Forside > Cykling, Uncategorized > Lance – varemærket er hans våben

Lance – varemærket er hans våben

Lance Armstrong var rent ud sagt imponerende i går på den halve Ironman i Panama, hvor han indtil få kilometer før målstregen var i spidsen for et felt af internationale elite-triatleter med blandt andre danske Rasmus Henning – og hvor Bevan Docherty til sidst indhentede og overspurtede 40-årige Lance Armstrong, som sluttede på andenpladsen i 3:50,55 timer for de 1,9 km svømning, 90 km cykling og ½maraton (21,1 km).

Det var Armstrongs debut, og han har bebudet, at han i år vil deltage i en række jernmands-konkurrencer i triatlon. De fleste bliver på den halve distance, men der er også planlagt en enkelt fuld Ironman, og målet for den syvdobbelte Tour-vinder er at opnå deltagelse i Ironman Hawaii.

Med tanke på, at Armstrong var oppe mod nogle af disciplinens bedste specialister, og med tanke på, at manden som sagt er 40 år gammel, og med øje for, at det var første gang, han var ude på en halv Ironman, så er det slet og ret vanvittigt, at han kunne blive nummer to.

Og med slet skjult adresse til Armstrongs suverænitet i Tour de France og hans evindelige kamp mod dopingmistanke og –myndigheder, så gik der heller ikke lang tid efter afslutningen, før det kom frem, at nummer 1-2-3 i Panama-konkurrencen ikke var blevet dopingtestet. Hvilket har fået konspirationsteorierne til at blomstre fint på de sociale netværk.

Rasmus Henning, der sluttede som nummer fire, udtalte sig således ganske offensivt på sin hjemmeside:

”Jeg blev tilfældigt udtaget til dopingkontrol som nummer 4, og det har jeg intet problem med, men mange undrede sig over, at top-3 hos herrerne ikke blev testet her i Panama, og det undrer også mig. Jeg kan ikke komme i tanke om andre gange, hvor man ikke har testet top-3, men kun fra 4 og ned, som det var tilfældet i dag. Det kan selvfølgelig være et tilfælde at top-3 hos herrerne ikke testes i dag, men generelt er det skuffende, hvis top-3 ikke testes i alle konkurrencer, for arrangørerne holder præmiepengene tilbage i 2-3 måneder indtil der er svar på prøven, og top-3 henter 75 % af præmiepengene, så det giver ikke mening”

Siden har Rasmus via Twitter og som svar på andre henvendelser forsikret, at udtalelsen ikke er ment som en stempling af Lance Armstrong. Men den manglende dopingkontrol af podieplads-vinderne har givet anledning til undren hos andre.

På den anden side set: Lance Armstrong har ofte omtalt sig selv som den mest testede atlet i sportsverdenen. Han har aldrig testet positiv, han har ’overlevet’ en cykelkarriere på allerhøjeste niveau i nogle af de giftigste år i sportens historie uden at blive knaldet, og nu, efter et par års pause fra rampelyset, sætter han det hele på spil for at dyrke en ny sportsgren.

Hvis man tænker rationelt – og det gør Armstrong-lejren uden tvivl – giver det ganske enkelt ingen mening, at Lance skulle dope sig nu. En positivt dopingsag ville få fundamentet under ham til at forsvinde, og det ville ødelægge hans ry og omdømme i USA og globalt hurtigere, end det tog ham at fuldføre den imponerende Ironman.

Til gengæld er der en anden ting at hæfte sig ved omkring Panama-stævnet. Tre dage før startskuddet lød, annoncerede Armstrongs cancer-organisation, Livestrong, et sponsorat af Ironman-serien og samtidig deltagelse af Lance i udvalgte stævner hen over sæsonen.

Kan man ikke med en vis ret spørge, hvorfor en godgørende organisation, der skal rejse penge til cancer-forebyggelse og –forskning (mere om det lige om lidt) skal poste masser af penge i et sponsorat af ekstrem sport? Måske ville disse penge gøre mere gavn for cancer-patienterne, hvis de blev brugt på forskning og forebyggelse og helbredelse?

Når jeg spørger på denne måde, handler det om opfattelsen af, at Livestrong har ét overordnet mål, og det er ikke at modarbejde cancer. Det er i stedet at promovere Lance Armstrong – siden jeg første gang stiftede bekendtskab med organisationen Livestrong i 2004, da de første gang ved Tour de France uddelte de gule gummibånd og samlede penge ind, har de opført sig som bodyguards for Lance Armstrongs omdømme i alt for mange tilfælde til, at de er til at tage alvorligt i sig selv.

De store, benzinhostende firehjulstrækkere og den Nike-glanspolerede amerikanske college-sports-agtige verden, deres repræsentanter udstråler, har fra første øjeblik virket næsten intimiderende i stilen; akkurat som Armstrong og hans entourage også kunne virke intimiderende over for kritik af enhver art.

Livestrong har været en stor succes som organisation, fordi den fint har koblet Lance Armstrongs succes og hans ikoniske status med det fuldt ud hæderværdige formål at forhindre den mest elendige af alle elendige dødbringende sygdomme i at vinde udbredelse.

Men for nylig læste jeg så en fremragende – men også meget lang, så er du advaret… – artikel om Livestrongs daglige arbejde, her et par år efter Lance Armstrongs farvel til helterollen i Frankrig og omegn. Og her blev det skåret ud i pap, at Livestrong ikke arbejder for det formål, de officielt fortæller:

Pengene, der bliver samlet ind, går nemlig ikke til forskning

Pengene, der bliver samlet ind, går ikke til forebyggende arbejde

Pengene, der bliver samlet ind, går i stedet til konferencer. Til markedsføring af Livestrong – og Armstrong. Og til hele tiden at holde gryden med Lance Armstrong i kog.

Den gryde, som Lance faldt i som lille, og som i går i Panama under alle omstændigheder producerede endnu et lille øjeblik fyldt med forbløffelse.

Fænomenet Lance er et varemærke. Og varemærket er hans våben. Sammen med viljen

  1. Endnu ingen kommentarer.
  1. No trackbacks yet.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: