Forside > Cykling, Uncategorized > Magasinet Rouleur kom i dag

Magasinet Rouleur kom i dag

For nylig postede jeg et link på min Facebook-væg til en artikel på musik- og kultur-siden gaffa.dk, der skrev om et aarhusiansk cykelhold ved navn Gruppo Sportivo Velopresse. Det har blandt andet deltagelse af den karismatiske forsanger i bandet Powersolo, Kim Kix, samt andre særegne karakterer fra den jyske hovedstads kulturelle overskudslager.

Med andre ord: Et spændende mix, efter mine begreber.

Det fik en af mine Facebook-venner til at skrive, hvorfor det lige var så interessant? Hvilket både er et relevant spørgsmål, og rummer et ønske om afklaring af nogle underliggende strømninger af trang til efterlignelse og af ønsket om at være med på den hippe bølge – måske…

Med andre ord: Jeg kunne ikke svare på det. I Facebook-ånden havde jeg mest linket til artiklen, fordi den beskrev et sjovt fænomen, man kunne vælge at spilde tiden på eller ej; men selvfølgelig er der også et element på Facebook og andre sociale medier af, at ’sig-mig-hvad-du-spiser-og-jeg-skal-sige-dig-hvem-du-er’.

Hvorfor nu denne historie?

Fordi det var via én af Velopresse-støtterne, jeg for en måneds tid siden for alvor blev gjort opmærksom på et cykelmagasin. Det kom i postkassen (der hænger lige hvor den skal i skel!) i dag, og jeg blev ikke skuffet, må jeg sige, over at åbne kuverten med Rouleur.

Det minder nærmest om en coffeetable-bog, med tungt bind og et foto, der dækker hele omslaget og i dén grad signalerer kunst og arty-farty. Når man åbner magasinet, vælter det ud med fine portrætter, gamle reportagefotos og lange, lange artikler, så hvis man er til cykelsport og –kultur og ikke er nervøs for at læse på engelsk, kan jeg absolut anbefale Rouleur.

I første omgang faldt jeg over en 15 sider lang reportage og interview med seksdages-kongen Patrick Sercu. Dagen efter afslutningen på det 50. københavnske seksdagesløb, i Ballerup med Marc Hester og Iljo Keisse som vindere, var det nærliggende at læse den artikel, tænkte jeg.

Patrick Sercu

Første opslag med Patrick Sercu i Rouleur #28

Og det er ganske rigtigt en fin indføring i den hårdføre belgiske cykeltradition, som Sercu er en eminent repræsentant for på godt og ondt. Manden fra Izeghem i nærheden af Gent vandt flere seksdagesløb end nogen anden nogen sinde har gjort (88 sejre i 233 starter), men han var også på cyklen i op til 150 konkurrencedage om året på landevejen.

”Jeg kunne ikke holde mig hjemme. Jeg syntes, en cykelrytter altid skulle køre løb, på banen og på landevejen. Måske var det bare min natur, og jeg var heldig, at jeg kunne gøre det,” beskriver Sercu sin karriere, der strakte sig fra 1964 til 1983 i den professionelle del – men en anden forklaring på aktivitetsniveauet er jo, at den gang fik de professionelle ryttere kun løn, når de kørte løb. Ikke for at træne!

Således beriget og mæt var jeg i færd med at lukke magasinet, da jeg bagest blev fanget ind af nogle besynderlige fotos af en bilbutik, en væg med gamle cykelplakater og andre besynderlige illustrationer. Den 10 sider lange artikel med den besynderlige titel ’SS10’ viste sig at være et fremragende portræt af en af cykelsportens helt store uheldige helte – en mand, der særligt i den danske vinkel blev en ugleset karakter.

I artiklen nævner forfatteren, Herbie Sykes, faktisk ikke den nu noget korpulente og ensomme og i egen udlægning også fattige tidligere rytter ved navn. Men det viser sig at være Jevgenij Berzin, som Sykes har fundet, og portrættet dirrer i den grad af nerve og atmosfære. Vi har at gøre med en mand, der satsede alt, fik store sejre og momenter undervejs, men som i dag virker indelukket og alene, og som læser tænker man uvægerligt: Var det prisen værd?

De mange sider giver i hvert fald en fornemmelse af, at cykelsporten har mange omkostninger. Ikke kun i øjeblikket, mens karrieren kører på sit højeste, men også senere i livet.

Tankevækkende…

Kategorier:Cykling, Uncategorized Tags:
  1. 12. april 2012 kl. 07:20

    Hej,
    Spænende, hvor købte du ROULEUR ? Jeg kan se at prisen ender på over 200 hvis man selv skal have den hjem fra US. Fik du fat på den i DK ?
    /Søren

  1. No trackbacks yet.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: