Så i dag står den på hjælperrollen for stjernen Jens.

Kurt-Asle Arvesen er en tætpakket, nærmest gammeldags cykelrytter. Hans ben er knudrede, muskuløse og lavstammede, og som sådan minder han en del om de cykelryttere, der kørte i 1960erne og 1970erne; hvor rytternes ben i dag er magre, nok muskuløse men ikke overdimensionerede, så var det anderledes tidligere, da volumen var i top og evnen til at hamre pedalerne i bund var mere efterspurgt end det runde, hurtige tråd, som rytterne i dag anvender.

Sådan er Kurt-Asle Arvesen ikke. Han har i de seneste sæsoner fulgt sportsdirektør Kim Andersen og var først på Fakta og siden 2004 på Team CSC sammen med Andersen, der netop var en muskuløs, sej rytter tilbage i 1980erne, da han skrev sig ind i den danske bevidsthed ved at erobre den gule førertrøje.

Den 28-årige nordmand er både en arbejdsmand og en angriber. Han har de samme evner og færdigheder som Jakob Piil og Jesper Skibby – han er en afslutter, der tør satse på det store, gennemførte angreb langt inde under mål, og så er han iskold, når det gælder. Mens Arvesen ikke har fået resultatmæssigt så meget ud af skiftet til Team CSC, så har han til gengæld fundet sig en plads i hierarkiet, hvor man lytter til ham, og der er en bred anerkendelse af, at han dels har været ret uheldig – mest i Tour de France 2004, hvor han slet ikke kom til de afslutninger, han var udtaget med håb om, men i stedet stod på hovedet på asfalten i tide og utide – dels også har ydet en enorm indsats for at få holdarbejdet til at fungere.

Den kontante kvittering for dét så man i øvrigt under Post Danmark Rundt 2004, da Jens Voigt som den enkleste ting i verden kunne have vundet løbet sammenlagt, men hvor tyskeren delte sejren ud til den tidligere U23-verdensmester fra 1997 som en anerkendelse af, at heldet gennem sæsonen ikke helt havde været på Arvesens side – inden da havde han blot vundet CSC Classic i Århus.

David Zabriskie klager over, at han har lidt ondt i ryggen. Han er ikke helt på toppen, føler han, men holdlægen Joost de Maeseneer, der også overværer taktikmødet, forklarer det bagefter med, at de i øvrigt hårdføre cykelryttere ofte får små-skavanker af den mest besynderlige karakter, når de ser lægen. Han siger det med et smil, men vel også med en tilfreds bagvedliggende konstatering af, at nok er lægerne kun ude til de største løb i sæsonen, men der er til gengæld også brug for dem, når de kommer – om ikke andet så til at stryge rytterne med hårene.

Den mest berømte af Team CSC’s behandlere, healeren Ole Kåre Føli, er ikke i Nice. Måske fordi Riis ikke har fundet det nødvendigt at betale Føli dagsprisen på angiveligt 4000 kroner for de tjenester, han under flere års Tour de France har opnået enormt kendskab på; her har Føli igen og igen fået Team CSC’s ryttere op at stå stik mod alle odds – hvilket så har været på bekostning af, at forholdet mellem Føli og de to læger på holdet er høfligt, men ikke det allermest hjertelige. De Maeseneer og den anden læge Piet de Moor mener, at Føli er lidt af en uvidenskabelig charlatan, der i flere tilfælde har fået lov at komme foran dem i køen ved de tilskadekomne. Det var i hvert fald en vurdering, man godt kunne opsnappe uden for referat af de involverede parter under Tour de France 2003, da Tyler Hamilton havde ødelagt sin skulder.

Zabriskie har ikke ødelagt noget. Tværtimod har han måske klinket skårene i en karriere, der så ud til at være lidt på vej nedad. Amerikaneren har tidligere kørt for Lance Armstrong i en ret anonym hjælperrolle, og han ser kontrakten med Team CSC som en stor mulighed for at vende udviklingen og måske kopiere Tyler Hamilton, Ivan Basso og – måske, det vil afhænge af denne dags udfald – landsmanden Bobby Julich, som alle har kunnet finde vinderinstinktet under Riis’ regimente.

Over for Zabriskie sidder en mand med fjernt blik, moderigtigt lidt tjavset hår og to guldkæder om højre håndled. Russiske Vladimir Gusev er andetårs-professionel og dermed stadig i lære i faget, men lige nu ser han ikke ud til at lytte særlig meget. Blikket er indstillet på uendeligt, og når russeren endelig siger noget, taler han ikke – som resten af de tilstedeværende – engelsk. Gusev taler italiensk, for som så mange andre landsmænd har han boet flere år i Italien, hvor nogle af de store amatørklubber, der fungerer som fødekæde for prof-holdene, har støvsuget østlandene for talenter og fået dem til at flytte til området og køre for sig.

Sådan en fangst er Gusev. Så er han også 22 år, og unge mennesker i 2005 er bare opdraget på en anden måde end unge mennesker i 1985, da Bjarne Riis var på vej ind i faget.

”Unge mennesker skal jo ha’ det på en anden måde i dag. De stiller jo ofte krav uden at være klar til at indfri det. Og for Vladimir handler det så i øvrigt også om, at han tit er forvirret. Han forstår udmærket engelsk,” siger Riis senere.

Sådan ser det ikke ud. Og Gusev får da også en hovedrolle på taktikmødet, der kommer til at give et godt billede af, hvordan Bjarne Riis arbejder med sine folk. De folk, der i de kommende år skal være med til at sikre Riis, at han har verdens stærkeste og bedste cykelhold. De ryttere er ikke tilfældigt valgte. De er udpeget af Riis og er kommet til holdet, fordi de kan formes og fordi de også kan være med til at give Riis Cycling succes i de løb, man satser allermest på – primært Tour de France og dernæst de store etapeløb. Gruppen til dette Paris-Nice er på den måde et godt tværsnit gennem Riis’ organisation.

”Er I klar? Er vi klar?”

Spørgsmålet hænger i luften. Riis bruger ingen mikrofon, han står forrest i bussen og taler bagud, hvor rytterne sidder på de grålige lædersæder og tænker over de udfordringer, der kommer i dag. Start og mål er i Nice, på Promenade des Anglais med udsigt til de smukkeste blå bølger man kan forestille sig, og med luksushotellerne langs boulevarden strøet som pletterne på en dalmatinerhund. Udenfor dufter det af overklasse og af penge. Herinde dufter det af kamferolie og koncentration.

”Det er lige før, at etapen i går blev for nem for os og for feltet. Men mange af de andre hold var glade for, at det var os, der skulle forsvare trøjen, det er jeg sikker på. Hvis vi ikke havde haft den, så havde vi gjort løbet langt hårdere, og så havde de andre været mere mærket,” siger Bjarne Riis.

Etapen lørdag sluttede i Cannes lidt længere mod vest på Cote d’Azur, og det var en tur, der var præget af næsten orkanagtig vind. Team CSC skulle forsvare Bobby Julichs førertrøje, og da et ufarligt udbrud var gået relativt tidligt, koncentrerede rytterne på holdet sig om at fastholde grebet om hovedfeltet og rullede stille og roligt i mål i en medvind, der gav dem en fart på 60-70 kilometer i timen på opløbsstrækningen.

”Men vi har stadig trøjen. Og opgaven i dag er at bringe Bobby til målstregen uden at tabe førstepladsen. Vi ved godt, hvordan det skal gøres. Vi skal kontrollere dem. Vi skal kontrollere dem klogt. Og det kan godt blive vanskeligt, fordi vi ikke var de eneste, der sparede lidt kræfter i går. Der var nogle af konkurrenterne, der kunne tage det nemt i går, og derfor forudser jeg, at etapen i dag bliver præget af mange angreb i begyndelsen. I går så de, at vi var klar til at lade et udbrud køre, og derfor vil mange nok forsøge sig i dag i starten, så det kan godt blive en hektisk start. Og sker der ikke noget i begyndelsen, så kan vi nok forvente det på den første stigning i dag,” siger Bjarne Riis.

Gusev kigger stadig ud i luften. I december måned, da hele firmaet var på militær overlevelsestur i Finderup distrikt i Jylland – et militært område – stod han også og kiggede lige ud og lignede ikke én, der havde forbindelse til virkeligheden; samtidig stod en øvelsesleder og fortalte på engelsk den gruppe, som Gusev var en del af, hvordan de skulle forholde sig, når de om lidt skulle ud på vandet i en stor gummibåd og ro en bestemt vej til næste udfordring. Instruktionen gik blandt andet på, at hver af deltagerne fik en redningsvest på, som med et enkelt træk i en snor kunne udløses. Øvelseslederen lagde vægt på, at deltagerne ikke udløste snoren.

Da det kort efter piftede kontant som tegn på, at en vest alligevel var blevet udløst, stod Gusev smågrinende og kiggede på sine holdkammerater med et let fjollet glimt i øjnene.

Nu står Riis og fortæller, hvordan de enkelte ryttere skal køre etapen i dag. Og hans instruktioner retter sig specielt mod Kurt-Asle, Carlos Sastre og Gusev.

”I skal køre i starten. Vi sparer David i begyndelsen, og det er op til ham at komme og fortælle, om hans ben er i orden. Så Vladimir: Du skal gøre, som du får besked på! Du skal ikke blive sur, du skal i stedet lytte til erfaringen,” siger Riis.

Gusev kigger op for første gang, da hans navn bliver nævnt. Og han tager til genmæle på italiensk, hvad Riis tilsyneladende først forsøger at negligere, men som han så må besvare, da Vladimir Gusev taler om, at han er flad, og at hans ben er trætte efter i går. Problemet, som Riis og de erfarne ryttere ser det, er bare, at på lørdagens etape kørte Vladimir Gusev stik mod alle aftaler, og når han tog føringer, kørte han ganske enkelt for hurtigt. Det var ved at splitte sammenholdet, og derfor vil Riis og de øvrige ryttere sådan set ikke høre så meget pis fra russeren.

”No, you must listen to the experience,” lyder det fra Sastre. Det er første gang, han siger noget på selve taktikmødet, men det er til gengæld tydeligt, at der var en regning fra lørdag, der skulle sendes tilbage til Gusev.

På resten af mødet sidder russeren igen og er væk. Riis skal bagefter forsikre, at han hørte efter, og undervejs på etapen kommer det da heller ikke til nogle konfrontationer.

”Carlos og Kurt kontrollerer feltet og udviklingen. Og Bobby, du tager den med ro! Du skal spare energi, og holdet skal nok kigge efter dig. Det skal du stole på,” siger Riis.

Bobby Julich har siddet uroligt. Han er ganske tæt på kroningen af den genfødsel, som det har været for ham at komme til Team CSC. Der sidder en førertrøje på ham, men mentalt har han ikke helt taget den på endnu, og de mange år som hjælperytter sidder dybt i hans bevidsthed.

”Bobby, når vi kører foran dig, og vi kommer til en rundkørsel, så skal du følge os, hvis vi kører venstre om. Så må du ikke køre højre om. Du skal følge dit hold, det skal nok føre dig frem – men det er vigtigt, at du accepterer, at det er folkene i front, der bestemmer,” siger Carlos Sastre.

”Ja. Jeg stoler på jer,” siger Julich med en stemme, der lyder som om den har overnattet på bunden af et kanariebur.

Han er nervøs som ind i helvede. Han bor i Nice, hans kone og datter er kommet for at se ham. Løbet slutter på den hjemmebane, som han valgte i 1997, da han sammen med Frankie Andreu og Kevin Livingston kom ind med firetoget fra USA, prajede en taxa og blev boende. Trioen kørte for Cofidis, og det franske hold havde hjulpet dem til en bolig i det sydfranske velhaver-område. Siden har Julich kørt vejene omkring Nice tynde, men i dag er det, som om kendskabet til ruten – han har også kørt selve løbet Paris-Nice otte gange før – ikke udmønter sig i en selvsikkerhed. Aftenen før og om morgenen har han talt og talt og talt, og det er måske den største anke, hans tidligere holdkammerater havde mod ham: At han talte og tænkte alt for meget til at være en god cykelrytter, for der skal man nogle gange bare æde sit eget lort og så komme ud over stepperne.

Bobbys bedste ven i cykelsporten er Jens Voigt. De to deler altid værelse, hvis de kan komme til det. Og Julich har masser af gange kørt som hjælper for Jens, ikke mindst da de kørte for Credit Agricole i et par sæsoner. Nu skal han have Jens til at køre for sig, og det er mentalt set en stor udfordring for en mand på 33 år at ændre opfattelse af op og ned i cykelsporten stort set i løbet af en enkelt nat.

”Men vi skal kun koncentrere os om én ting: Den gule trøje,” siger Jens Voigt.

Team CSC fører holdkonkurrencen i løbet med 2 sekunder. Jens Voigt kan med lidt held erobre pointtrøjen fra Quick Step-Davitamon’s Tom Boonen, der vandt de første etaper; måske skal han ikke en gang bruge held, for rygtet vil vide, at han har trukket sig og er på vej til Italien godt 100 kilometer væk, hvor han vil teste stigningerne i den efterfølgende weekends forårsklassiker Milano-San Remo. Så måske er der en trøje ekstra til Team CSC. Men som Voigt lige har sagt, så er det ikke et tema nu i mandskabsbussen.

”Alt det må være ekstra gevinster. Det kan vi afgøre i de sidste minutter, når vi sidder derude, og vi føler overskud. Først og fremmest skal vi have den gule trøje sikkert i mål,” siger Bjarne Riis.

Carlos Sastre fortæller de andre, hvordan de to udfordrere til Bobby Julichs trøje, Saunier Duvals Constantino Zaballa og Illes Balears’ Alejandro Valverde, er nære venner. Som spanier er Sastre manden, der skaffer information om de spanske udfordrere, og han ved godt, at de to tidligere holdkammerater hos Kelme er klar til at se stort på hold-tilhørsforholdene, hvis det kan skaffe en af dem den samlede sejr.

”Men jeg tror ikke, de har den fornødne speed i dag til at vride sig afgørende fri på Col d’Éze. Vi skal være opmærksomme, men vi skal ikke være alt for nervøse. Bobby ser stærk ud, så det skal nok gå,” siger Carlos Sastre.

Nicki Sørensen, Bobby Julich og Kurt-Asle Arvesen kommer med forskellige indspark, og pludselig kan man tydeligt mærke, at der er en verden uden for de tonede ruder, og den venter på de her knægte i bussen. Det er ved at gå op for dem, og måske er det årsagen til, at Bjarne Riis løfter stemmen, før de kan gå ud til cyklerne.

”HEY! Slap af, drenge. Det bliver en lang dag i dag. Det bliver en hård dag. Men vi er godt forberedt. Så slap af, tag det køligt derude, og hold jer sammen. Husk at få mad undervejs, sørg for at få drikkelse nok. Så skal det nok gå!”

Solen skinner, og Nice er klædt i smuk forårsdragt. Søndag på Promenade des Anglais demonstrerer elementer af det løse, luksuriøse liv, som da en ældre mand i civil kommer hen til Team CSC’s bus og fortæller om sin Colnago-racer, som han triller rundt på. Det er en cykel, som i Danmark ville koste i underkanten af 50.000 kroner, manden kører på, og det virker slet ikke underligt. Lige overfor bussen holder Richard Virenques potente Porsche 911 Carrera, og sådan er der så meget, der kan få en dansk middelklasse-indkomst til at krympe tæer og føle sig underlegen.

Løbet sættes i gang, og promenaden affolkes i et par timer for alt andet end de sædvanlige søndags-flaneurer, mens rytterne bevæger sig rundt i landskabet uden for byen. Og Bobby Julichs talestrøm var tilsyneladende fuldt berettiget, for der er meget nervøsitet i feltet i begyndelsen, indtil et syvmands-udbrud er etableret.

Først efter 35 kilometer, da lykkeridderne har 3,35 minutters forspring, reagerer Team CSC og tager kontrollen i feltet – akkurat som man havde aftalt på taktikmødet er det i første omgang Sastre, Gusev og Kurt-Asle Arvesen, der leder toget. Og hen over de næste 50 kilometer mindskes afstanden til mindre end et minut, før feltet kører op ad den næstsidste stigning La Turbie, og det andet geled af CSC-toget tager over.

”Nicki ydede et fantastisk arbejde i dag. Han var helt utrolig, men går så ned til sidst, da han har ført dem op anden gang,” siger Bjarne Riis bagefter.

Da står han og tygger på en Big Mac, og det er i sig selv en sjældenhed for den kost-koncentrerede Riis med den gode smag at se ham fortære multinational fast food i fuld offentlighed. Men når man har fået stillet sulten på succes er det tid at få kaloriedepotet fyldt; og Riis har kun grund til tilfredshed bagefter.

For løbet udvikler sig fuldstændig som tænkt. Om det så skyldes Team CSC’s fysiske overlegenhed – de otte ryttere er alle med, da feltet brækker i flere dele tidligt i løbet, mens de øvrige hold kun har ganske få repræsentanter blandt de 35-40 ryttere – eller det er Riis’ forudseenhed, der er årsagen, er straks sværere at gennemskue.

Men da feltet kører til toppen af d’Èze, er der kun en mand forude, og han bliver hentet på vejen op ad den 5,5 kilometer lange bjergside. Dagen er perfekt, i front ligger Jens Voigt og trækker sammen med Frank Schleck, og Bobby Julich tager den trods alt med ro – selv da Alejandro Valverde sætter sit angreb ind, hvad de har forventet, er der ingen nervøse trækninger, og Voigt maler bare spanieren ind igen med Julich i sit baghjul og et stadigt mere decimeret felt i ryggen.

Kasakstaneren Alexandre Vinokourov har vundet Paris-Nice to gange (2002 og 2003) og da han stikker af sted frem mod den sidste udbryder Alberto Contador, der har siddet derude hele dagen, er det kun med til at understrege CSC-kontrollen; Vino blev fotograferet sammen med Voigt og Julich før løbets start, og han udgør ingen fare i det samlede regnskab, som Team CSC sætter sig på med den forventede afslutning af løbet.

Hovedfeltet når op til Vinokourov og Contador få hundrede meter fra målstregen, og selv om Valverde understreger sit store potentiale og spurter sig til sejren, giver det ham blot 10 bonussekunder, og det er 10 for lidt, så Julich kan ånde lettet op. Det samme kan Voigt, for Boonen stillede aldrig til start, og der venter en grøn trøje på podiet, som han sammen med Julich kommer til at betræde fire-fem gange.

Holdet skal nemlig også op. Forspringet til Saunier Duval-holdet blev ikke ændret, og de otte mand skal have overrakt en medalje og være i fokus for en hyldest, der måske ikke udstråler den store entusiasme fra nogle af de involverede – hverken rytterne eller arrangørerne bruger unødvendig meget tid på det – men som ikke desto mindre giver gode Euro i præmiekassen og en fin omtale af Team CSC i cykelmiljøet.

Så ni mand går på podiet. Ud over rytterne er det Bjarne Riis og Kim Andersen. Carlos Sastre, David Zabriskie, Vladimir Gusev og Kurt-Asle Arvesen har haft god tid til at sætte frisurerne, idet de stod af, da feltet kørte ud på den sidste omgang. Da var deres arbejdsdag overstået, og det var gået godt, så de er klar til at blive lykønsket og stiller pligtopfyldende brede smil til skue for fotograferne.

Men Nicki Sørensen når det aldrig. Fuldstændig udmattet blev han sat nær toppen af Col d’Èze, men modsat så mange andre valgte han at trille i mål alligevel, hvortil han ankommer godt 12 minutter efter Valverde. Og da er festlighederne på podiet for Team CSC overstået.

Arbejdsdagen er forbi. Holdet opløses, og rytterne søger hjemad for at samle mod på de næste opgaver i en sæson, der kun lige er begyndt.

  1. Endnu ingen kommentarer.
  1. No trackbacks yet.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: