Forside > Cykling, Uncategorized > Kraftværket fra Rostock – en blues for Ullrich

Kraftværket fra Rostock – en blues for Ullrich

’Århundredtalentet’ hed den i (min) danske oversættelse, da Andreas Burkerts fremragende portrætbog af cykelrytteren Jan Ullrich udkom i Danmark i 2005. ’Jahrhunderttalent’ – det er på en måde mere retvisende og lyder på sin vis bedre på tysk.

Et kraftværk af dimensioner var der tale om, og da han som purung vandt Tour de France i 1997, talte alle om, at her var manden, der kunne vinde løbet 6-7-10 gange i træk!

Det var inden Lance Armstrong kom ind i billedet i 1999. Og det var i særdeleshed inden Jan Ullrich viste os bagsiden af medaljen, når han i løbet af en vinter tog 15-20 kilo på.

Det specielle ved Ullrich var, at han kunne køre sig i form i løbet af ganske få måneder, nogle gange kunne mindre tid endda gøre forskellen. Og når motivationen var på plads, og når formen var til stede, så var han d’autre Monde – af en anden verden.

I dag kom endnu en dom fra CAS. Den schweizisk baserede sports-overhøjheds-domstol har haft travlt i den her uge, hvor de først stadfæstede dommen over Alberto Contador, og i dag dekreterede to års karantæne til en mand, der trak sig tilbage fra cykelsporten for 5 år siden. Flot arbejde, drenge dernede i Schweiz!

Nå, spøg til side. Dommen fik mig til at fundere over, hvordan Ullrich mon har det i dag? Han arbejder med motionscykelløb og virker, når man ser ham i de forskellige offentlige fremtrædender, mere let-på-tå end i karrierens velmagtsdage, hvor han ofte virkede utilpas i mediernes søgelys. Også før han blev kædet sammen med Opéracion Puerto, i øvrigt.

Tanken fik mig til at lede i arkivet, og jeg fandt en artikel, jeg skrev under Tour de France 2006, da Jan Ullrich først ikke måtte stille til start i løbet på grund af Puerto, og siden, mod slutningen, blev fyret af sit hold på gråt papir med øjeblikkelig virkning i den store oprydning.

Den artikel kommer her. Ullrich var sgu’ noget særligt:

 

En blues for Ullrich

Farvel Jan: Den tyske tornado fyret af sit hold på 10 års-dagen for sit store gennembrud

MÂCON (Ekstra Bladet): Gennem flere år havde det været umuligt at få et ord ud af Jan Ullrich uden for de officielle pressemøder.

Men en formiddag i 2005 kom han stille cyklende, nærmest urørlig i sin integritet midt i menneskehavet, hen mod mig i startområdet før en Tour-etape.

Jeg stillede mig op og spurgte, om han havde tid til et par spørgsmål. I samme moment tændte jeg for min blå Olympus-diktafon og rakte den frem mod mig.

Ullrich kiggede op. Pludselig blev der liv i øjnene. Han kiggede på maskinen – og tog den ud af hånden på mig, cyklede videre og lod, som om han kylede den langt, langt væk.

Så vendte han sig og rakte den tilbage. Med et stort, drillende smil malet ud over hele det fregnede fjæs.

Jeg tror, det var den eneste gang, jeg så ham grine under et Tour de France.

Ellers var det hele så alvorligt. På sejrspodierne kunne han vinke til publikum, og foran holdets bus kunne han smile mekanisk til de få journalister, der havde udholdenhed nok til at vente på svar endnu en dag.

Men svaret kom aldrig. I stedet lukkede Jan Ullrich sig mere og mere inde i sig selv i det Tour de France, der formede ham som cykelrytter, og vel også som menneske.

I går var det 10 år siden, den dengang 22-årige rødblonde tysker grundlagde den status. Det var i 1996, at han mere eller mindre kom med til Tour de France på afbud, og så overbeviste han lige fra starten alt og alle om, at han ville blive det løbs dominator.

Ullrich sluttede på andenpladsen efter Bjarne Riis, og sådan som han afsluttede Tour’en det år, diskuteres det stadig, om han reelt ikke var stærkere end sin holdkaptajn det år?

Et år senere var der ingen tvivl. Jan Ullrich kunne ikke holdes tilbage, og han vandt en strålende sejr og lyste så stort, mens en nedbøjet Bjarne Riis havde en dunkel udstråling som en detroniseret kejser ved siden af ham.

Men Jan Ullrich manglede det, som Riis havde: Evnen til at leve med forventningerne og berømmelsen. År efter år skulle det vise sig, at manden, de i Tyskland har kaldt ’Århundredtalentet’, og som Lance Armstrong altid har været en stor fan af, ikke kunne tilsidesætte sin personlighed i den grad, som var nødvendig for at leve op til kravene om nye sejre.

Det var i Armstrongs regeringsperiode, at Jan Ullrich holdt op med at smile.

Fra at have været en ubekymret berømthed med fremtiden liggende vidtåbent foran sig, måtte Jan Ullrich fra 1999 og frem realisere den ene sekundære placering efter den anden.

Slået af Armstrong, men det blev altid fremstillet i de massive tyske medier, som om han var slået af sig selv og sin trang til kager og søde sager.

Det fik ham til at gemme smilet af vejen. Den lette gang på jord, som han var trådt ind på scenen med, blev i de sidste år forvandlet til en slæbende, tung gang på vejen mod skafottet, når Tour de France nærmede sig.

I går, akkurat 10 år efter, at han blev hyldet af masserne på Avenue des Champs-Élysées for første gang for sin andenplads, blev Jan Ullrich fyret på gråt papir.

Han er for dybt impliceret i Fuentes-sagen i Madrid til, at T-Mobile tror på hans uskyld længere. Og selv har Jan Ullrich ikke gjort meget for at tale sin sag over for arbejdsgiveren.

Måske ville han bare ud?

Måske har Jan Ullrich langt om længe fundet smilet igen.

 

Kategorier:Cykling, Uncategorized
  1. Endnu ingen kommentarer.
  1. 26. februar 2012 kl. 21:39

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: