OL LONDON – Maze på medaljejagt

At følge en højspændt bordtenniskamp transmitteret på radioen via en kommentators mobilråben er lidt af en udfordring. Men sådan blev det mandag, da Michael Maze vandt sin kamp i fjerde runde over den japanske tredjeseedede Jun Mizutani i fire blanke sæt.

DR-Sportens Morten Hausborg lød nemlig til tider som en kirkerotte, der vrænger op fra en tom brønd, og det gjorde det umuligt at høre udviklingen i kampen.

Men heldigvis gik det ret klart igennem, at Maze var foran hele vejen. For radiolytterne i aften må man håbe, at danskerens kvartfinale mod tyske Outscharov går bedre igennem. Angiveligt er der jo udsigt til større spænding, selv om jeg egentlig synes, det er helt fint med en ganske suveræn Michael Maze.

Han er i dag 30 år og uden sammenligning den mest vindende danske bordtennisspiller nogen sinde. EM-guld individuelt, EM-guld for hold, VM-bronze individuelt, OL-bronze i double, og top12-sejre samt en fast placering mellem verdens 15-20 bedste, når han er uden skader (hans forbandelse undervejs i karrieren har været tilbagevendende skader) gør Maze til en ener i dansk og europæisk bordtennis.

I januar 2009 deltog han i en international turnering i Frederikshavn, og jeg dækkede arrangementet for Ekstra Bladet. Som opfølgning skrev jeg en feature til et glittet magasin, som avisen udgav et par gange det år.

Jeg fandt artiklen frem igen. Måske kan den være med til at slå tiden lidt ihjel frem mod kvartfinalen.

Messe for en Maze

Michael Maze er stjernen i dansk bordtennis. Magasinet Sport fulgte ham på en almindelig arbejdsweekend under Danish Open i Frederikshavn

”Det ser sgu godt ud. Jeg er også hundesulten.”

Michael Maze har sat sig foran en tallerken med en tommetyk skive oksemørbrad. Og ikke ret meget andet.

Den 27-årige mand med det korte hår smiler. Han har talt et stykke tid, men senere på aftenen og resten af weekenden skal Maze i endnu højere grad demonstrere sit særlige talent for den kvikke bemærkning og den ramsaltede parodi på folk ganske tæt på ham.

Nu er det bare tid til aftensmad. Det er en fredag sidst i januar, og Frederikshavn er langt væk fra alting; men lige nu er byen centrum for nogle af verdens bedste bordtennisspillere i en turnering arrangeret af Dansk Bordtennis-Union, og så er Michael Maze uundværlig som trækplaster.

Det er i virkeligheden også derfor, han er taget op på 9. etage i den gamle, ombyggede og restaurerede silo på havnen.

Her ligger restaurant ”Frank’s”, og her har Maze’s manager Mads Frederiksen bestilt bord. Frederiksen er kommet til Nordjylland for at se sin klient i vigør, og Frederiksen er en mand, der passer godt på sine folk.

Men køkkenet lukker klokken 21.30, og Maze er lidt sent på den. Han har spillet to kampe i Danish Open denne dag, og lørdag venter yderligere udfordringer, så selv om ganen skal forkæles, må han også give sig tid til massage og evaluering af dagens indsats.

Meldingen til køkkenet er, at de skal gøre bøffen klar. Så kommer Michael Maze og spiser den. Men beskeden efterlader nu ikke det store indtryk hos tjeneren:

”Jeg tror ikke, de interesserer sig for bordtennis ude i køkkenet,” siger den unge dame på umiskendeligt nordjysk.

*

Lige som Frederikshavn ligger i et randområde, så er bordtennis også en sport i periferien af mainstream.

Men med Michael Maze var det, som om bat-svingerne fik den ledestjerne, de ønskede sig. Via OL-bronzemedaljen med Finn Tugwell i 2004 og EM-holdguldet i 2005 i Århus blev specielt Maze eksponeret til en bredere kreds.

Han har også vundet EM- og VM-bronze individuelt, og ingen dansk bordtennis-spiller har nogen sinde opnået så gode resultater som han. Det har skaffet Michael Maze en udbredt popularitet også uden for sportens rækker – når han går i byen uden for sæsonen, noteres det for eksempel i ugebladene.

Men Maze har også mærket vrangsiden af populariteten. Som da han blev rapporteret stående i en ordentlig brandert på et smart diskotek i Indre By med en flaske champagne spruttende fra hver hånd.

”Jeg ved sgu’ godt, at folk lægger mærke til, når jeg er ude. Sådan er det, og det kan man ikke gøre så meget ved. Men den aften var jeg altså i Asien og spille bordtennis,” forklarer Maze.

*

Manden bag den danske bordtennis-succes er en lille svensker ved navn Peter Sartz. Siden 1995 har han stået bag elitecenteret og udviklingen af unge talenter, og han er om nogen ophavsmand til Michael Mazes udvikling til en fast plads mellem de 20-25 bedste i verden.

Sidste år stoppede Sartz som landstræner. Han erkendte selv, at måske var det på tide at lancere nye toner og inspiration; men selv om Hu Wei Xin tog over, er Sartz ikke trådt mere i baggrunden, end at han som sportschef har det overordnede ansvar.

Blot skal han ikke længere være træner i det daglige for Maze. Det varetages i stedet af to kinesere, og dem kan Maze parodiere med nærmest mimisk præcision.

Når han gør det, griner hans manager, Mads Frederiksen, gerne højt og længe. Akkurat som de øvrige ved bordet. Det er i momenter svært at gennemskue, at skuespilleren er identisk med en af Danmarks højst profilerede og seriøse idrætsmænd, der oven i købet står midt i en turnering.

Og det er frem for alt tydeligt, at Michael Maze nyder opmærksomheden og selskabet. I en individuel sport er han et selskabsmenneske uden for banderne.

*

Lørdag taber Maze i kvartfinalen. Hvor han fredag kæmpede med ryg-problemer, der øjeblikkelig ledte tankerne hen på hans gamle problemer med skader i læssevis, så er fjenden lørdag aften ikke kroppen, men nærmere sindet.

Modstanderen på den anden side af bordet er tyskeren Christian Süss; han er den type spiller, der godt kunne have tjent penge som skovhugger, hvis han ikke var faldet for bordtennis-battet.

Med store, spektakulære bevægelser, og uden særlige taktiske og tekniske dikkedarer, er Süss i udpræget grad en ynder af bordtennissens fysiske aspekter.

Maze er derimod en mand, der ved bordet er indadvendt, koncentreret om hver eneste millimeter af serve-opkastet – og som med en vis manisk gentagelsestrang gennemspiller en række af forløb forud for hver eneste bold.

”Jeg vidste godt, at han havde medvind i den her turnering. Og jeg var klar over, at jeg kunne få det problem, at jeg ikke har spillet turnering i mere end en måned. Ligeledes vidste jeg, at min form ikke er helt skarp nok til, at jeg havde så mange kampe i turneringen,” siger Maze bagefter.

I den sidste sætning ligger den eneste antydning af kritik af forholdene. Maze er blevet udtaget til at spille herredouble sammen med unge Kasper Sternberg ved turneringen – men Maze fik det først at vide nogle dage før, og han følte ikke, han havde overskuddet til at varme op og ned to-fire gange i løbet af en dag flere dage i træk.

Men han sagde det ikke. Og han sagde ikke mere end dette.

*

Lørdag aften sidder Mads Frederiksen i flyet tilbage mod København, da Maze taber sin kamp. Der vanker ingen oksemørbrad på 9. etage; men dagene i det nordjyske har også vist en mere afslappet Maze end tidligere, og dermed er han en mand, der kan tage et nederlag, evaluere det og forsøge at uddrage essensen til videre lærdom – og så slippe det igen.

Klokken er hen mod midnat, da han dukker op i døren til Frederikshavns fine, nye sushi-restaurant i starten af gågaderne. På ”Karma” finder han Sartz, Hu og et par andre fra den danske bordtennis-delegation – de har skiftet den 1980’er-agtige paradedragt fra idrætshallen ud med mere casual tøj og er indstillet på en hyggelig afslutning i det nordjyske.

Sartz har for længst evalueret Michael Maze’s indsats. Der er ingen grund til klynk: Faktisk er starten på 2009-sæsonen gået ganske godt, og når man tager med, at Maze sluttede 2008 med en finaleplads i Polen og deltagelse ved Pro Tour-finalen i Macau, er han slet ikke dumpet.

Han har bare levet op til sit niveau. På alle niveauer, kan man måske endda tilføje.

*

Mandag efter turneringen er det alvorens time for Maze. I løbet af aftenen lørdag spreder budskabet sig på bordtennis-hotellet: Han skal tatoveres!

”Det er noget, jeg har tænkt over i mange år. Jeg mener ikke, man skal kaste sig ud i det og bare få en tatovering, som man lige beslutter sig for. Så tror jeg, man fortryder det igen. Det kender jeg da flere, der har gjort. Men det her er et symbol, der har stor betydning for mig, og det er noget, jeg har taget mig sammen til i lang tid. Jeg er noget nervøs for, om det gør ondt,” siger Michael Maze.

Han har droppet diamant-øreringen, som han ellers flashede i et par år. I Frederikshavn brugte han pandebånd i nogle af kampene, og det kan ikke have været for at holde det millimeter korte hår på plads.

”Nej, men jeg sveder så meget, at jeg tænkte, det var en løsning,” forklarer Maze.

Et par af de yngre bordtennis-knægte har fået øreringe i. Næste gang spiller nogle af dem såmænd nok med pandebånd.

Men man ser ikke mange tatoveringer i bordtennis. Selv for Maze, der har levet sit halve liv i hallerne, er sporten næsten for pæn:

”Der mangler sgu’ noget fandenivoldskhed, så vi kan få lidt mere opmærksomhed. Så vi kan få solgt varen,” funderer han hen over kaffen hos ”Karma”.

De vidste godt, hvem han var…

*

Et par uger senere fortsætter Maze sin gode start på sæsonen. Ved Europa Top 12 i Düsseldorf når han til semifinalen, hvor den senere vinder af turneringen, tyske Timo Boll, er for hård en modstander. Men før da har danskeren demonstreret, at når han kan holde sig fri for skader, så er det ikke tom snak af ham at tale om sig selv som fast inventar i slutkampene i de store turneringer.

I øvrigt er hans hud stadig uden kulør og tusch-streger. Hans tatovør meldte afbud til den første session på grund af sygt barn, og dermed måtte Maze tøjle sin nervøsitet for nålen nogle uger endnu.

 

OL LONDON – Bube bliver i Bagsværd (2)

”Men som det har formet sig, så er det min plan at være professionel løber hele vejen fra nu og frem til OL i Rio de Janeiro i 2016″

I 1997 satte Wilson Kipketer verdensrekord på 800 meter med 1.41,11 minut; den gang lignede han en mand, der ville kunne løbe under drømmegrænsen for distancen på 1.40 minut, men et meget alvorligt anfald af malaria i vinteren 1997-1998 gjorde, at Kipketer aldrig siden kom op på samme niveau som i 1997.

Året efter, i 1998, skrev jeg en bog om Wilson, der jo flyttede til Danmark i 1990 sammen med skolekammeraten Robert Kiplagat Kiptanui, der få år senere gjorde fin karriere på 1500 meter under navnet Robert K. Andersen.

I bogen om Wilson ligger det som en underliggende tese, at hans niveau kommer en dansker aldrig i nærheden af. På det tidspunkt – og helt frem til 2011 – var den hurtigste tid af en ikke-indvandret dansker den forrige danske rekord på 1.47,1 minut af Svend-Erik Nielsen fra Helsingør.

De seneste 2 sæsoner har bragt Bube frem på et for danske forhold uvant højt niveau

Men da den unge træner i Bagsværd AC, Johnny Bagge, efter inspiration fra landstræner (og tidligere eliteløber i 400 meter hækkeløb for AGF) Frank de Paoli, fik overbevist Andreas Bube om, at hans fremtid var mere lysende på 800 meter end på 400 hæk-distancen, skete der ting og sager.

Andreas’ fremskridt på 800 meter ser således ud:

2008 1.57,20
2009 1.48,48
2010 1.49,58
2011 1.45,04
2012 1.44,89

Skader i 2010 gjorde, at transformeringen tog længere tid end forventet. Men det fremgår med al tydelighed, at de seneste 2 sæsoner har bragt Bube frem på et for danske forhold uvant højt niveau. Og det seneste år har Andreas Bube været løber på fuld tid og dermed investeret alt i at forbedre sig.

”Jeg bor hos mine forældre her i Bagsværd, så på den måde får jeg råd til at koncentrere mig om træningen og konkurrencerne,” konstaterer Andreas med et smil.

Tidligere hed det sig, at efter OL ville han gå tilbage og læse videre. Bube har netop afsluttet en bacheloruddannelse som datamatiker i foråret.

”Men som det har formet sig, så er det min plan at være professionel løber hele vejen fra nu og frem til OL i Rio de Janeiro i 2016. Det er rart og nemt at bo hos mine forældre, men det må nu gerne ændre sig. Forudsætningen er jo bare, at det skal finansieres,” siger Andreas Bube.

”Lige nu koncentrerer jeg mig om OL-forberedelserne. Men efter sæsonen skal vi i gang med at opsøge mulige sponsorer. Forhåbentlig vil Nike Denmark, som jeg har en aftale med, gerne fortsætte, men lige nu er det jo også ret begrænset, hvor stort et navn jeg i virkeligheden er i atletikken.

Min amerikanske manager, Paul Doyle, arbejder med at skaffe mig adgang til stævnerne. Hans arbejde er at få mig med til stævner, mens der er andre, der skal gøre noget i forhold til de danske firmaer, der kunne være en mulighed som sponsorer. Selv om han er amerikaner, så ligger de store stævner jo fortsat i Europa, og håbet er, at efter OL kan jeg komme til start i Diamond League-stævnerne. Lige nu har jeg ingen konkrete planer lagt,” siger Andreas.

Med en horisont for karrieren på yderligere 4 år som professionel løber, og med Bubes udvikling de seneste par år som pejlemærke, så kan det såmænd godt være, at han støder mod præstationsloftet ved dette OL, når semifinalerne muligvis kræver en tid i den lave ende af 1.44 (”Jeg tror, det kræver en tid på 1.44,5 – 1.44,7 at gå videre, og skal der sættes personlig rekord, så kan jeg også gøre det,” siger han med fortrøstning) – men på sigt er der givetvis stof i Bube til at løbe 1.42-1.43 i de kommende år.

Han er i øvrigt et godt billede på dansk idræts sammenhængskraft

”Rio er målet. I de mellemliggende sæsoner tager jeg naturligvis EM og VM med, når de stævner ligger der,” siger Andreas Bube.

Han er i øvrigt et godt billede på dansk idræts sammenhængskraft. På Bagsværd Stadion træner han samtidig med, at motionister og børn er i gang. Og når det passer sammen, kan han godt finde på at indlægge dyster mod de unge løbere som en del af sit træningsprogram.

”Det kan være, når jeg løber 400 meter-intervaller. Så kan de give pace på de sidste 100 meter, så jeg på den måde får lidt højere kvalitet – og for dem er det jo også sjovt, når de kan løbe fra mig,” siger Andreas Bube.

Han rejser til London 3. august ved middagstid. Og han håber, at han først ’får fri’ 9. august, når finalen på 800 meter er afviklet.

”Når jeg er færdig, vil jeg selvfølgelig følge de danskere, der er i konkurrence. Men egentlig har jeg det indtil da bedst med at følge med via tv, i stedet for at sidde på stadion og blive alt for kold eller alt for varm,” siger Andreas Bube.

OL LONDON – Bube bliver i Bagsværd (1)

”Her i Bagsværd har folk egentlig altid kendt mig, større er byen jo ikke. Men jeg har da været ude for, at folk i bussen siger ’held og lykke’ på det seneste. Det er kun positivt og meget sjovt at prøve.”

Andreas Bube smiler gennem telefonen. Som han gør meget, og som – kunne man anføre – han også har masser af grund til for tiden; om en uges tid tager han til De Olympiske Lege i London, og med sin sensationelle deltagelse ved EM i atletik for nogle uger siden, har Andreas fået en anden status blandt deltagerne.

I Helsinki blev det nemlig til sølv på 800 meteren, og lige med ét indfriede Andreas Bube en helt masse af de ambitioner, hans omgivelser har haft på hans vegne – ambitioner, der kunne virke urealistiske, indtil Andreas med en fræk spurt indenom konkurrenterne 29. juni lidt efter 19.30 fik det hele til at se så legende let ud.

For eksempel er Andreas ikke tilfreds med løbet i Monaco, for tiden kunne efter hans vurdering godt have været bedre

Sølv ved EM, og senest sidste fredag en ny personlig rekord på distancen med 1.44,89 ved Diamond League-stævnet i Monaco. Det ser lyst og lovende ud. OL venter som sagt lige om hjørnet, og i bussen bliver Bube nu genkendt uden for Bagsværd.

Men selvfølgelig er tingene ikke bare sort-hvide. For eksempel er Andreas ikke tilfreds med løbet i Monaco, for tiden kunne efter hans vurdering godt have været bedre, og en placering i det stenhårde felt som nummer 10 (og sidst) indfrier heller ikke hans ambitioner – forbi er den tid, hvor en plads på startlisten var nok, nu drejer det sig om at komme videre.

“Man kan måske sige, at min form er rigtig, rigtig god. Men min krop var træt”

”Nej, jeg var ikke tilfreds med den tid. Men set i bakspejlet var det okay, for jeg var ikke helt frisk i Monaco. Jeg har trænet meget hårdt op til løbet, fordi det hele er lagt til rette med henblik på OL. Men jeg synes, at både tid og placering godt kunne have været bedre. Man kan måske sige, at min form er rigtig, rigtig god. Men min krop var træt. Jeg var helt klar i hovedet til opgaven, men fysisk manglede jeg overskud,” siger Andreas.

Den første omgang i Monaco blev ført an af ’haren’ Matthew Scherer i 49,55 sekunder, men Bube vurderer, at han passerede de 400 meter i 52 sekunder – og det er egentlig ganske fint.

”Men jeg mangler et par procent på de sidste par hundrede meter, og på opløbsstrækningen giver jeg nærmest op. Det var ikke så godt,” siger Bube.

Den hårde træning er blevet udført i Sierra Nevada i Spanien, hvor Andreas og hans træner, Johnny Bagge, tog ophold i 5 uger kun afbrudt af turen til Helsinki for at være med ved EM.

I Spanien blev der trænet godt og grundigt igennem, og det foregik i tynd luft – altså i højderne, hvilket har en aerob effekt og dermed giver en fordel i udholdenhedsidræt.

“Jeg får ikke lejr-kuller, så længe der bare er forbindelse til internettet”

”Det fungerede rigtig fint at være dernede. Det var et skisportssted, men sneen var selvfølgelig væk, så der var ikke så mange andre end os, der trænede der – vi var meget for os selv, men fik på et tidspunkt selskab af Andreas Bueno (1500 meter-løber fra Aarhus 1900). Men selve det at være på træningslejr har jeg ingen udfordringer med. Jeg får ikke lejr-kuller, så længe der bare er forbindelse til internettet,” griner Andreas Bube.

I disse dage befinder han sig i Bagsværd, hvor han altid har boet, været medlem af den lokale atletikklub og trænet på Bagsværd Stadion. Det er noget af en kontrast til de spotlight-fyldte omgivelser i London, men det passer Bube bedst sådan.

Fredag aften så han åbningsceremonien på TV. Det var i hvert fald hans plan, da vi talte sammen tidligere på dagen. Og han udtrykte forventning til at være med i den danske trup og være en del af den olympiske familie – men Bube udtrykte også en nøje fokusering på at gøre, hvad der tjener hans egne ambitioner bedst.

“Jeg har jo ikke prøvet at være til OL før, men det passer mig altså bedst at forberede mig herhjemme”

”Jeg tager til London den 3. august, og jeg glæder mig til at møde de andre atleter i lejren. Jeg har jo ikke prøvet at være til OL før, men det passer mig altså bedst at forberede mig herhjemme,” siger Bube.

Det gør han ved at træne med ekstremt høj kvalitet et par gange om ugen, men i øvrigt trappe ned på mængden frem mod det første løb på OL-stadion 6. august. Semifinalerne ligger den 7. august, og i den bedste af alle drømme skal Bube løbe finale 9. august.

”Men for at komme i finalen, så skal der altså være medvind for Bube hele vejen rundt i semifinalen,” som han udtrykker det.

Andreas er gået fra træning 11 gange ugentligt til at træne 1 gang om dagen i denne uge, hvor der er super-kvalitet et par gange, men andre dage er det ’blot’ en løbetur for at holde sig i gang.

”Mængden er mindre, men kvaliteten er høj et par gange om ugen. Torsdag var det med vægten lagt på 3 x 500 meter intervaller i konkurrencetempo. En lang pause på 12 minutter mellem hvert interval, og så gik de første 2 på 65 sekunder, hvilket svarer til 52 på en 400 meter og altså en 800 på 1.44. Og på den sidste skruede jeg så op på de sidste 200 meter, som gik på 25,0,” forklarer Andreas.

”Så gør det altså ondt. Men det skal det jo også, for det gør det jo, hvis jeg skal gå videre til en finale ved OL. Målet er helt klart, at jeg går i semifinalen, det vil jeg tro kræver en tid på 1.46, og hvis det indledende heat ikke går hurtigere end det, og i øvrigt løbes nogenlunde jævnt, så er jeg ikke i tvivl om, at min spurt er bedre end de fleste andres,” siger Andreas.

Et kig i hans ’bagkatalog’ forklarer dette. Bubes bedste tid på 100 meter er på 11,06 sekunder, og han har nappet 200 meteren på 21,68 sekunder. Det matches næppe af mange OL-løbere på 800 meteren i London.

Afrikanerne vil formentlig bare ud over stepperne; de lægger fra land og vil hamre afsted

”Til gengæld er der altså udsolgt i spurten, når tempoet er meget højere. Og det vil kræve en tid på 1.44,5-1.44,7 for at komme i finalen på tid (de bedste 2 fra hver semifinale samt de 2 hurtigste tider går til finalen, LW), så der skal alle ting altså passe. Jeg har det sådan, at hvis jeg skal sætte PR for at gå videre, så kan jeg godt gøre det. Men niveauet har altså været skræmmende højt på distancen i år,” siger Andreas Bube.

Han har en forestilling om, at semifinalerne vil foregå ved, at der bliver fløjtet til afgang:

”Afrikanerne vil formentlig bare ud over stepperne; de lægger fra land og vil hamre afsted – især Rudisha (verdensrekordholderen, LW) vil gøre alt for at undgå slagsmålene, så hvis jeg kommer i heat med ham, bliver det et hurtigt løb,” siger Bube.

Den 24-årige københavner gør sig naturligvis mange forestillinger om OL-løbene. Men også om, hvad der skal ske efter legene. Det beskriver jeg i anden del af interviewet i morgen.

OL LONDON – Jeanette, 8½ år før…

Jeanette Ottesen regnes af Idrættens Analyseinstituts lærde folk som det eneste/bedste danske bud på en guldmedalje ved OL i London.

I januar 2004 interviewede jeg den dengang 15-årige pige (det kan man godt tillade sig at sige om en ung, ung gymnasieelev…) i hendes forældres hjem i Lyngby. Om olympiske drømme, om afsavn og visioner. Interviewet blev bragt i Ekstra Bladet i foråret 2004.

Dengang handlede det om OL i Athen. 8½ år senere er hun som nævnt favorit til guldet i 100 meter fri. Jeg kan lige så godt sige det, som det er:

Jeg er fan!

OL AD BAGDØREN

Jeanette Ottesen så kun håndboldpigerne, sidst der var OL – nu er hun på vej til Athens svømmestadion i rekordtempo

Et grin. Afvæbnende og let mistroisk.

Det var svaret fra Jeanette Ottesen, da hendes træner for syv-otte måneder siden første gang nævnte De Olympiske Lege og hende i samme sætning.

Nævnte dem som et udtryk for, at det var realistisk for den den gang blot 15-årige Lyngby-svømmer at kvalificere sig til OL i Athen.

I parentes bemærket er de danske kvalifikationskrav skruet sammen, så man skal være på niveau med verdens otte-ti bedste i sin øvelse for at løse billet til indmarchen, konkurrencerne og en plads i den globale bevågenhed.

Jeanette havde overhovedet ikke tænkt den tanke. Hun var klar over, at hun var et stort talent i svømmesporten med sine evner på 100 meter fri og 100 meter butterfly.

Hun havde også allerede været med ved de internationale mesterskaber for ’de store’, som hun kalder verdens bedste svømmere. Det lyder lidt sjovt, for Jeanette er selv en langlemmet, høj pige i den fase, hvor den hårde fysiske træning vel er skyld i, at hendes krop ser langt mere voksen ud end de 16 år, den rundede lige før nytår.

12 gange om ugen træner hun. Ni gange i vandet, tre gange i et styrketrænings-rum for at udvikle sig til olympiske dimensioner.

For siden træneren sagde det første gang, har tanken om at deltage i OL bundfældet sig i Jeanette og er blevet en brændende ambition.

“Der er da ingen tvivl om, at jeg gerne ville med til OL. Men jeg var noget skeptisk, da Mick (Steen Olsen – træneren, red.) sagde det til mig. Men Mick ville lave en OL-trup i Lyngby Svømmeklub, og her ville han gerne have mig med”, siger Jeanette.

“Mine forældre reagerede forskelligt. Min mor begyndte at tale om, at nu måtte jeg ikke blive skuffet, hvis jeg alligevel ikke kom med til OL. Og at det skulle jeg jo tænke over, før jeg sagde ja – at jeg risikerede at blive skuffet.

Min far var til gengæld indstillet på, at dén chance skulle jeg bare tage. Sådan er de lidt forskellige, mine forældre”, siger Jeanette.

Da den supertalentfulde butterfly-specialist samtidig skulle begynde i gymnasiet, var der pludselig mange spørgsmål oppe at vende i teenager-tankerne.

For kravene i Lyngby-klubbens OL-trup var benhårde. Det var en udsigt til stenhård træning to gange dagligt og en masse rejser til træningslejre og større og mindre stævner i ind- og udland, Jeanette kunne se frem til.

“Jeg sagde ja, og indtil videre har jeg ikke fortrudt det. Der er dage, hvor det er så sindssygt hårdt at komme igennem. Men der er også noget utroligt fedt ved at være i så god form, og der er noget helt vildt bekræftende ved at træne sin krop så hårdt og være så målrettet, så det i sig selv giver noget”, siger Jeanette.

Det er fredag eftermiddag, og hun sidder i dagligstuen i Lyngby. Om en times tid skal hun til Farum til eftermiddagstræningen, der består af fitness- og fysisk træning.

Der er næsten otte måneder til OL. Hun har ikke kvalificeret sig endnu. Men typisk for den målrettethed, som den lyshårede pige ifølge både sig selv, sine konkurrenter og trænere og ledere besidder, så er hun ikke i tvivl om, at hun nok skal komme til Athen.

“Alle siger jo, at vores holdkap (4 x 100 meter medley, red.) er på vej frem. Vi blev firer ved EM i sommer, og vi bliver bedre – jeg vil sige, at jeg næsten er selvskrevet på det hold, og det kommer næsten helt sikkert til OL.

Men jeg vil til Athen og svømme 100 meter butterfly. Kravet er 59,60 sekunder, og min bedste tid fra 2003 er 1.00,98 minut. Det skal jeg bare nå! Og det gør jeg også, selv om det er et ordentligt dyk”, siger Jeanette i en nærmest besværgende tone.

Og hvad skal hun så stille op ved OL?

Ja, det bliver i hvert fald ikke en ferietur, det er hun overbevist om. Alene forberedelsernes karakter antyder, at de kvalificerede svømmere bør sigte efter at gå i finalerne ved OL – altså blive mellem de otte bedste i verden.

For at nå derhen må Jeanette afsætte hele sommeren til at træne i. Ikke noget med grill-parties på stranden sammen med gymnasiekammeraterne, og ikke noget med at ligge og fede den under Sydens sol – ikke før hun har svømmet OL.

“Det bliver en lang sommer, hvis vi kvalificerer os. Men det gør jeg gerne, selv om det er lidt svært at sætte ord på, hvad OL egentlig betyder. Det er så kæmpestort, men det er egentlig først noget, der er gået op for mig i de seneste måneder. For da der var OL i Sydney for fire år siden, fulgte jeg ikke specielt godt med”, siger Jeanette.

“Jo, jeg så da svømning med Mette (Jacobsen) og Louise (Ørnstedt), men det var ikke noget, jeg fulgte tæt. Og så fulgte vi med i håndboldpigerne, der vandt guld, men ellers var det ikke noget, der betød det store. Den gang var jeg jo også først lige begyndt at svømme, og vidste slet ikke, at i 2004 ville det være et tema for mig at deltage”, siger Jeanette.

16 år, udsigt til OL og en plads mellem verdens bedste i løbet af de kommende år. Det er menuen for Jeanette, der i princippet kunne planlægge helt frem til OL i 2016 eller 2020, hvis hun gad.

“Jeg synes, at OL i 2008 i Beijing er langt nok væk for mig. Men vi har da et mål om, at til den tid skal jeg på skamlen – eller i hvert fald blive mellem de fem bedste. Jeg vil være mellem de bedste butterfly-svømmere i verden”, siger Jeanette.

OL LONDON – Who can we trust?

Det er jo, hvad OL i høj grad bygger på: Det rørende, det skønne, det tankevækkende og det forunderlige

Om få timer åbner De Olympiske Lege 2012 i London. Der er masser af tanker i gang om, hvem der skal tænde ilden, og ifølge Guardian er et outside-bud lige nu, at det bliver dronning Elizabeth II.

Det største moment, jeg kan huske i den forbindelse, er, da jeg i 1996 var udsendt til mit første OL, og ilden i Atlanta blev tændt af Muhammad Ali. The Greatest, og et stort og følelsesladet øjeblik – den sorte mand, der ryster af Parkinson, og tænder ilden ved lege, der foregår i deep South med alt, hvad der er af historie dernede om racisme.

Nøj, det var rørende. Og det er jo, hvad OL i høj grad bygger på: Det rørende, det skønne, det tankevækkende og det forunderlige.

OL har eksisteret i moderne form siden 1896 i Athen. I særdeleshed de seneste 25-30 år er legene vokset kolossalt både i omfang, anseelse og betydning; det er virkelig et særsyn nu, at lande ikke deltager i OL, og rigtig mange af de deltagende har sat store eliteidræts-systemer op, som producerer medaljehåb som var de luksusbiler på et samlebånd.

Sådan er det også i Danmark, hvor Team Danmark ifølge eksperterne har raffineret produktionen, så den i dag sammen med norske Olympiatoppen er den bedste i Norden. Målet for Danmark er 8 medaljer, og validiteten i den ambition er at læse i en analyse, som Idrættens Analyseinstitut fik udarbejdet og offentliggjort tidligere i denne uge.

I 1950erne til 1990erne var OL slagmarken for den kolde krigs kombattanter, hvor Østblokken med statsamatørismen og videnskabelig lukkethed som metode pressede USA og den vestlige verden – den ’frie’ verden – til det yderste. Med doping som benzin på motoren, men også med forskning i muskulaturen, psykologien, træningsvejledningen og materialerne som omdrejningspunkter for satsningen lykkedes det DDR, Sovjetunionen og de øvrige lande at bringe eliteidrætten op på et uset højt niveau.

Siden Murens Fald har andre nationer taget teten. Både hvad angår doping, hvor Kina tilsyneladende har anvendt samme metodik som Østblokken under den kolde krig. Og hvad angår selve filosofien at demonstrere sin nations suverænitet ved at satse på medaljer. Det har vi set med Australien, da de havde OL i 2000 i Sydney, med Kina for 4 år siden.

Og i særdeleshed med Grækenland, som var vært i 2004. Mistroen til de græske atleter var i mange år udbredt, og specielt i atletikken var der gennem årene mange eksempler på, at løbere og springere havde uforklarligt store udsving i præstationerne – og nogle af dem så man kun i forbindelse med VM, EM og OL.

Hvor konsekvensen for mange blev, at man aldrig rigtig siden stolede på ægtheden i resultaterne fra grækerne

En del af os husker formentlig fortsat farcen om sprinterne Konstantinos Kenteris og Ekaterini Thanou, der i ly af natten på en motorcykel forsøgte at flygte fra en dopingkontrol kort før OL i Athen – hvor de var blandt favoritterne til guld. De to blev synonymer med svagheden i dopingkontrol-systemet i starten af 2000-tallet, men også synonymer for det græske idrætssystem, hvor konsekvensen for mange blev, at man aldrig rigtig siden stolede på ægtheden i resultaterne fra grækerne.

Det kom jeg til at tænke på, da det i går blev offentliggjort, at inde-verdensmesteren i højdespring, Dimotrios Chondrokoukis, er taget for doping kort før OL.

Han er dermed for mig en reminder her, kort før OL starter, på, hvad vi egentlig kan stole på af det, vi vil se i de kommende uger?

TOUR – Sky’s danske doping-forbindelse

Møder De Vogn eller Ryttere, kør da til højre. Dog bør De af og til vise Konduite. Dette bestaar i at køre til Venstre. Exempler:

1) Kusken, der kommer kørende imod Dem, giver tydelig tilkende, at han vil holde til forkert Side. De bør da rette Dem derefter. Maaske den nærmer er bange af sig.

2) Kommer De kørende paa venstre Side af en bred Vej, og der paa den modsatte Side kommer en Vogn imod Dem, da vilde det være utidigt Pedanteri at skraa over Vejen for at faa Vognen passeret paa reglementær Side.

(Af Sylvester Hvid’s Cycle-Haandbog, s. 40)

Wiggins, Froome. Sky. Dominans i en sjælden grad er, hvad det her Tour de France har udartet til. Og det betyder, at Sky, særlig i form af den sportslige direktør Dave Brailsford, må svare på dopingrelaterede spørgsmål.

For hvordan kan det nu være, at en rytter, der i 2008 knap kunne slæbe sig hjem, og som aldrig har været stærk ud over 10 dages etapeløb, er så dominerende? Hvordan kan det være, at Sky-holdet i løbet af kort tid er blevet så stærkt?

”Tidligere var der frem for alt doping. Da behøvede rytterne ikke træne. Vores ryttere træner rigtigt. Det er i virkeligheden det hele.”

Ifølge Brailsford handler det om træning. I dagens papirudgave af Süddeutsche Zeitung, der via reporteren Andreas Burkert i årevis har bedrevet kompetent cykeljournalistik fra verdens største cykelløb, kan man læse et portræt af holdet og mønstrene bag.

Det viser sig, at Sky har en række tråde til Danmark. Men inden jeg fortæller om det, vil jeg lige gengive Brailsfords svar på spørgsmålet, hvorfor holdet er så stærkt?

”Tidligere var der frem for alt doping. Da behøvede rytterne ikke træne. Vores ryttere træner rigtigt. Det er i virkeligheden det hele.”

Man kan nok i en stille stund spørge Bjarne Riis, Brian Holm, Jesper Skibby eller nogle af de andre, der har indrømmet doping, om de mener, de bare kunne sidde i lænestolen i sin tid og alligevel blive stærke. Et svar, man formentlig vil støde på, er til gengæld, at træningsfilosofi ikke ændrer sig særlig meget – det handler om at cykle meget og cykle hurtigt, hele året rundt.

Sky-holdet er bygget op omkring Brailsfords ledelse af de sportslige fremryk. Men den fysiske træning har han andre til at tage sig af:

”Sportsdirektører skal kun bekymre sig om løbene. Sportsdirektører er jo for det meste tidligere prof-ryttere – og det, de har lavet den gang, er gammeldags,” siger Brailsford til Burkert.

Derfor er der en cheftræner i form af psykologen (!) Shane Sutton og en videnskabeligt uddannet træner Tim Kerrison.

Og så er der det danske islæt. Primært i skikkelse af den tidligere forsker Rasmus Damsgaard, som i en periode var antidoping-ansvarlig hos Team Saxo Bank og Team Radioshack. Den gang var han garant for, at disse 2 hold var rene og uden for mistanke, hed det sig. Men siden forsvandt den unge mediciner fra scenen og var blandt andet aktiv i forhold til langrend på ski.

Men Brailsford forklarer:

”Vi arbejder sammen med Rasmus Damsgaard. Og når vi har et problem, går vi til UCI med det.”

To gange årligt holder Sky møder med UCI. Det fremstår ikke tydeligt, om møderne skal afklare mistænkelige blodværdier, rydde misforståelser af vejen, før de bliver til disciplinær-sager, eller om møderne blot handler om at udveksle røverhistorier fra scenen før og nu.

Det kan også være, at det på et af møderne er blevet berørt, at Sky nu samarbejder med en anden læge end Rasmus Damsgaard. Nemlig den mand, der både for Michael Rasmussen og helt tilbage til Rolf Sørensen – der var ren! – var cheflæge på Rabobank, Geert Leinders. Hollænderen er i dag læge hos Brailsford & Co.

Det er overflødigt at nævne, at alt på Sky-holdet naturligvis er gennemsigtigt og ligger fremme for beskueren til fri diskussion. Blodværdier, hæmatokritværdier og så videre…

Nej, det gør det så ikke. Bradley Wiggins har i princippet ikke noget imod gennemsigtighed, og han går faktisk ind for det. Men hans blodværdier skal ikke lægges frem:

”Så læser enhver jo sin egen sandhed ud af værdierne,” argumenterer manden i gult.

Der altså nyder godt af et par danske (anti-)doping-forbindelser på vejen mod en Tour-sejr.

TOUR – Skrøbelige Fränk

Lær at køre, før De køber en Cycle. De opnaar derved at kunne prøve den Cycle, De agter at købe, og hvis De ikke er et ualmindeligt Menneske, vil det være Deres Overbevisning, at De ogsaa kan bedømme den. – De skaaner dernæst Deres nye Cycle for de Knubs, som en Maskine altid maa døje af væltende Begyndere, og endelig var det jo muligt, om end ikke sandsynligt, at De under Øvelsestiden blev ked af det Hele.

Søg Undervisning hos en Lærer, og tro ikke, at fordi De muligvis selv kan lære Dem at holde Balancen paa Cyclen, De derfor kan lære Dem selv at køre rigtigt. At hænge paa en Hest er endnu ikke at ride. Dette gælder først og fremmest Kørsel paa Bicyclette – den gamle høje Bicycle taler ikke mere om, eftersom jeg ikke er Historieskriver – men det burde egentlig ogsaa gælde Tricyclekørsel.

(Af Sylvester Hvids Cycle-Haandbog, s. 3)

”Jeg er blevet forgiftet.” Fränk Schleck

”Jeg sværger ved mit og min families liv.” Andy Schleck

Bølgerne går højt i Luxembourg i disse timer. Fränk Schleck smidt ud af Tour de France efter han havde indtaget – eller rettere: Efter det blev opdaget, at han havde indtaget – et vanddrivende stof. Tour-ledelsens anvisning til Team Radioshack-Nissan-Trek af at sende Schleck hjem blev fulgt med en understregning af, at den 32-årige luxembourger fortsat har holdets opbakning.

Den slags udtalelser plejer mest at falde, når de ikke længere har værdi. Jo mere skingert et toneleje, man taler i, jo mindre indhold eller dybde plejer der at være i argumentet – det ved enhver forælder, og det ved enhver forhandler.

Med andre ord: Fränk er en færdig mand på holdet. Det tør jeg godt vædde en ristet Børge på

Med andre ord: Fränk (u-Umlaut blev tildelt ham efter et par sæsoner på Team CSC, fordi en af holdets ansatte i administrationen, Kim Plesner, angiveligt havde været i arkiverne – indtil da hed han blot Frank…) er en færdig mand på holdet. Det tør jeg godt vædde en ristet Børge fra Harry’s Place på. Med en squash, og muligvis efterfulgt af en frikadellesandwich.

Og det er alligevel lidt af en sørgelig historie. Og lidt af en indlysende historie på samme tid.

I 2002 kom Fränk Schleck til Bjarne Riis. Eller rettere: Hans far, Johnny Schleck, kom sammen med René Till og Marcel Gilles, til Riis og fortalte, at de havde den her lidt sky dreng, som de mente kunne gøre sig i prof-cykling. Akkurat som Johnny en gang kunne.

Riis var ikke overbevist, men det hjalp en solid håndsrækning fra luxembourgerne til Fränks løn på, og i løbet af få sæsoner udviklede Fränk sig til at blive en god rytter.

Som så, i 2006, blev afsløret i at have betalt, hvad der svarer til 50.000 kroner, til Eufemiano Fuentes, edderkoppen i Opéracion Puerto-spindet. Pengene var betalt for træningsprogrammer, og den var vi nogle stykker, der havde lidt svært ved at tro på i de dage.

Dels var Fränk under kyndig instruktion i Luxembourg fra Kim Andersen. Dels var det ikke fysisk træning, men snarere kemisk opfostring, som Fuentes var kendt for, og som han angiveligt havde mere end 200 betalende kunder til. Heriblandt Schlecks holdkaptajn Ivan Basso og T-Mobiles Jan Ullrich.

Han styrter mere eller mindre for et godt ord

Allerede på dette tidspunkt havde Fränk taget nogle store skridt op. I 2006 vandt han på l’Alpe d’Huez. Han var markant i forårsklassikerne og lå til i klassementet i etapeløbene. Man kan godt sige, at han havde indfriet alle de forventninger, Bjarne Riis ikke havde til ham.

Og et par sæsoner senere, i 2008, oplevede han det, der formentlig beredte ham og brormand Andy vejen væk fra Riis: Da han i gult måtte opleve  at blive angrebet af sin egen løjtnant, Carlos Sastre, på den afgørende etape i Tour de France – op til l’Alpe d’Huez.

Det har været kendetegnende for Fränk Schleck, at han ikke taler over sig. Han har ry for at være en fredsommelig og munter holdkammerat. Og han er ikke den teknisk stærkeste rytter – han styrter mere eller mindre for et godt ord, og det har givet ham mange knubs undervejs.

Men styrtet efter dopingtesten 14. juli er alligevel nok det hårdeste, han har skullet komme sig over.

Dagens etape vil afsløre, hvordan denne Tour ender. Vil vi se svaghedstegn fra Bradley Wiggins, eller vil han sætte konkurrencen til vægs og på den måde neutralisere yderligere tendenser til oprør?

Jeg tror, vi får Vincenzo Nibali at se i fuldt vigør. Han vil angribe allersenest mod toppen af Col du Tourmalet, og så vil han forsøge at udnytte sin fænomenale teknik til at vride sig fri af Wiggins og satse på et sololøb eller hjælp fra udstationerede holdkammerater på de sidste to stigninger.

Og det efterlader spørgsmålet omkring Sky: Kan Wiggins gå med? Det tror jeg ikke. Kan Froome gå med? Ja, det tror jeg godt, han kan.

Må Froome gå med?

Det er dagens store spørgsmål. Når vi kender svaret på det, kender vi også udfaldet af Tour de France.

Dagens vinder: Chris Froome, Sky

Dagens outsider: Vincenzo Nibali, Liquigas

Dagens vilde: Pierre Rolland, Europcar