Forside > Cykling, Uncategorized > Riis er vanskelig at undvære

Riis er vanskelig at undvære

En lille uges pause i skriblerierne er jo ikke det, der får knyttet folk til sådan en blog som denne. Men idet vi i Dansk Journalistforbund afsluttede overenskomstforhandlingerne med Danske Mediers Arbejdsgivere hen over weekenden, var jeg i dén grad optaget andetsteds i forhold til at skrive her i fritiden.

Søndag nåede jeg lige at åbne kort for Kuurne-Bruxelles-Kuurne på TV2 Sport, men så fik vi gæster, og jeg måtte undvære de sidste 40 kilometer af løbet – som det ifølge referaterne til gengæld ser ud til var en Sky-magtdemonstration af de store til fordel for verdensmesteren Mark Cavendish. Han har godt nok ikke Lars Bak med sig i år, men det er vist kun set med nationale briller, man kan mene, at det gør hans leadout-men svagere end i fjor.

I morges var jeg så inviteret i God Morgen P3 for at kloge mig på dagens møde i Schweiz, hvor Bjarne Riis var inviteret til et møde med UCI’s licenskomité, som skal tage stilling til, om Team Saxo Bank fortsat kan være en del af World Tour – cykelsportens Champions League.

Du kan høre indslaget her, men vær opmærksom på, at det er et link til alle 3 timer i programmet. Jeg var på efter 1 time og 35-37 minutter…

Her sagde jeg, at efter min opfattelse bliver Team Saxo Bank ikke smidt ud af World Tour. Sker det, vil de alt andet lige ikke få lov at køre Giro d’Italia, Tour de France og alle klassikerne, der har deltagelse af disse hold plus en lille gruppe af særligt inviterede hold fra de lavere rækker.

Det vil ikke ske af flere årsager:

  • Riis har været bagmand for sit cykelhold i forskellige navne-forklædninger siden 2001 og sender således sit hold i ilden på 12. sæson
  • I alle årene har der været styr på økonomien. Driften af holdet er sund. Der har til tider været tvivl om den fremtidige funding, men lønnen er blevet betalt til tiden
  • Team Saxo Bank leverer pænt over hele sæsonen, og selv om holdet i disse år er bygget meget énstrenget op, har Riis også gang i nogle spændende talenter, som vel også bør have en chance i 2012
  • Faktuelt set har Riis-holdet aldrig haft en dopingsag. Ryttere er enten blevet taget for doping, efter de var færdige på holdet, eller de har fået en sag på halsen, mens de kørte for Riis – hvorefter de typisk har indgået aftale om at stoppe
  • På samme vis kan man anføre, at Alberto Contador ikke har haft en dopingsag, mens han kørte for Riis. Spanieren blev taget, da han var på Astana og på vej til Riis
  • Contador står for 68 procent af de ranglistepoint, Team Saxo Bank kørte ind i 2011. Med andre ord er det et stort tab for Riis-holdet – men spanieren kunne i princippet lige så godt være blevet alvorligt skadet, og så ville holdet formentlig ikke være i fare for en udvisning
  • Riis har formentlig slået hårdt på, at spanieren for det første ikke blev dømt for doping (CAS vurderede, at clenbuterol var i hans krop eksempelvis som følge af forgiftet kosttilskud) og for det andet, at Contador kommer tilbage til sidste halvdel af sæsonen, nemlig fra starten af august

Men det primære ønske, man må have til den kommission, er naturligvis, at den træffer en hurtig afgørelse. Uanset ens følelser for Team Saxo Bank eller for cykelrytterne, så er det ikke fremmende for noget som helst, hvis sagen trækker ud i månedsvis.

Senest til påske bør der med andre ord ligge en afgørelse. Men jeg tror ikke, den går Bjarne Riis imod. Han er for vanskelig at undvære i cykelsporten.

  1. Theis Lange Olsen
    1. marts 2012 kl. 14:11

    Gode analyser, Lars. Tak for det.

    Men her ved jeg ikke, hvor sikker jeg er på cykelsportens mastodonter og deres syn på Riis’ uundværlighed i de store løb. Alle de oplistede argumenter for, at Team Saxo Bank kan fortsætte i World Tour, giver god mening. Men er jeg kun pessimist, hvis jeg fremfører ASO’s hævntørst som et argument for at udelade Riis fra cykelsportens Superliga?

    Prudhomme har ikke lagt skjul på sin forargelse over Riis’ brug af doping i Tour’en 96 og de mange dopingsager, der involverede Riis’ ryttere (Eksempelvis Basso 2006 og Hamilton 2004). Selvom du fremfører, at ingen ryttere kan siges at have haft direkte kontakt med Riis i forbindelse med en dopingsag, har der alligevel tegnet sig et billede af, at ryttere i Riis’ stald har haft fingrene lige lovligt langt nede i dopingkrukken. Kunne man ikke forestille sig, at Prudhomme kunne tænke sig at straffe dette?

    Selvom det på ingen ville være fair, hvis det bliver til virkelighed, skal ASOs hævntørst ikke underkendes. Hvor hult det end klinger, vil Prudhomme og co. gerne fremstå som de sande beskyttere af cykelsporten, og i bestræbelserne skyr de ingen midler.

    • 1. marts 2012 kl. 17:43

      Kære Theis,
      Jo, Prudhomme er en mand med god hukommelse og ømme tæer🙂 Men så vidt jeg kan gennemskue, er det kun, hvis Team Saxo Bank bliver degraderet, at ASO’s hævntørst bliver en faktor – for ellers er de vel tvunget til at inkludere holdene på World Tour-listen?
      Tak for reaktion. Det bliver spændende at følge
      MVH Lars

  2. Theis Lange Olsen
    1. marts 2012 kl. 17:53

    Ja, det er klart. Jeg er lige trådt et skridt videre… UCI’s licenskomité skal selvfølgelig degradere Riis, før ASO kan tage en beslutning. Men det er vel heller ikke helt utænkeligt, at Pat McQuiad kunne tænke sig at straffe Riis..

  1. No trackbacks yet.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: