Forside > Cykling, Uncategorized > Spansk for viderekomne

Spansk for viderekomne

Alberto Contador er tilbage i cykelsporten 5. august 2012. Spørgsmålet er selvfølgelig for hvem?

Hvis Bjarne Riis efter dagens – efter min opfattelse alt for forsinkede – dopingafgørelse skal følge sit mønster fra tidligere, kommer Alberto Contador i hvert fald ikke tilbage til Team Saxo Bank.

Listen af ’gamle’ Riis-ryttere med dopingsager af den ene eller anden art er på den ene side lang og inkluderer ryttere som Ivan Basso, Tyler Hamilton, Fabrizio Guidi, Bo Hamburger og Jörg Jaksche.

På den anden side er den samme liste kendetegnet ved, at ingen rytter hidtil har fået en dopingsanktion, mens de kørte for Bjarne Riis.

Hamburger blev løst fra sin kontrakt i 2001 ’efter gensidig aftale’, Hamilton var på Phonak og væk fra Team CSC-Tiscali, da han havde kroppen for dybt sænket i blod-truget, Guidi var gået til Team Coast, og Basso og Jaksche var også væk, da de blev kædet sammen med den spanske Opéracion Puerto i 2006. De var ikke i aktiv tjeneste hos Riis, og også i dét lys er Bjarne Riis i spidsen for et bemærkelsesværdigt hold.

Men hvad gør Riis nu? Han står med en rytter, der i dag har fået en sanktion for en forseelse, der fandt sted i juli 2010. Altså før Contador kom til Riis. Men det er ‘Ørnen fra Herning’, der står med regningen, og nu har inkassatoren banket på døren.

Siden ankomsten til Saxo-holdet har spanieren vundet mange store sejre og sikret Riis-mandskabet en placering blandt de stærkeste hold i World Tour. Men med dommen i dag i CAS (Court of Arbitration in Sport) bliver gevinsterne og dermed pointene fjernet fra Riis’ regnskab, og det betyder ifølge cyclingnews.com her til aften, at i løbet af ganske få dage vil Bjarne Riis blive bedt om at stille til et møde med UCI (Union Cycliste International) for at klarlægge sit holds kvaliteter ud fra den ny situation.

Kvaliteterne er reelt set til at overskue; i særdeleshed når man tænker på Tour de France, for Bjarne Riis er i den sammenhæng gået all in på Alberto Contador – nu må han satse på Chris Anker Sørensen, og der er ikke mange uden for TV2’s sendeområde, der med de cykelfaglige briller på vil kunne se det morsomme i dén situation.

Få dage efter Tour de France er nået til Paris 22. juli, bliver Contador sat fri til at køre cykelløb. Set med rationelle briller vil Riis sende ham direkte til Spanien for at vinde Vuelta España og samle point sammen – men det kan Contador ikke gøre, for en konsekvens af UCI’s reglement er, at Contador må hjertens gerne køre cykelløb for Bjarne Riis, men hans eventuelle sejre og podiumsplaceringer vil ikke blive regnet med til holdets pointhøst; først 2 år efter karantænen er løsnet, kan Contador igen bidrage til at samle point.

Det betyder, at de rationelle beslutninger skal tages i en anden kontekst. Hvilket også skal ses i lyset af, hvad Bjarne Riis kunne få for de 3,75 millioner Euro, han betaler spanieren i årsløn – for Riis har ikke kun brug for en stjerne, han har også brug for en stjerne, der kan fastholde Team Saxo Banks placering på firmamentet.

Dertil kommer, at for få år siden ville en dopingsag under alle omstændigheder have medført en fyring – både fra Bjarne Riis’ hold og fra alle andre af de bedste hold.

Så det må henregnes under faget ’spansk for viderekomne’, om Alberto Contador fortsat har en plads hos Bjarne Riis, når han igen er berettiget til at køre cykelløb. Og der er næppe tvivl om, at det giver Riis en hel del hovedbrud at regne dén ud.

Men han har gjort det før: Rejst sig fra asken og er kommet tilbage fra uoverskuelige situationer. Og denne gang har han haft god tid til at lægge en strategi, som han til gengæld også ifølge mine informationer har holdt helt tæt til kroppen.

Og igen er vi dermed i en situation, hvor (cykel)sport også er spændende, selv om de ikke er i sadlen…

Kategorier:Cykling, Uncategorized
  1. 6. februar 2012 kl. 19:48

    Bjarne har gjort det før:: trukket en kanin op af ærmet, når det så aller sortest ud

  2. Anders Svendsen
    7. februar 2012 kl. 09:06

    Det er vel ikke helt rigtigt, at Ivan Basso ikke var i aktiv tjeneste hos Bjarne Riis, da han blev kædet sammen med Puerto. Han blev jo smidt ud af Tour de France dagen før starten, da han var CSC-kaptajn – netop på grund af Puerto.
    Nå det er sagt, er jeg heller ikke i tvivl om, at Riis nok skal klare sig. Konkrakten med Contador må efter al sandsynlighed været bygget op, så han ikke skal betale løn i forbindelse med en dom.

    • 7. februar 2012 kl. 09:47

      Kære Anders,
      Det er nemlig upræcist formuleret. Ræsonnementet var, at Basso – og de andre – ikke var i tjeneste hos Riis, da de fik en straf udmålt. De var så at sige ‘skaffet af vejen’.
      Alt godt
      Lars

  1. No trackbacks yet.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: